11 Dec 2019  

KBH: Spredte skyer, let regn, 4 °C

Lars Gether Nielsen - mindeord

Lars Gether Nielsen - mindeord

Lørdag, 10. oktober, 2009, 00:00:00

Der er faste fyr, som lyser dag og nat, men som først ses, når det mørkner, lyder et gammelt ordsprog

af Anders Fenger
Der er faste fyr, som lyser dag og nat, men som først ses, når det mørkner, lyder et gammelt ordsprog.
Sådan et fyr var Lars Gether Nielsen. Nu er han død, og det er mørkt.
Lars Gether Nielsen var en stille slider.
Han arbejdede frivilligt på Arbejderen i cirka ti år. Lige meget om det var aviser, der skulle pakkes, eller om det var papirkurven, der skulle tømmes hos rødglødende og udmattede journalister, så var Lars der.
For eksempel kunne københavnske fodgængere ofte støde ind i Lars, der delte restoplaget af Arbejderen ud efter trykningen om aftenen.
- Intet skulle gå til spilde, sagde han.
Alle på Arbejderen og i DKP/ML, siden Kommunistisk Parti på Nørrebro, kom til at kende ham som en meget trofast og viljestærk person, der holdt fast i sine idealer.
Han skiltede ikke med sin viden, selvom han stort set læste Arbejderen fra a-z hver dag og fulgte samfundsudviklingen tæt. Det er i øvrigt også få, der havde en så stor bogsamling af politisk litteratur som Lars.
Hans viljestyrke kom tit til udtryk.
Den 11. januar 1983 var Lars en af de bz`ere fra det besatte hus Allotria på Nørrebro, der snød 800 politifolk ved dristigt at kravle igennem en tunnel, gravet under vejen.
Mangen demonstration deltog han siden i, delte stille sine aviser ud.
Selv om en lungesygdom tog hårdere og hårdere på Lars, nægtede han at give op. Han blev ved med at komme forbi Arbejderen og gå til hånde på den avis, han elskede. Til sidst måtte han dog blive i sengen på grund af sygdommen.
Lars havde et hårdt liv; det kunne man fornemme og mærke. Men han tog kampen op, og viljestyrken blev tit til stædighed.
Nu skal han ligge på Assistens Kirkegård på Nørrebro - dén kirkegård, han elskede at gå igennem på vej til og fra Arbejderen.
Fra Lars` bror lyder der en tak til redaktionen på Arbejderen for de år, Lars var på avisen og den støtte, avisen gav ham.
Urnenedsættelsen fra Assistens Kirkegård foregår lørdag den 17. oktober klokken 12 ved Gravsted Malus nr. 19
Kammerater, familie og venner mødes ved kapellet på Kapelvej mellem 11.30 og 11.50
Familien ønsker ikke blomster, men alternativt kan der indsættes et beløb til Arbejderen på registreringsnummer 9570, kontonummer 9346104, mærket 'Lars'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. okt. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp