19 Feb 2019  

KBH: Let skyet, 6 °C

Flygtninge har kurs mod Holbæk

Flygtninge har kurs mod Holbæk

Onsdag, 25. august, 2010, 12:00:32

I morgen ankommer et skib fyldt til bristepunktet med flygtninge til Holbæk. Det vakte opsigt, da skibet i fredags lagde til kaj i Randers.

Flygtninge har kurs mod Holbæk
Michael Klodos
De 70 bådflygtninge i bronze fylder godt på kutteren Antons dæk. Figurerne er skabt af Jens Galschiøt for at skabe opmærksomhed omkring FN’s mål for bekæmpelse af fattigdom.

Flygtninge fra alverdens lande står tæt stuvet sammen på dækket, når et flygtningeskib i morgen lægger til kaj i Holbæk Havn.

Skibet kommer fra Randers, hvor det vakte stor opsigt, da det ankom i fredags. Kajen var sort af mennesker, som var mødt frem for at møde flygtningene. Flere af de fremmødte kneb en tåre, da de så de mange flygtninge, hvis ansigter afspejler smerte og afsavn. Gennem hele weekenden valfartede randrusianere ned til skibet.

Mødet med flygtningene gjorde et stort indtryk på de fremmødte, selvom der ikke er tale om levende mennesker, men derimod om livagtige skulpturer fremstillet af bronze af billledhuggeren Jens Galschiøt.

– De mange bronzeflygtninge er et symbol på verdens store fattigdom og konsekvenserne heraf. Hvis vi skal have gjort noget ved uligheden på vores klode, så kræver det, at vi alle gør en indsats nu, forklarer kunstneren.

Flygtningeskibet besøger i disse uger forskellige danske byer. Jens Galschiøt gennemfører eventen sammen med Landsorganisationen Levende Hav, som lægger skib og skipper til, samt en lang række danske ngo’er tilknyttet Projektrådgivningen.

Formålet med flygtningeskibet er at skabe opmærksomhed omkring FN’s 2015 mål for bekæmpelse af fattigdom. Et af målene er at halvere fattigdom og sult i verden. Målene blev vedtaget for ti år siden og skal være opfyldt om fem år, så det er nu det gælder, understreger folkene bag flygtningeskibet.

– Vi kommer med det stærke budskab, at vi skal skabe en verden, hvor mennesker ikke har behov for at flygte. Vores mål er at berører folk, engagere dem og vise, at det er muligt, siger Knud Andersen, formand for Levende Hav, til Arbejderen, samtidig med at han navigerer kutteren Anton ud gennem Randers Fjord.

Han forklarer, at Levende Hav gennem projekter i blandt andet Eritrea har forskellen på rige og fattige tæt inde på livet.

Undervejs på flygtningeskibets rute vil lokale ngo’er fortælle om deres konkrete erfaringer med udviklingsprojekter i Afrika, Latinamerika og Asien. I Holbæk vil du blandt andet kunne møde organisationerne »Cykler til Senegal« og »Seniorer uden grænser«.

Flygtningeskibet er i Holbæk fra 25. august til 30. august. Derfra går turen til Århus, hvor skibet er en hel uge fra 31. august til 6. september. Fra 8. september til 15. september er det Haderslev, som får besøg, mens København må vente til den 7. december. Til gengæld er skibet i hovedstaden helt frem til 20. december.

 

Læs mere om initiativer på: www.aidoh.dk/?categoryID=320

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. aug. 2010 - 12:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur