16 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

Da mormor sprang ud

Da mormor sprang ud

Torsdag, 01. juli, 2010, 10:41:41

Der var engang, da danske kvinder måtte kæmpe for retten til en identitet. Hvordan det foregik, kan man læse i »mormors bog – krig, kærlighed og kvinder«.

Da mormor sprang ud
Arkiv
Susanne Thorbeks bog beskriver glimrende kvinders forsøg på at frigøre sig fra snævre fordomme og bestemme over deres eget liv.

af Bjarne Nielsen

Susanne Thorbeks bog handler om kærlighed, krig  og kamp. Kampe for social fremgang, angst for sex og mor-datter strid på mormors tid.

Det er en bog om kampen for seksualitet og kærlighed og imod nazismen i hendes far, den kolde krig og igen kærlighed med hendes børns fødsel som afslutning på bogen.

Forfatteren er født i 1937 i København, i »et moderne, funktionalistisk miljø med vægt på erotisk glæde, orgasme og kamp mod autoriteterne«.

Moderen er født i 1910 og levede som voksen i 30’ernes krise med kulturradikalisme og anti-nazistisk kamp. I hendes ungdom knyttede hun og manden sig til det kulturradikale miljø og den seksualpolitiske bevægelse. Hun bevarede trods skilsmisse og fattigdom sine idealer.

Forfatteren selv levede som ung og uerfaren under den kolde krig som ungkommunist i København. Her oplevede hun danske kvinders manglende selvbestemmelse. Senere blev hun lektor i kvinde- og kønsforskning og internationale studier.

Krig og kærlighed
Susanne Thorbeks far læste på polit-studiet og kom som mange af datidens venstreorienterede på »Kannibalen«, da en ung kvinde kom ind med en stak pjecer.

Hun viste ham en, der hed Wilhelm Reich: seksuel viden og kamp. På spørgsmålet, om hun mente at hans sexliv ville blive bedre af læsningen, rødmede hun og så var der kontakt.

Senere fortalte hun om Socialistiske medicinere, og forældrenes forhold var en kendsgerning.

I de år flyttede mange unge i lejlighed i Ryparken, hvor Wilhelm Reichs danske disciple arbejdede og som Hans Scherfig ondskabsfuldt kaldte »Seksualparken« i sin roman Idealister.

Wilhelm Reich der senere blev ekskluderet af det tyske kommunistparti, KPD, var psykoanalytiker. Han havde sin storhedstid i 30’erne og en opblomstring i 70’erne. Et resultat af de mange praktiske øvelser blev forfatteren!

Trods dette arbejde var der også plads til andet. Moderen blev blandt andet bedt om at hente den kommunistiske arbejderleder Andrés hustru til Danmark, så hun kunne indgå i solidaritetsarbejdet for at forhindre hans dødsstraf i at blive eksekveret. Hele bogen er en hyldest til moderens uegennyttige arbejde for de svageste i samfundet.

Susanne blev født i 1937. Da hun var to år, flyttede familien til det sociale og funktionalistiske boligbyggeri i Emdrup Vænge, hvor familierne var »rige på børn, men ikke på penge« og »de sociale klasser og forskellige befolkningsgrupper blandes«.

Krigen betød omvæltninger, også i familien Thorbek. Hendes mor, der havde et »voldsomt temperament«, og hendes far, der altid var »tiltrukket af forelskelser«, blev skilt. Faren var blevet forelsket i en tysk flygtning.

Begge Thorbeks forældre blev modstandsfolk i Frit Danmark, hvor moderen blev ansat som bogholder efter befrielsen. Bogen har mange fine iagttagelser fra denne periode.

Kort efter besættelsens ophør flyttede forfatteren til Cambridge, hvor den kendte modstandsmand og kommunist Elias Bredsdorff, der var en del af familiens vennekreds, var blevet professor.

Mormoren
Bogens afsnit om mormoren er en smuk og interessant historie om en kvinde der blev født i 1879 i fattige kår i Vendsyssel og kom ud og tjene som femårig.

Hun oplevede industrialiseringen og udvandringen til USA og byerne. Selv drog hun til København som 18-årig og blev »pige i huset«. Senere blev hun direktørfrue og kommunist!

Efter mandens død rejste hun for arven til Italien og Frankrig, hvor hendes to døtre kom i skole. At hun blev kommunist kan umiddelbart undre, men »mange af de kultiverede mennesker hun kendte var kommunister«, og den fremskridtstro hun altid havde dyrket »fandt man netop hos kommunisterne«.

At alt mellem mor og datter har fungeret, fremgår af forfatterens kommentar om »at mor gik i psykoanalyse før hun fik mig er helt forståeligt på baggrund af hendes mors opfattelse af erotisk, seksuel kærlighed som dødbringende, forfærdelig, og hendes klaustrofobiske oplevelser af mor-datter forholdet«.

En af bogens absolutte kvaliteter er dens beskrivelser af de forskellige tiders seksualpolitiske og moralske kampe.

Ungkommunist
Allerede som femårig havde faren forsøgt at undervise hende i »merværdiens mysterier«, men Susanne Thorbek blev først medlem af DKU i 1951 efter deltagelsen i en verdens ungdomsfestival i Bukarest.

På samme tid flyttede hun fra den rummelige forsøgsskole Emdrupborg til det snobbede Øregaard Gymnasium.

Efter gymnasiet flytter hun sammen med kæresten Gert, der var svær at forføre, da han ikke ville »overtræde en DKU regel om, at mænd/drenge ikke måtte have seksuelle forhold til kvinder/piger under 18 år«. Det har været hårde tider!

Det var kold krig, og i bogen kan man læse, at kommunisthetzen i USA bragte antallet af medlemmer i USA’s kommunistparti ned fra 80.000 til 10.000.

I Danmark diskuterede de unge kommunister seksualitet, oprustning og pædagogik, hvorom forfatteren har en del hug til Makarenko og hans pædagogik.

Bogen har en del yderst spændene og kritiske historier om livet i DKU og DKP i 50«erne, ligesom referaterne fra hendes tur til Verdensfestivalen i Moskva var kritiske.

Ifølge bogen meldte hun, manden, og svigerfaren – den røde greve Kai Moltke – sig ud efter Ungarnsopstanden i 1956, men deltog i Moskva i 1957. Senere gik de alle til SF og senere til VS.

Bogen slutter på forunderlig vis omkring 1961. Den er ujævn og springende, men giver samtidig et interessant og spændende billede af nogle varme personer, der kæmpede deres kampe. Bogens tidsbillede af især det kulturradikale og socialistiske miljø er fremragende.

Susanne Thorbek: Mormors bog. Krig, kærlighed og kvinder. 148 sider. Illustreret. 229 kroner. Forlaget Frydenlund

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jul. 2010 - 10:41   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger