24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Den Internationale Socialistiske Kongres

Den Internationale Socialistiske Kongres

Torsdag, 26. august, 2010, 10:23:18

Med Stauning som ansvarlig for kongresforberedelsen var alt gennemorganiseret, og kongressen, fra 28. august til 3. september 1910, forløb til alles tilfredshed.

Den Internationale Socialistiske Kongres
I det meget pressede program for kongressen blev der alligevel plads til en udflugt for de udenlandske gæster. Kongressens delegerede mødtes i Nyhavn, hvor to små dampere sejlede dem op til Skodsborg badehotel. Her var der dækket op til te og chokolade, og så skulle alle fotograferes på den store trappe udenfor badehotellet. Da de om aftenen sejlede hjem, var humøret højt. Ved Langelinie lå den russiske zars lystyacht, Polarstjernen. Den danskfødte kejserinde var hjemme på familiebesøg i KBH.

af Gerd Callesen

I 1910 var Internationalens bastion i Nordeuropa den danske arbejderbevægelse, som havde eksisteret siden 1871 og dagligt udgav Social-Demokraten.

Avisens oplag på 58.000 eksemplarer gjorde den til det mest udbredte blad i Danmark. Andre kooperative foretagender stod stærkt, og i mange byer fandtes folkets huse, fem alene i København.

Det, der måske imponerede mest i udlandet, var, at Socialdemokratiet i København havde to af de fire borgmesterposter og 20 af Borgerrepræsentationens 42 pladser. Sammen med Det radikale parti havde det klart overhalet Anti-socialisterne.

Kongressen i København
Valget af København som kongressted for den ottende Internationale Socialistiske Kongres var ikke tilfældigt; arrangørerne havde organiseret et optog af delegerede sammen med københavnske arbejdere gennem byen til Søndermarken.

I Odd-Fellow-Palæet blev der afholdt et festligt åbningsmøde med et potpourri af internationale arbejdersange og en kantate af A.C. Meyer. Senere var der arrangeret en udflugt med damper til Skodsborg badehotel ved Øresund lidt nord for København.

Der kunne ikke sættes en finger på de ydre rammer for kongressens. Med Stauning som ansvarlig for kongresforberedelsen var alt gennemorganiseret, og kongressen, fra 28. august til den 3. september 1910, forløb til alles tilfredshed. Den imponerede også den københavnske presse og befolkning.

Den danske bevægelse havde demonstreret, at det snævre samarbejde mellem bevægelsens forskellige dele, partiet, fagbevægelsen, kooperationen og pressen, kunne skabe betydelige resultater.

Delegerede
Der var mange delegerede, og mange som var eller blev førende i den internationale arbejderbevægelse, for eksempel den østrigske partiformand Victor Adler og den fremtrædende reformistiske franskmand Jean Jaurés, den tidligere minearbejder Keir Hardie fra Independent Labour Party i Storbritannien.

Fra Tyskland kom blandt andre Friedrich Ebert, der tilhørte sit partis højrefløj, Lenin repræsenterede det russiske parti (og tilbragte en stor del af sin tid på Det kongelige Bibliotek for at studere andelsbevægelsen, som han udarbejdede en artikel om).

Rosa Luxemburg var der og hendes partifælle Karl Radek. Under kongressen holdt de et møde med polske emigranter. Mødet resulterede i dannelsen af en partiorganisation. 

Der var mange flere, i alt 896 delegerede fra 23 lande, men der var også nogle der manglede. Formanden for det tyske socialdemokrati, August Bebel, måtte af helbredsmæssige grunde melde afbud. Han havde indtil Engels’ død i 1895 været dennes nære fortrolige.

Indhold og resultater
Det Internationale Socialistiske Bureau, ISB, havde forberedt kongressen grundigt, og der var mange punkter på dagsordenen. Foruden beretninger fra de enkelte partier om deres virksomhed, aflagde de nedsatte kommissioner til forberedelse af resolutioner deres beretninger.

De drejede sig for eksempel om forholdet mellem parti og kooperative virksomheder, om arbejdsløshedsspørgsmålet, mægling og afrustning, internationale resultater i arbejderlovgivningen, kampen for afskaffelse af dødsstraffen, for international solidaritet, indvandringsspørgsmålet og så videre.

Separatisme eller internationalisme
Et stridsspørgsmål om faglig enhed i Østrig, hvor det tjekkiske socialdemokrati havde oprettet selvstændige fagforbund i modsætning til de internationale, blev diskuteret.

I de sidste samarbejdede polske, rumænske, kroatiske, slovenske, italienske og tyske arbejdere. Internationalen vedtog med et overvældende flertal at anbefale de tjekkiske arbejdere at forblive i de internationale forbund. Det gjorde imidlertid ikke indtryk på det tjekkiske parti – fagbevægelsen splittedes.

Det var relevante spørgsmål i samtiden, nogle har også i dag betydning for arbejderbevægelsen, som for eksempel den nationale opsplitning i fagbevægelsen.

Det store spørgsmål
Men det store altoverskyggende problem var faren for krig, og hvordan den kunne forhindres.

Her fremlagde Keir Hardie og den franske revolutionært orienterede Edouard Vaillant et tillæg til beslutningen taget på den forrige kongres i Stuttgart. Det indeholdt et forslag om, at en generalstrejke især i den krigsrelevante industri, ville være særlig effektivt. Men da det tyske parti nærmest per automatik gik imod forslaget, blev det ikke vedtaget.

Beslutningen blev udskudt til den næste kongres, som skulle afholdes sidst i august 1914. Men krigen var en realitet den 4. august, og arbejderbevægelsen havde ingen »plan B« og kapitulerede (på nær det serbiske og det bolsjevikiske parti).

P. Knudsens memorandum
Efter kongressen i Stuttgart i 1907 forsøgte det danske parti at leve op til »Stuttgart-resolutionen«.

Partiformanden P. Knudsen udarbejdede et memorandum, som udsendtes til diskussion i de andre arbejderpartier. Det er et meget interessant dokument, der blandt andet krævede militæruddannelse af både mænd og kvinder. Knudsen hævdede, at det var i arbejderklassens interesse, så klassen kunne forsvare sig mod de borgerliges brug af militæret.

Men ikke kun det. Knudsen forudså, at der efter revolutionen kunne udvikle sig et korrupt lag i arbejderklassen, som ville forhindre socialismens udvikling. Også mod det burde arbejderklassens kunne forsvare sig. Forslaget er interessant i lyset af dagens diskussioner om afskaffelse af værnepligten.

Gerd Callesen er historiker og tidligere medarbejder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2010 - 10:23   03. sep. 2012 - 10:59

Historie