06 Apr 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 6 °C

Günter Wallraff: Fra den fagre nye verden

Günter Wallraff: Fra den fagre nye verden

Tirsdag, 30. marts, 2010, 00:00:00

Günter Wallraff er en kendt person i Tyskland og hans afsløringer har ført til visse forbedringer for ¤¤dem i bunden¤¤, men alligevel må han i sit Efterskrift med beklagelse konstatere, at ¤¤uretfærdigheden er taget til¤¤.

af Eigil Nielsen
Igennem 40 år har Günter Wallraff været engageret i at afsløre umenneskelig behandling, grov udbytning, løgn og manipulation. Det er hovedsagelig sket i hans eget hjemland, Tyskland, men også i Grækenland og Portugal.
Det er lykkedes ham at trænge ind til undersøgelsernes kerne ved at påtage sig roller i systemerne gennem udklædning og falsk identitet. Han har således blandt andet arbejdet som industriarbejder og som journalist ved det Springer-ejede Bild. Resultatet af hans forskning har været afslørende bøger, optræden i tv og andet, som har bragt virksomhederne i offentlighedens gabestok.
Den danske læser har kunnet stifte bekendtskab med ham gennem flere bøger oversat til dansk, blandt andet Maskering og Sandhed og 13 uønskede reportager.
Nu kommer forlaget Per Kofod med et nyt tilbud til os med bogen Fra den fagre nye verden, hvori Günter Wallraff beretter om, hvorledes han på egen krop har oplevet, hvorledes man i Tyskland behandler 'dem i bunden'.
Det har han kunnet ved igen at forklæde sig og skifte identitet.

Ydmygelser af sorte
På bogens forside ser man fire portrætter, og det er ikke til at se, at det er den samme person. Ingen af dem ligner den nydelige ældre Günter Wallraff, man kan se på omslagets inderside.
Et af portrætterne viser en sort mand med et stort kruset hår. Jo, det er ham! I den rolle oplever han den ydmygende diskrimination, sorte bliver udsat for i dagens Tyskland: bliver nægtet adgang til campingplads og kolonihave. Kun med nød og næppe undgår han at blive gennembanket ved at stå af toget før bestemmelsesstedet - og meget mere.
Som hjemløs blandt andre hjemløse: igen en ydmygende behandling. Myndighederne ser ikke mennesket i den hjemløse. Han kan blive overladt til sig selv i 25 graders frost!
Han prøver arbejdet som telefonsælger, hvor man bliver tvunget til at lyve over for kunderne, samtidig med at man selv bliver stresset til det yderste.
Han deltager i arbejdsprocessen i et bageri, der leverer små dårlige brød til forretningskæden Lidl.

Opsøgt af mennesker
Efter at han har skrevet og talt om sine oplevelser bliver han opsøgt af mennesker, der kan fortælle om andre umenneskelige arbejdsforhold, hvorved han - og vi - får indblik i forhold, der ellers skulle have været holdt skjulte, blandt andet ved Deutsche Bahn.
Günter Wallraff er en kendt person i Tyskland - frygtet og beundret - og hans afsløringer har ført til visse forbedringer for 'dem i bunden', men alligevel må han i sit Efterskrift med beklagelse konstatere, at 'uretfærdigheden er taget til, mere menneskelige er leveforholdene ikke blevet, tværtimod'.
Han mener, at vi mere og mere nærmer os det samfund, som Aldous Huxley i 1932 beskrev i bogen Fagre nye verden.
'Alfa-plus-menneskene' sidder på magten, og resten af samfundets borgere bliver smeltet ned til en homogen masse i 'underholdnings-' eller 'velværesamfundet'. 'Solidariske kerneværdier og den kritiske spørgen og eftertænksomhed bliver betragtet med mistro, hvis da ikke nedgjort,' skriver han.
Dog er han glad for at have mødt mennesker, der ikke har mistet håbet om en bedre verden og heller ikke modet til at kæmpe herfor.
Günter Wallraff er en kritisk stemme og en protest, der rækker langt ud over Tysklands grænser.

Günter Wallraff: Fra den fagre nye verden - ekspeditioner til landets indre. 331 sider. 299 kr. Forlaget Per Kofod.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur