20 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 12 °C

Arven fra Engels: Rosa Luxemburg

Arven fra Engels: Rosa Luxemburg

Tirsdag, 05. januar, 2010, 00:00:00

Rosa Luxemburg tog den marxistiske teori til sig langt klarere end så mange andre, som ikke forstod, at marxismen var en levende teori. Den skulle anvendes på forholdene, som de eksisterede, ikke som de engang havde været

af Gerd Callesen

Rosa Luxemburg blev født i 1871 i en lille polsk by. Hendes familie flyttede i 1880 til Warszawa, hvor den unge Rosa blev optaget i et gymnasium for piger. I skoleårene tilsluttede hun sig en illegal socialistisk gruppe, og måtte derfor i 1889 flygte for at undgå fængsling. I Schweiz begyndte hun at studere historie og økonomi ved universitet i Zürich. Også her gik hun ind i socialistisk politik og var efter få år anerkendt som en ledende socialistisk teoretiker blandt de polske studerende. I 1893 deltog hun i oprettelsen af det revolutionære 'Socialdemokratiske parti i kongeriget Polen' (SDKP), som var i opposition til det nationalt orienterede Polske socialistiske part (PPS). I de næste 25 år var hun en af partiets ledere.

Anden Internationale

I 1893 deltog hun i Anden Internationales tredje kongres som delegeret for SDKP. Efter protest fra PPS blev hun dog udelukket. Hendes forsvar for SDKP`s holdninger havde dog gjort indtryk. Ved den fjerde kongres i 1896 ragede hun uklar med mange delegerede, fordi hun ikke tilsluttede sig Marx` bogstavelige udsagn til støtte for Tyrkiet mod zarismen. Marx og Engels havde konsekvent hævdet, at Rusland var den centrale reaktionære magt i Europa, som overalt forhindrede enhver form for progressiv udvikling. Derfor havde de støttet polsk uafhængighed, havde støttet Tyrkiet i krigen mod Rusland i 1856 såvel som andre politiske initiativer rettet mod zarismen. I den aktuelle situation i 1890`erne foretog Luxemburg en kovending. Uden at kritisere Marx og Engels anførte hun, at den politiske strategi krævede en revision: Tyrkiet undertrykte en række nationer på Balkan og i god overensstemmelse med ånden i Marx` politiske hensigter analyserede hun den nye situation. Mange delegerede kunne ikke følge denne tankegang og rettede en hård kritik mod hende. Hun kunne dog ikke holdes nede. Hun havde taget teorien til sig langt klarere end så mange andre, som ikke havde forstået, at marxismen var en levende teori. Den skulle anvendes på forholdene, som de eksisterede, ikke som de engang havde været.

National selvbestemmelse

I 1898 udkom hendes doktorafhandling om 'Polens industrielle udvikling', hvori hun påviste, at Polen og Rusland nu udgjorde en samlet økonomisk enhed, hvilket indebar, at det ville være et tilbageskridt, hvis landene udviklede sig til to uafhængige stater. Hendes vurdering var, at arbejderklassen i Rusland og Polen burde samarbejde om at vælte zarismen. Dette ville give frihed til alle, hvad enten de var russere, polakker eller tilhørte en af de mange andre nationaliteter indenfor der russiske rige. Rosa Luxemburg var ikke antinational, hun påskønnede polsk kultur, men hendes pointe var en ganske anden. Hun argumenterede for nødvendigheden af en europæisk revolution som en uundgåelig forudsætning for polsk uafhængighed. De andre polske partier afviste dette synspunkt. PPS havde Polens uafhængighed som en demokratisk stat som det primære mål. Luxemburg fastholdt, at i det mindste en revolution i Østrig-Ungarn, Rusland og Tyskland var nødvendig, hvis de polske områder, som var indlemmet i disse lande, skulle kunne opnå national selvbestemmelse, som dog for hende ikke var et mål i sig selv. Efter hendes mening måtte kapitalismens omvæltning have den højeste prioritet. Det samme mente Lenin, men set fra hans synsvinkel som russer var national selvbestemmelse nødvendig for at få de revolutionære fra de mange nationaliteter indenfor det russiske imperium til at samarbejde. Luxemburg, som repræsenterede en af de undertrykte nationer, fandt det vigtigere, at sikre at de nationalistiske tendenser ikke sejrede i befrielseskampen - hvilket var tilfældet i PPS. Hun var lige fra starten af sin politiske 'karriere' en afgjort internationalist, en position som hun fastholdt lige til sin død.

Den tyske arbejderbevægelse

Efter at have forladt universitetet ville Rosa Luxemburg arbejde i SPD - det tyske socialdemokratiske parti. For at kunne deltage aktivt i partiarbejdet blev hun tysk statsborger ved at indgå et pro forma ægteskab med en tysk partifælle. Indenfor SDKP var hun fortsat den førende teoretiker, redaktør af partibladet og delegeret ved Internationalens kongresser fra 1896 og frem; i 1904 valgtes hun til medlem af Internationalens præsidium. Rosa Luxemburg havde i løbet af få år udviklet sig til en klartskuende marxist, men var stadig en ung kvinde

Eduard bernstein

I 1895 døde Friedrich Engels og kort efter indledte et af de ledende partimedlemmer, Eduard Bernstein, redaktøren for SPD`s illegale ugeblad indtil 1890, en diskussion om arbejderbevægelsens taktik i den aktuelle situation. Han mente ikke, at en revolution stod for døren, tiden var ikke moden dertil. Hans udgangspunkt var, at marxismens vurdering, om at folket ville blive opdelt i to hovedklasser, arbejderklassen og borgerskabet, rent faktisk ikke fandt sted. Han hævdede, at mellemlagene voksede i størrelse, hvilket underminerede de socialdemokratiske partiers forventninger. Bernstein var i høj grad påvirket af den britiske reformbevægelses teorier. De stod i skarp modsætning til Marx` og marxisternes teori. I løbet af de følgende tre år skrev Bernstein en række artikler, i hvilke han redegjorde for sin revision af det, han opfattede som marxismen. De blev indledningen til en omfattende debat i partiet. Luxemburg var først kort forinden blevet medlem af SPD. Hendes grundige kritik af Bernstein i artikelserien 'Reform eller revolution', der blev offentliggjort i et førende partiorgan gjorde hende kendt som en af de førende venstrefløjsrepræsentanter (Hanne Reintoft udgav den i 1969 på dansk). Partiets formand, August Bebel, var imponeret af hende, og i løbet af de følgende mange år, støttede han hende. Hun udpegedes som chefredaktør af en partiavis, men blev efter nogle få ugers indsats tvunget til at træde tilbage. Men hun havde haft chancen for at vise, hvad hun duede til. Årsagen til hendes tilbagetræden var til dels interne stridigheder og formentlig også det forhold, at hun var ung og kvinde. Man vidste nu - også fordi hun engageret havde deltaget i valgkampen i 1898 i Schlesien, hvor den veltilrettelagte valgkamp førte til et gennembrud - at hun var en person, der var indstillet på at gøre det nødvendige i og for partiet. Der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved hendes evne som debattør og forsvarer af den levende marxisme. Den var et redskab, som kunne bruges til at forklare begivenhederne i verden.

Reform og / eller revolution

I 'Reform eller revolution' gjorde hun gældende, at det var nødvendigt at føre en reformpolitik med det formål at give arbejderbevægelsen fremgang. Revolution skulle ikke blot benyttes som en tom trussel, men som en reel mulighed. I hendes fortolkning var der en fuldstændig sammenhæng mellem begreberne reform og revolution - det ene afhang af det andet. Det var lige præcis det Bernstein og de pragmatiske hverdagspolitikere ikke kunne se. De mente, at reformer var det modsatte af revolution, deres slogan lød reform eller revolution. De mente, at mange reformer ville føre til det nye fremtidssamfund, hvor alle skulle have lige muligheder for at leve et rigt liv. De forstod ikke marxismens økonomiske teorier, om end nogle af dem havde forstået dele af den politiske teori. Disse to vidt forskellige tendenser eksisterede ved siden af hinanden indenfor de socialdemokratiske partier i alle lande. Den pragmatiske reformisme måtte føre til et mål, der adskilte sig fra det mål, de marxistiske socialister opfattede som en nødvendighed.

Massestrejke og politiske initiativer

I de følgende år deltog Luxemburg i mange diskussioner på partikongresser, i organisationens daglige liv, på Internationalens kongresser og i debatter i de forskellige teoretiske tidsskrifter i Europa. Hun gjorde det med det formål at nå frem til en afklaring af, hvilken retning arbejderbevægelsen måtte gå i for at nå sine mål. Nogle af debatterne handlede om den overordnede teori som for eksempel hendes kritik af reformisterne. Andre drejede sig om taktiske beslutninger, som spørgsmålet om national selvbestemmelse eller internationalt samarbejde - som før Første Verdenskrig var en levende realitet i forbindelse med strejker. Hun gik ud fra, at sejre i et land gav arbejdere i andre lande, der stod i en tilsvarende situation en bedre chance for at vinde. Under den første russiske revolution i 1905 var hun en aktiv deltager, indtil hun blev arresteret af politiet i Warszawa. De erfaringer, hun høstede under revolutionen, redegjorde hun for i en pamflet 'Massestrejke, det politiske parti og fagbevægelsen' (1906). Heri søgte hun at påvise hvilken betydning massestrejker og -demonstrationer, arbejderbefolkningens egne initiativer havde for socialistisk politik. Hun mente, at disse erfaringer burde indgå som en del af arbejderklassens arsenal også i andre lande. I modsætning hertil mente det tyske parti og flertallet af de tyske arbejdere, at det gjaldt om at vinde valg. De oplevede, hvordan partiets stemmeandel steg fra 20 procent i 1890 til 32 procent i 1903.

Kampen om valgretten

Rosa Luxemburg gik i brechen for organiseringen af massedemonstrationer til fordel for en udvidelse af valgretten specielt i den tyske delstat Prøjsen, hvor et særlig udemokratisk valgsystem var gældende. Når den almene valgret var blevet opnået i et land, kunne det sætte en udvikling i gang, der kunne føre frem til de kapitalistiske staters sammenbrud. Hun vidste udmærket, at den tyske rigsdag kun i meget begrænset omfang kunne påvirke de politiske forhold i Tyskland. Igennem en stor del af 1910 rejste hun Tyskland rundt og holdt taler, deltog i møder og demonstrationer samt skrev artikler til fordel for politisk mobilisering i arbejderklassen. Det gjorde hun ikke, fordi hun troede, at flere parlamentsmedlemmer ville forbedre arbejdernes sag afgørende eller forbedre mulighederne for at få lovforslag gennem parlamentet - Tyskland var ikke et parlamentarisk demokrati. Hun var overbevist om, at en mobilisering af arbejderne ville give dem en større indsigt af deres egen situation. Det svarede til det, Friedrich Engels havde forklaret de socialdemokratiske ledere tilbage i 1890erne. Rosa Luxemburg havde intet kendskab til disse overvejelser vedrørende taktikken, fordi Engels` breve først er blevet offentliggjort langt senere. Uden denne viden fulgte hun alligevel i hans fodspor - ligesom han var hun fortaler for den levende marxisme.

Kapitalens akkumulation

Det var i denne ånd, hun kastede sig ud i en diskussion af de økonomiske problemstillinger. Rosa Luxemburg var i 1906 blevet lærer på partiskolen i Berlin. Der var i alt 30 elever, som på halvårskurser blev undervist i de ting, der skulle til, hvis de skulle bidrage til at fremme arbejderklassens interesser. Rosa Luxemburg underviste i nationaløkonomi, og hun inddrog senere disse forelæsninger i udarbejdelsen af 'Kapitalens akkumulation' (dansk udgave 1976). I dette videnskabelige værk forsøgte hun at løse nogle af de problemer, som fandtes i andet bind af 'Kapitalen'. I samtiden blev hendes værk mødt med en kritik. Næsten alle andre marxistiske teoretikere hævdede, at hun ikke havde fattet de egentlige problemer. Det var måske også korrekt på det tidspunkt, idet kapitalismen endnu ikke var fuldt udviklet og derfor endnu ikke havde inddraget hele verden i en global økonomi. Senere marxister har dog påvist, at hendes vurdering af kolonierne og navnlig halvkolonistaternes situation for første gang inddrog disse i en marxistisk økonomisk analyse.

Massernes rolle

Mange har gjort sig tanker om, hvorfor Lenin helt overså 'Kapitalens akkumulation'. Det er blevet hævdet, at årsagen skal findes i de forudgående uenigheder mellem ham og Rosa Luxemburg om de taktiske problemer i det russiske socialdemokrati. Det havde drejet sig om spørgsmål, som Luxemburg opfattede som centrale, nemlig massernes rolle i en revolutionær situation samt i den tid, der lå umiddelbart forud for denne situation. Af den årsag kritiserede hun Lenins partiteori (Det russiske Socialdemokratis organisationsproblemer). Det var ganske rigtigt, at Lenin søgte at styrke partiorganisationen ved at udforme nye organisatoriske principper. Modellen var dog ikke ukendt i de europæiske arbejderpartier. Det er også tænkeligt, at Rosa Luxemburg misforstod Lenin intentioner. Hendes synspunkter var imidlertid vigtige, fordi hendes taktik repræsenterer en tendens, som har eksisteret i arbejderbevægelsen i hvert fald fra Engels` tid og frem. I 1889 kritiserede han, at Gerson Trier, Nicolaj Petersen og andre revolutionære socialister var blevet ekskluderet af det danske Socialdemokrati. Partiets ledelse kunne ikke acceptere deres kritik. Partistrukturen var meget topstyret, og den mindede Engels om en periode i det tyske parti, hvor partiets karismatiske leder Ferdinand Lassalle førte partiet på en ekstremt centralistisk måde. Engels kritiserede denne centralisme også i 1889 i forhold til det danske parti. Det brev, hvori han redegør for sine synspunkter, blev først offentliggjort i 1930`erne. Ikke desto mindre skrev hun i 1904: '! de fejltagelser, som en ægte revolutionær bevægelse begår, er langt mere frugtbare end selv den kløgtigste centralkomites ufejlbarlighed.' I den samme artikel understregede hun massernes og de menige partimedlemmers kreativitet. Nogle år efter, da man havde høstet erfaringer fra revolutionen i Rusland, havde hun et bedre udgangspunkt for en diskussion af denne kreativitet, og det den kunne føre frem til ('Massestrejken, !'). Det er en kendsgerning, at Lenin og Rosa Luxemburg var uenige i vurderingen af partiets struktur, men Rosa Luxemburg var i praksis en tilhænger af partidisciplin i sit eget parti og gik med til at ekskludere partimedlemmer med en anden vurdering end hendes egen. Alligevel er hendes teoretiske synspunkter i fuld overensstemmelse med en af de vigtigste tendenser i arbejderbevægelsen, noget også Lenin var villig til at anerkende efter åben diskussion i Kommunistisk Internationales kongres i juli 1920. Fra Engels over Luxemburg til Lenin findes en linje i arbejderbevægelsen, der fremhæver en åben diskussion i partiet som grundlæggende forudsætning for at kunne føre en effektiv kamp for at afskaffe kapitalismen.

Der findes oversættelser af adskillige af Luxemburgs skrifter til dansk og en biografi ved Toni Liversage (1994). Gerd Callesen er historiker og tidligere medarbejder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Han er med i den videnskabelige kommission bag udgivelsen af MEGA, Marx` og Engels samlede værker. www.rosakarl.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 11:41

Idekamp