17 Jun 2019  

KBH: Spredte skyer, 21 °C

Kampen om fagbevægelsen

Kampen om fagbevægelsen

Tirsdag, 29. juni, 2010, 11:11:17

Med det nye nummer af Ret og Vrang har faglige folk og interesserede fået en række velskrevne og konkrete debatoplæg, og derved et redskab til at tage de næste skridt i kampen om fagbevægelsen.

Kampen om fagbevægelsen

af Bjarne Nielsen

I det nyeste nummer af tidsskriftet Ret og Vrang fastslår redaktøren, Sven Tarp, den nuværende krises karakter som værende baseret på den grundlæggende modsigelse mellem produktionens stigende samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af produktionens resultat, hvad Marx betegnede som uundgåelig. Altså en naturlov.

Det nye er, at krisen er sammenflettet med andre kriser (miljø, energi og så videre). Altså et billede af en borgerlig civilisation på vej mod afgrunden. Tarp fastslår, at en ny regering ikke kan løse dette, da hverken EU eller kapitalismens stadige behov for akkumulation tillader dette.

Første skridt mod krisen er genrejsning af den revolutionære linie i fagbevægelsen, som er temaet for det nye nummer.

WFTU's ny liv
Siden sin seneste kongres i 2005 har Det Faglige Verdensforbund (WFTU) rejst sig efter nedturen oven på Sovjets og østblokkens opløsning.

Spanieren Quim Boix, der startede som fagforeningsaktivist under Francos diktatur, har af forbundets formand, grækeren Mavrikos, fået opgaven at gennemgå WFTU's historie og nuværende opgaver, specielt til Ret og Vrang. En stor og fortjent cadeau.

WFTU, der blev dannet i 1945 med Sovjet som hjørnestenen, gik fra at være et progressivt aktiv for arbejdere i hele verden, til at blive en topstyret og handlingslammet organisation, presset af den reformistiske Frie Faglige Internationale (FFI) og den kristne (WCI).

Boix er berettiget hård mod det gamle WFTU's og fagforeningerne i østlandenes forræderi, men bruger mest pladsen på de fremskridt, der er sket siden den 15. kongres, der blev afholdt i Havana 2005. Artiklen rummer mange fine eksempler, blandt andet fra USA, om organisationens fremgange, ligesom han gennemgår særtræk i de forskellige medlemslande.

Boix opregner en række målsætninger for deres arbejde frem til organisationens næste kongres i 2011, der afholdes i krisebrændpunktet Athen.

En samfundsforandrende kraft
Jan Mathiesen og Joan Ågot Pedersen fra Kommunistisk Parti har begået en yderst interessant artikel om fagbevægelsen som en samfundsforandrende kraft.

De fastslår at fagbevægelsen er i en defensiv situation, hvor socialismebegrebet stille og roligt er forsvundet. Blandt årsagerne til denne defensiv opregner de seks årsager, heriblandt EU's harmonisering af kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed og at det toneangivende borgerskab ikke længere har brug for den danske model, men også at eksempelvis DKP's sammenbrud efter 1989 efterlod et hul i den organiserede opposition. Dette er vist ny erkendelse.

De udtrykker behov for en ny fælles strategi for venstrekræfterne og at der »genskabes en bevægelse, der stort set ikke eksisterer i dag«. De stiller desuden krav om, at der etableres et stort fælles forbund og organiseringen hedder »en arbejdsplads en fagforening«.

Spændende er også deres bud på fremtidens fagforeningers forhold til de politiske partier. Forfatterne opstiller hele ti krav som betingelse for partistøtte og et taktisk betinget forsvar for den danske model.

Undertegnede sidder tilbage med spørgsmålet - hvordan kan en samlet, og medlemsmæssigt i hovedsiden reformistisk/borgerlig fagbevægelse være antikapitalistisk?

Knæfald for storkapitalen
En anden fin artikel er den tidligere fællestillidsmand på B&W Motor, Johnny Laugesens om fagbevægelsens udvikling og historie, som i det store og hele bygger på Ib Nørlunds Det knager i samfundets fuger og bånd. Han konkluderer, at LO begik forræderi da den »hjalp« os ind i EF, og at fagbevægelsen skal være politisk, men ikke partipolitisk.

I forlængelse af Laugesens konklusion omkring LO's forræderi, ligger artiklen »Problemer omkring den vandrende arbejdskraft« af Morten Rasmussen og Arne Knudsen fra 3F Transport, Logistik og Byg i Århus. Den er anskuelsesundervisning i, hvorfor kampen mod EU bør være forbundet med den faglige kamp.

Nummeret er gennemsyret af godt dokumenterede artikler om reformismens knæfald for storkapitalen.

Den portugisiske fagforeningsmand Alexandrino Saldanha gennemhagler i sin artikel, »Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisations klasseforsoning«, disse klasseforrædderes politik, med baggrund i deres konference i 2009, hvor de under parolen »Bekæmp krisen« vedtog en såkaldt »Parisererklæring«. Systematisk gennemgår han erklæringens mange løgne, blandt andet om at krisen alene er en finanskrise og ikke en systemkrise, og at »tiden er kommet til at styrke Europa og genoprette dets sociale ambitioner«.

Til kamp mod sekterismen
Manuel Gouveia fra Portugals Kommunistiske Parti, kommer i sin artikel »Partiets bånd til masserne på arbejdspladserne« ind på specifikt portugisiske erfaringer, hvilket er synd, da de tydeligvis ikke vil kunne bruges i Danmark.

Det man skal huske er, at »forbindelsen med arbejderne på virksomhederne og arbejdspladserne.. er prioriteternes prioritet«. Artiklen fastslår også, at øgningen af partimedlemmer på arbejdspladserne er nødvendig, men »ikke tilstrækkelig«. Han foreslår også dannelser af celler på arbejdspladsen. Er den holdbar i et land med så få store industriarbejdspladser, som Danmark i dag?

Sluttelig mener han, at »det organiserede salg af Avanti  (Arbejderen i DK, BN) udgør et højeste trin i partiets bånd til arbejderne«. Hvis dette er sandt og brugbart herhjemme, har vi da vist et efterslæb af dimensioner.

I stedet for denne artikel ville det have været relevant med en dansk vinkel. Eksempler på hvorledes danske revolutionære arbejder. Deres virke og udfordringer. Gouveias artikel ligner for meget, både sprogligt og indholdsmæssigt, hvad ml'erne bedrog i starten af 70'erne især på  nu nedlagte værfter.

Undertegnede savner en konkret vurdering af, hvor den faglige opposition befinder sig. Findes der en samlende strategi? Hvad er styrkeforholdene konkret? Og hvor i forløbet befinder man sig. I dette tilfælde ville det måske være bedre med en artikel af for eksempel Enhedslistens Finn Sørensen, der har gjort hele turen med fra celler på arbejdspladserne i 70'erne til dagens kampe, i stedet for en portugisisk vinkel.  

Parti – massearbejde
Betydeligt mere gods er der i Renato Rabelos artikel om Lenins bog, »Venstre-kommunismen - en børnesygdom«.

Rabelos, der er formand for Brasiliens Kommunistiske Parti, beskriver utroligt klart forholdene i Rusland i 1902, da bogen bliver til. Men endnu vigtigere er det, at han formår at sammenkoble kampen for et revolutionært parti med kampen for det store flertal. Han knytter de to centrale opgaver sammen på dialektisk vis. Hvordan opbygger vi partiet samtidig med, at vi knokler for dagskravene. Han påpeger, at det kun er praksis, der kan afgøre om en politik er rigtig.

Rabelo kommer også ind på forholdet mellem strategi og taktik og fastslår, at »taktikken bestemmes ud fra det til enhver tid eksisterende styrkeforhold«, medens strategien består i at opnå politisk hegemoni via »mange stormløb mod den borgerlige klasses dominerende sektorer«. Altså et resultat af mange taktiske sejre.

Han understreger vigtigheden af, at fortroppen ikke må betragte det, som er klart for den, som værende forstået af klassens store flertal. »Man må ikke forsøge mekanisk at overføre fortroppens bevidsthed til umiddelbar politisk handling for de brede masser«.

Rabelo taler fornuftigvis også om enhedspolitikkens nødvendighed for at sikre fremskridt, samtidig med partiets selvstændighed bevares.

Der kan ikke herske tvivl om artiklens vigtighed, men det kunne være interessant at spørge - er det venstreradikalismen, der i øjeblikket er vores største problem, eller er det højreopportunismen?

Efter DKP og flere venstrefløjsorganisationers deroute virker det fra undertegnedes udkigspost som om, at vores største problem er at få folk til at tro på nødvendigheden af et revolutionært parti med alle dets aktiviteter, og ikke at fastholde dem i massearbejdets velsignelser. De tusindvis, der har forladt diverse partier, er jo ofte fortsat aktive i diverse bevægelser, herunder fagbevægelsen.

Artiklen vil være velegnet til en workshop på diverse sommerlejre og i studiekredse til vinter.

Kriminalisering af den faglige kamp
Derudover har formanden for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, John Ekebjærg-Jacobsen, en kvalificeret gennemgang af kriminaliseringen af det faglige arbejde. Han formår at koble de faglige kampe sammen med regeringens lømmelpakke og såkaldte anti-terrorlov. Giver stof til eftertanke

Tidsskriftets layout og grafiske design bliver flottere og flottere. At man til dette nummer har benyttet sig af den afdøde Århus-murer Peter Peitersens dejlige linoleumssnit til at illustrere artiklerne, er et scoop.

Med dette nummer af Ret og Vrang har faglige folk og interesserede fået en række velskrevne og konkrete debatoplæg, og derved et redskab til at tage de næste skridt i kampen om fagbevægelsen.

Konklusionen på nummeret er - tryk www.ret-og-vrang.dk og bestil det.

Ret og Vrang – tidsskrift for marxistisk teori og politik. Nr. 52, juni 2010. Tema: Kampen om fagbevægelsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2010 - 11:11   30. aug. 2012 - 11:41

Idekamp