27 Jan 2020  

KBH: Spredte skyer, dis, 6 °C

TV-station sigtet for terror

TV-station sigtet for terror

Torsdag, 02. september, 2010, 10:01:13

Roj TV er anklaget for terror – alene for interviews og reportager med kurdiske oprørere. En krænkelse af ytringsfriheden, siger Enhedslisten.

TV-station sigtet for terror
Aage Christensen
Roj TV’s lokaler i København blev ransaget af politiet straks efter justitsministerens tiltale tirsdag. Administrerende direktør Imdat Yilmaz afviser enhver forbindelse mellem tv-stationen og PKK.

Tirsdag besluttede justitsminister Lars Barfoed (K) at rejse tiltale efter terrorloven mod den kurdiske tv-station Roj TV for at fremme terror.

Roj TV er ikke tiltalt for at have medvirket til konkrete terrorhandlinger – men alene tiltalt for at have bragt indslag med interviews med sympatisører og ledere af den kurdiske oprørsbevægelse PKK og reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder.

– Det er politiets og anklagemyndighedens vurdering, at en række af Roj TV’s udsendelser har en sådan karakter, at de er egnede til at fremme PKK’s virksomhed. Rigsadvokaten har på den baggrund indstillet, at der rejses tiltale mod selskaberne bag Roj TV for fremme af en terrororganisations virksomhed, lyder det fra ministeren.

Justitsministerens tiltale kommer efter anklager fra Tyrkiet om, at Roj TV skulle være talerør for PKK. En anklage, som det statslige Radio- og tv-nævn tre gange i træk har renset tv-stationen for.

Roj TV bliver sigtet efter terrorlovens paragraf 114e, som kan give op til seks års fængsel.Straks efter sigtelsen blev tv-stationens lokaler ransaget af politiet. Iførste omgang går politiet dog ikke efter enkeltpersoner, men kun efter selskaberne bag tv-stationen.

Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, mener at tiltalen mod Roj TV viser, hvor meget terrorlovgivningen har indskrænket ytringsfriheden i Danmark:

– Hvis medier ikke længere har pressefrihed til at bringe interviews og reportager fra kamphandlinger, så er det en meget alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden, siger hun.

Line Barfod advarer mod, at terrorparagraffen indskrænker muligheden for frit at debattere og bringe budskaber fra begge sider i en konflikt:

– Desværre viser tiltalen mod Roj TV, at danske myndigheder bøjer sig for pres fra Tyrkiet og USA, og prøver at lukke den kurdiske tv-station, så mange millioner kurdere i hele verden ikke længere kan se tv på deres eget sprog, uddyber Line Barfod.

Hun kræver nu justitsministerens svar på en række spørgsmål, blandt andet:Hvornår er der sidst blevet lukket et medie i Danmark?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. sep. 2010 - 10:01   03. sep. 2012 - 10:53

Medier