16 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 0 °C

Jeg vil ikke være med til dette dobbeltspil

Jeg vil ikke være med til dette dobbeltspil

Torsdag, 04. november, 2010, 10:29:30

Jeg opfatter prisuddelingen som en retfærdiggørelse af jeres udlændingepolitik, som rammer de mennesker, jeg arbejder med, og som integrationen drejer sig om.

Jeg vil ikke være med til dette dobbeltspil
Bille
Nahid Riazi beretter om en horribel udvisning af en gravid mor med to børn, som efterlader en ellers ressourcestærk ægtefælle som en knust mand, der pendler mellem familien i Pakistan og sit hjem i en af Danmarks ghettoer, hvor han ikke længere kan yde en indsats.

fra Nahid Riazi Yazdanyar,  København

Til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. 

Jeg har fået at vide, at jeg er blandt de nominerede til Integrationsministeriets Integrationspris.

Jeg og de andre nominerede får endda lov til at sidde ved dit bord og blive fotograferet sammen med dig, når begivenheden finder sted i Cirkusbygningen den 2. november.

Og så kan vi lade, som om vi alle sammen er glade og tilfredse med integrationen og integrationspolitik i Danmark! 

Jeg er glad for og stolt af, at nogle af dem, som kender os og følger vores arbejde på tæt hold, har indstillet mig og min kollega til prisen.

Jeg sætter stor pris på, at de på den måde har vist os deres tillid og anerkendelse og har understreget, at det, som vi stræber efter i vores arbejde, er det rigtige. Det varmer virkelig mit hjerte.

Jeg er desuden glad for, at jeg og min kollega, som også har en anden etnisk baggrund end dansk, for en gangs skyld har »den rigtige« baggrund til at få en pris i stedet for at blive skældt ud på af politikerne og ministre, netop på grund af vores baggrund!

Men jeg kan desværre ikke være med til dette dobbeltspil, hvor I fra den ene side uddeler priser for de gode indsatser for integrationen og fra den anden side forhindrer os, som arbejder med integrationen, i at kunne udføre et ordentligt stykke arbejde.

Hvordan kan vi tale om integration, når mange af de folk, som skal »integreres«, hver eneste dag mødes med mistillid og mistænkeliggørelse og bliver stemplet som en gruppe uduelige mennesker, som kun er ude på at snyde samfundet, og derfor skal straffes, sanktioneres og smides ud af landet!

gruppeafstraffelse

Jeg taler på vegne af blandt andet den unge, højgravide kvinde fra Akacieparken, som for halvandet år siden blev smidt ud af Danmark med sine to små børn med den begrundelse, at hun ikke havde nok tilknytning til landet!

Hun var godt i gang med at lære sproget. Hendes datter havde lige fået en plads i en vuggestue. Hendes mand var stolt af sin familie og arbejdede hårdt for at forsørge den. Han var en af vores ressourcestærke beboere, som deltog frivilligt i beboerarbejdet i Akacieparken.

Men i dag bor den unge kvinde og hendes tre småbørn i en landsby i Pakistan, hendes mand er fuldstændig ødelagt. Han skal rejse frem og tilbage for at sørge for sin families sikkerhed dernede.

Jeg taler på vegne af alle de mennesker, som føler sig udenfor samfundet, selvom de betragter sig selv som danske borgere.

Jeg møder dem hver dag og kan se, hvordan det ødelægger deres integritet og udvikling, når de oplever, at de – uanset hvem de er – bliver betragtet som en ensartet gruppe, som skal stå til regnskab og skal finde sig i gruppeafstraffelse via stramninger og særlove og regler.

De skal alle sammen betale prisen, når nogen begår kriminalitet og tilfældigvis har samme etniske baggrund, eller når politikernes integrationspolitik går galt!

Mange af disse mennesker vil jo gerne tjene deres egne penge, bo et godt sted i stedet for i ghettoer.

De drømmer også om at købe deres egen bolig. Langt de fleste af dem ville gerne sende deres børn til de skoler og institutioner, hvor de bedre kunne lære dansk, og hvor de fik mulighed for at tage en uddannelse i stedet for at havne i kriminalitet eller tilslutte sig de ekstreme religiøse grupper, eller i bedste fald nøjes med de lavtlønnede ufaglærte jobs.

jeres politik stopper os

De er jo også forældre, som vil det bedste for deres børn og unge. De har ikke brug for at blive nedgjort, udhængt og chikaneret af systemet for at nå de mål. De har behov for et reelt valg.

De familier, der har problemer med at håndtere deres forældreansvar, skal hjælpes med at få bedre kendskab til deres børns muligheder. De skal hjælpes med at få flere redskaber til at kunne støtte deres børn, og det gælder selv sagt alle forældre med disse problemer.

Det er det, som jeg og mange andre stræber efter i vores arbejde. Men vi, både vi medarbejdere og de mennesker, som integrationen drejer sig om, bliver hele tiden stoppet i denne proces.

I stedet for at give dem et reelt valg, bliver mange af dem truet af de nye stramninger.

I stedet for at koncentrere sig om integration af sig selv og sine børn, bekymrer langt de fleste af vores borgere sig om de basale ting som opholdstilladelse, økonomi og bolig, som ikke er i orden.

Jeg finder ikke prisuddelingen i overensstemmelse med jeres politik. Jeg opfatter prisuddelingen som en retfærdiggørelse af jeres udlændingepolitik, som rammer de mennesker, jeg arbejder med, og som integrationen drejer sig om.

Derfor har jeg ikke lyst til at deltage i prisoverrækkelsen og dermed være med til at understøtte jeres ekskluderende politik.

Nahid Riazi Yazdanyar vandt prisen, men har nægtet at modtage den.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2010 - 10:29   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar