18 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

Det bolivariske projekt – demokrati eller diktatur?

Det bolivariske projekt – demokrati eller diktatur?

Onsdag, 15. september, 2010, 10:34:14

Da millioner gik på gaderne for at kræve den demokratisk valgte præsident genindsat, valgte tv-stationen rctv at vise tegnefilm i stedet for at rapportere fra begivenhederne.

Det bolivariske projekt – demokrati eller diktatur?
Dick Emanuelsson
Venezueleanerne har adgang til flere private medier end offentligt ejede. Fire private tv-selskaber sidder på i alt 90 procent af markedet.

af Andreas Bülow

Dag ud og dag ind hører vi negative historier om Venezuela i den danske presse.

De fleste danske journalister – selv de mere ærlige af dem – får ikke tid til at undersøge tingenes virkelige tilstand i Venezuela.

De kopierer rask væk pressenoter fra de største nyhedsbureauer, blandt andet Ritzaus, AFP og Reuters. Disse noter er krydret med enkelte Latinamerika-korrespondenters sporadiske udfald imod Chávez og den bolivariske revolution.

Det er langt fra et tilfælde, at de største internationale medier bruger uhyrlige pengesummer, tid og spalteplads på at forsøge at miskreditere den venezuelanske regering.

De ved udmærket godt, at den bolivariske revolution verden over har inspireret mange arbejdere og studerende, som ser den som et bevis på, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet.

Men disse realiteter har desværre fået mange danskere til at tro, at der eksisterer en form for diktatur i Venezuela.

Det er på den baggrund, forfatteren ser sig nødsaget til at besvare anklagerne imod den bolivariske revolution. Det er nødvendigt at forsvare revolutionen konsekvent imod manipulationer, som har et bevidst politisk motiv.

Jeg vil lægge de mest elementære kendsgerninger på bordet:

De demokratiske valg
Den nuværende regering i Venezuela har siddet ved magten i ti år – fra februar 1999. I denne periode har dens støttepartier vundet flertal ved tre lokal- og regionsvalg (2000, 2004, 2008) og tre parlamentsvalg (1998, 2000, 2005), og dens kandidater har vundet flertal ved tre præsidentvalg (1998, 2000, 2006).

Dertil kommer sejre i tre folkeafstemninger, hvor regeringens anbefaling vandt flertal. Samtlige af disse valg er blevet fulgt af internationale valgobservatører, og Organisationen af Amerikanske Stater har godkendt resultaterne som troværdige.

Dette betyder altså, at Chávez-regeringen har vundet demokratisk flertal ved ikke mindre end 12 valghandlinger og kun tabt en enkelt – folkeafstemningen om konstitutionsreformen i 2007.

Desuden skal det bemærkes, at den nye grundlov anno 1999, som blev forfattet og godkendt ved folkeafstemning på regeringens initiativ, er en af de mest demokratiske grundlove i hele verden. For eksempel giver den befolkningen mulighed for at stille mistillidsvotum til deres valgte repræsentanter.

Medier på private hænder
Ifølge en officiel rapport fra Venezuelas ministerium for kommunikation og information (juni 2006) er det overvejende flertal af massemedier i Venezuela (tv, radio og aviser) stadig på private hænder.

Rapporten konkluderer, at tv-sektoren er koncentreret i fire private tv-selskaber: RCTV, Globovision, Televen og Venevision, som sidder på i alt 90 procent af markedet.

For at være præcis er 79 ud af i alt 81 tv-kanaler privatejet; og 118 ud af 120 aviser er på private hænder. Ud af Venezuelas 1004 radiostationer, som sender på FM eller AM, er 656 private, 105 offentligt ejede og 243 lokale, alternative medier. 

Kun to offentligt ejede tv-kanaler sender på en frekvens, der gør dem tilgængelige i hele landet, nemlig VTV (Kanal 8) og efter 2007 den kultur- og sportsorienterede TV-ES. Resten af de landsdækkende kanaler er privatejede og har fra dag ét været modstandere af den bolivariske regering.

I Venezuela er det bemærkelsesværdigt, hvor omfattende oligarkiets kontrol med medierne har været og fortsat er den dag i dag. Venezuelas bolig- og infrastrukturminister gjorde på et pressemøde i juli 2009 opmærksom på, at kun 27 familier har kontrol over 32 procent af radio- og tv-frekvenserne i landet.

Således ejer Granier-familien foruden RCTV 40 tv-stationer rundt omkring i Venezuela – de fleste af dem er små lokale tv-kanaler.

Cisneros-familien, som ejer Venevision, er ejere af over 70 medier fordelt i 39 lande, blandt andet DirectTV Latin America, AOL Latin America, Caracol Televisión (Colombia), kæden Univisión (USA), Galavisión og Play Boy Latin America. Dertil kommer andre kulturelle ejendomme, for eksempel en af Venezuelas største baseball klubber, Los Leones de Caracas, og skønhedskonkurrencen Miss Venezuela.   

Endelig er der selvfølgelig den katolske kirke – en af Chávez’ absolutte ærkefjender, der ejer lokale tv-stationer såsom Television Andina de Mérida, Canal de Niños Cantores de Zulia og Vale TV.

I 2002 måtte selv Human Right Watch, som ellers læner sig op af mainstream-mediernes kritik af den venezuelanske regering, indrømme, at de private medier i Venezuela »langt fra benytter sig af fair og korrekt rapportering af de aktuelle begivenheder – (de) forsøger at opildne til folkelig utilfredshed, samt voldshandlinger til at støtte oppositionen mod regeringen«.

Men den venezuelanske regering har været så tolerant overfor oppositionsmedierne, at ingen tv-station, radio eller avis er blevet lukket, og først fem år efter kuppet besluttede man ikke at forny licensen til RCTV, et af de medier, der havde været impliceret i kuppet.

Der har heller ikke været nogen tilfælde af censur, på trods af at det er blevet bevist, at kanaler som Globovision i flere omgange har opfordret til voldelige protester.

RCTV-sagen
Da Chávez i starten af 2007 annoncerede, at den venezuelanske tv-station RCTV ikke ville få fornyet sin tv-licens, tegnede den borgerlige presse i hele den vestlige verden et meget misvisende billede af situationen.

Hugo Chavez blev beskyldt for at indskrænke ytringsfriheden, og lukningen af RCTV blev set som en måde at lukke munden på oppositionen.

De fleste vestlige medier udlagde sagen meget ens, men deres argumenter var bygget på falske antagelser. En af de mest brugte beskyldninger var, at Venezuelas regering lukkede én af de få private tv-stationer, så Chavez lettere kunne kontrollere pressen i Venezuela. Eller at tv-stationen ganske enkelt var en hindring for Chavez’ »populistiske« projekt.

Siden januar 2007 var det kendt, at tv-stationen ikke ville få fornyet den statslige licens. Licensen udløb den 27. maj 2007 ved midnat, og der var store demonstrationer både for og i mod lukningen af RCTV.

Natten til den 27. maj udviklede en af oppositionens demonstrationer sig voldeligt, hvilket resulterede i, at 14 politimænd blev såret.

Loven i Venezuela siger, som i et hvilket som helst andet land, ikke, at regeringen automatisk skal forny licenser til tv-kanaler. Regeringen har mulighed for at vælge, hvilke der skal have licens, og hvilke ikke. For eksempel har den danske regering valgt at give licens til DR, men samtidig frataget andre kanaler muligheden. Lad os se på nogle af grundene til, at Venezuelas regering valgte ikke at forny den statslige licens til RCTV.

Kendsgerningen er, at RCTV var direkte involveret i det mislykkede militærkup den 11. april 2002 mod den demokratisk valgte præsident Hugo Chavez. RCTV’s deltagelse i kuppet var så tydelig, at produktionsmanageren, Andres Izarra, som var modstander af kuppet, på det tidspunkt opsagde sin stilling for ikke at blive tiltalt for deltagelse i kuppet.

I et officielt vidneudsagn forklarer Izzara, at han fik forklaret nøje, at han i dagene op til kuppet ikke måtte bringe nogen information om Chavez, hans personel, ministre eller noget, der ellers kunne relatere til ham.

Det er præcis, hvad der skete. RCTV rapporterede kun, at Hugo Chavez havde taget sin afsked som præsident for nationen. Det var en åbenbar løgn – han var blevet kidnappet af kupmagerne.

To dage senere, da millioner af venezuelanere gik på gaderne for at kræve, at den præsident, som de på demokratisk vis havde valgt, skulle genindsættes, valgte RCTV at vise tegnefilm i stedet for at rapportere fra begivenhederne.

Vores spørgsmål lyder: Hvilket andet demokratisk land ville kunne acceptere, at en tv-station, der åbent støtter et kupforsøg, efter dette kan sende frit på statens frekvenser?

Hvilket andet land ville acceptere, at ejeren af en sådan tv-kanal slipper for at skulle stilles for en dommer efter åbent at have støttet et militærkup mod en folkevalgt præsident?

Simon Bolívar sagde, at folket aldrig kan blive frit, hvis ikke ytringsfriheden er givet. Det er fuldstændig rigtigt.

Men vi bør stille os selv spørgsmålet, hvorvidt denne ytringsfrihed er garanteret med et system, hvor massemedierne er i hænderne på en lille elite af velhavende mennesker, og hvor disse medier tjener dette mindretals interesser på bekostning af det store flertals.

Uddrag af »Den venezuelanske revolution – øjenvidneberetning og analyse«

udgivet af foreningen Hands Off Venezuela.

Arbejderen vil senere bringe yderligere uddrag af bogen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2010 - 10:34   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik