22 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 13 °C

Er EU en med- eller modspiller i klimakampen?

Er EU en med- eller modspiller i klimakampen?

Lørdag, 12. december, 2009, 00:00:00

Har vi virkelig lyst til at være med en i en klub, der laver dårlige klimaaftaler, og samtidig binder os på hænder og fødder i internationale forhandlinger?

af Rina Ronja Kari, Talsperson for Folkebevægelsen mod EU, klimaaktivist og stud. cand. soc.
I de sidste par uger op til klimaforhandlingerne, har vi set især den danske regering nedjustere forventningerne til en aftale i København i disse dage.
Det har tydeligt været under strækt pres fra USA, der ikke er klar til at forpligte sig på en ambitiøs aftale. Men man kan med rette undre sig, når EU på samme tid bliver udråbt til at være de store klima-reddere, når de samtidig helt åbenlyst svigter ikke bare klimaet, men i særdeleshed også ulandene.

Målsætninger
Der er blandt mange eksperter en grundlæggende accept af, at temperaturen højst må stige med to grader.
På baggrund af den målsætning har blandt andet FN`s klimaeksperter regnet på, hvor meget reduktion af især CO2-udslip vi skal opnå. I foråret opjusterede de kravet, fordi det viste sig, at temperaturen steg hurtigere end man havde forventet.
Derfor snakker FN`s klimaeksperter lige nu ud fra, at der skal opnås en samlet reduktion af CO2-udslip på omkring 40 procent fra 2020 (Kilde: Politiken d. 22. november 2009).
EU`s klimapakke indbefatter, at alle lande skal mindske deres CO2-udslip med 20 procent i 2020, at brugen af vedvarende energi skal stige til at udgøre 20 procent i 2020 og at der skal ske en reduktion af det samlede energiforbrug med 20 procent i 2020.
EU har derudover lovet at sætte reduktionen af CO2-udslippet op til 30 procent, på betingelse af, at en række andre lande går med til en aftale.
Disse mål lever jo slet ikke op til det nødvendige. Allerede her må vi sige, at det ikke er attraktivt, at det skal være EU, der sætter standarden for målsætninger på klimaområdet. Til sammenligning har Norge for eksempel sat en markant højere målsætning på de 40 procent, som eksperterne anbefaler.

EU`s redskaber
Hvis vi skal kaste et blik på redskaberne, som EU agter at bruge, bliver det som sådan ikke bedre. En ikke uvæsentlig del af redskaberne handler om ulandene.
Aftalen indbefatter, at et land kan investere i CO2-besparende projekter i ulandene, og som gevinst undlade at reducere CO2-udslip i sit eget land.
Det positive er, at ilandene bliver opfordret til at investere i CO2-besparelser i ulandene, som i høj grad har brug for investeringer.
Det negative er til gengæld, at EU-landene slipper for at reducere deres eget CO2-udslip, og at på lidt længere sigt er de rige lande nødt til at tager rigtig hårdt fat om deres eget CO2-forbrug og til at igangsætte den nødvendige omlægning til vedvarende energi.
EU-landene kan bruge denne model til at opnå 2/3 af deres CO2-udslip, og Verdensnaturfonden (WWF) har udregnet, at den reelle reduktion i EU på den baggrund kan blive helt ned til fire procent. Det kan man bestemt ikke kalde for ambitiøst eller at tage sit ansvar seriøst.
Desuden har både WWF og Greenpeace beregnet, at over 40 procent af de eksisterende projekter i ulandene reelt ikke giver en mindskning af CO2-udslip.
Derved virker det til, at EU egentlig bare er ude på at eksportere klima-udfordringerne frem for at løse dem.
Et af de andre vigtige redskaber i EU`s klimapakke er CO2-kvoter. Kvoterne skal til, fordi man dermed kan overlade CO2-reduktionen til markedet, hvilket falder godt i tråd med EU`s meget markedsorienterede tilgang til problemer.
Man sætter en grænse for, hvor meget udslip der må være, og så sælger man kvoter. Derved kan virksomhederne enten vælge at bruge penge på at spare på deres udslip eller bruge penge på at købe disse kvoter.
Desværre er der en lang række faldgrupper, der betyder, at kvotesystemet på mange måder har vist en total mangel på virkning.
For det første har kvoterne over længere perioder været næsten gratis, i perioder har den ligget helt nede på omkring nul kroner.
For det andet bliver kvoterne i stort omfang uddelt gratis, således vil der også i næste fase, som løber i periode 2013 til 2020, blive uddelt op til 80 procent gratis kvoter, hvilket yderligere vil fastholde en meget lav pris.
Dermed vil heller ikke kvotesystemet fører til den nødvendige omlægning til vedvarende energi og CO2-besparelser.
Overordnet er systemet da også blevet kritiseret for at tage mere hensyn til markedet end til, hvad klimaet rent faktisk har brug for.

Det koster penge
Et af de store spørgsmål i forhandlingerne ved COP15 handler om penge. Det handler grundlæggende om, at flere af ulandene bliver særlig hårdt ramt af klimaændringerne, og at det koster en masse penge for dem at tilpasse sig.
Mange af landene har byer ud til kyster, der bliver særlig hårdt ramt af oversvømmelser og tropiske storme, som følge af temperaturstigninger.
Det betyder, at mens det er de rige lande, som er blevet rige på blandt andet afbrænding af kul, olie og gas, mærkes klimaforandringerne rigtig hårdt i de fattige lande, som ikke har råd til at bygge diger med videre for at dæmme op for konsekvenserne.
Det er grunden til, at mange NGO`ere snakker om de rige landes klimagæld, og det er grunden til, at rigtig mange mener, at de rige lande må være med til at betale til ulandene, så de kan tage de nødvendige forhåndsregler.
Blandt andet Greenpeace har anslået, at ulandene samlet set har brug for 820 milliarder kroner om året for at modstå klimaforandringerne.
Det burde være logisk, at EU-landene vil være med til at betale disse penge. Desværre har EU indtil videre kun villet love at betale 50 milliarder kroner om året frem til år 2012, men kun på betingelse af, at der opnås en aftale i København i december.
Hvad der skal ske efter år 2012 er endnu uvist, og de 50 milliarder kroner må gerne blive taget fra den eksisterende ulandsbistand.
EU lever altså på ingen måde op til sit ansvar i forhold til at hjælpe ulandene.

Hvad kunne vi ellers gøre?
Det store problem ved at vedtage en sådan middelmådig klimaaftale er, at nu er alle EU-landene bundet af den, og bundet af en forpligtigelse til at arbejde for denne aftale - også når det gælder fremtidige klimaforhandlinger i FN.
EU-landene er nemlig forpligtede til, gennem EU-traktaterne, at arbejde loyalt for EU`s interesser i internationale sammenhænge, i dette tilfælde altså at arbejde for en lignende aftale på FN-niveau.
Det betyder, at blandt andet Sverige, som ofte har været foregangsland, ikke kan arbejde for en bedre aftale. Samtlige 27 EU-lande er simpelthen bundet til ikke at være foregangslande, og til ikke at forsøge at få en ordentlig aftale på plads hverken ved COP15 eller fremtidige forhandlinger - selv om det er så afgørende for verdens fremtid.
Så det er meget fint, at nogle lande med denne aftale er blevet presset til at arbejde lidt mere for klimaet - men spørgsmålet er, om det er dét værd, når grundlaget for en god aftale på verdensplan er blevet det dårligere.
Det lugter langt væk af, at der er nogle EU-ledere, som synes det er vigtigere, at det sker i EU-regi end at man arbejder for at finde de bedste løsninger for klimaet.
Mulighederne ved at være uden for EU er på mange måder bedre. Verden er fuld af potentielle alliancepartnere, der vil kæmpe for en bedre aftale. For eksempel har ulandene presset på for at få en bedre aftale.
Kan man forestille sig, at Danmark og for eksempel Norge rejste sig og krævede, at ulandenes krav blev opfyldt, og at nu skulle der virkelig ske noget?
Nej, ikke lige nu. Først og fremmest fordi regeringen ved, at den er bundet af EU`s aftale, og derfor må vi stå på sidelinjen og sende positive tanker til Norge, hvis de måske vil være forkæmpere for en bedre aftale.
Spørgsmålet er naturligvis, om vi er tilfredse med at stå og se til og håbe på, at andre er mere fornuftige? Uden medlemskab af EU, kunne vi være med til at trække i den rigtige retning!
COP15 er her nu. Heldigvis kommer der store folkelige protester, og ind til nu har hverken ulandene eller andre lande, der gerne vil tage et seriøst ansvar, givet op.
I Danmark er vi bundet på hænder og fødder af EU-aftalen, og må derfor stå og se til på sidelinjen. Men vi er også en del af en verdensbefolkning, som må kræve, at dårlige aftaler ignoreres og at der kommer et rigtigt positivt resultat ud af COP15 - det sker i hvert tilfælde hverken af sig selv eller med hjælp fra EU.

Denne kronik er en let redigeret version af artikel bragt i Kritisk Debat december 2009.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp