22 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Da PET ringede på

Da PET ringede på

Tirsdag, 22. september, 2009, 00:00:00

Ung unionsmodstander fik besøg af to PET-agenter på fisketur efter navne, og oplysninger om hvordan modstandere kommunikerer og organiserer sig

Kathrine Klok Due var i gang med at pakke sine flyttekasser ud, da telefonen pludselig ringede. Det var PET i den anden ende af røret. De ville vide, om hun var hjemme. Kort efter bankede to PET-folk på hendes dør.
- I starten vidste jeg ikke, at de var fra PET. De præsenterede sig bare som 'politiet'. De vil ikke fortælle, hvad besøget skulle handle om. Jeg blev forskrækket og nervøs for, om nogle af mine pårørende var kørt galt, fortæller Kathrine Klok Due til Arbejderen.
Hun glemmer aldrig den julidag i 2002. Hun havde lige lejet et værelse i en lejlighed i Århus, hvor hun er begyndt at læse religion og samfundsfag.
Kathrine Klok Due var aktiv i Folkebevægelsens Ungdom, og glædede sig til, at hun et par måneder senere skulle til København for et demonstrere mod EU`s regeringschefer, der var til topmøde i hovedstaden.
- De to PET-folk lignede hr. Hansen og hr. Jensen. Hvis jeg havde mødt dem under andre omstændigheder, ville jeg synes, at de var nogle pæne mennesker. Men her havde de en anden dagsorden, siger hun.

EU i skraldespanden
De to PET-folk spørger især ind til Kathrine Klok Dues kendskab til organisationen Globale Rødder, der forud for topmødet har bebudet fredelige civil-ulydighedsaktioner: 'Hvordan kommunikerer de? Hvordan er de organiseret?', spørger PET igen og igen.
- De vil også vide, om Globale Rødder er aktive i Århus, og om de har grobund i byen. Samtidig forklarer PET-folkene, at sikkerheden under topmødet er meget vigtig, forklarer Kathrine Klok Due.
Hun gør det klart over for PET folkene, at EU-kritikernes planer under topmødet er fuldt offentlige.
- Vi var helt åbne om, hvad der skulle ske. Vi ville organisere busser til København for at deltage i en bred, fredelig demonstration med vores bannere. Det var offentligt kendt. Det var der ikke noget mystisk i.
Men PET-folkene ville vide, om der var planer om ballade i forbindelse med topmødet.
- Jeg kunne slet ikke forstå, at de stillede mig det spørgsmål. Jeg er ikke rodet ind i den slags. Jeg er imod vold, fortæller Kathrine Klok Due, der i dag er gift med Jakob og har to børn. Hun er stadig aktiv i Folkebevægelsen mod EU, hvor hun er medlem af kampagneudvalget.
Det var da heller ikke vold og hærværk, som Kathrine Klok Due dengang havde travlt med at planlægge sammen med de andre unge i den lokale afdeling af Folkebevægelsens Ungdom. De var derimod i fuld gang med at finde på slagord til to bannere og lave to EU-skraldespands-kostumer, som de vil trække i til den store demonstration.
- Det var dét vi skulle. Hverken mere eller mindre. Ikke noget med vold. PET havde fejlvurderet situationen fuldstændig. Det var som om, PET trak nogle kunstige fronter op og piskede en stemning op, som slet ikke var der.
Men Kathrine Klok Due ville gerne hjælpe med at få et fredeligt topmøde. Derfor opfordrede hun til, at politiet ikke viste sig så synligt, og optrådte truende, som hun har oplevet det ved tidligere demonstrationer.
- Jeg fortalte, at min erfaring er, at det først går galt, når politiet møder massivt op i kampuniform og optræder aggressivt.
- Jeg forsøgte at komme lidt mere i offensiven, og stille dem nogle spørgsmål. Jeg krævede at få at vide, om jeg er registreret og for hvad?
PET-manden forsikrede hende om, at hun skam ikke er registreret. Han tog et avisudklip frem. Der er sat en streg under hendes navn.
- Jeg kunne godt huske artiklen. Den var fra Jyllands-Posten. Jeg udtalte mig efter EU-topmødet i Göteborg, hvor vi blev præventivt anholdt og holdt fanget i otte timer uden vand på en kaserne.
PET-manden fortæller, at avisudklippet med hendes navn på, bare har ligget på hans skrivebord. Den forklaring undrer Kathrine Klok Due. Artiklen er nemlig halvandet år gammel.
- Jeg tror ikke på, at den har ligget så lang tid på PET-mandens skrivebord. Jeg har også rod på mit skrivebord, men det her er ikke tilfældigt. Han må have arkiveret den et sted. Jeg er sikker på, at PET har registreret mig for mit politiske arbejde.
Efter en halv times udspørgen af Kathrine Klok Due opgiver PET-folkene.
- De stillede de samme spørgsmål igen og igen, uden at få svar. Til sidst sagde de farvel, og fortalte mig, at jeg kunne ringe, hvis jeg kom i tanke om nogle, der måske vidste noget.

Kold krig fortsætter
Bagefter sad Kathrine Klok Due tilbage med en følelse af at være blevet krænket:
- Det er ubehageligt, at efterretningstjenesten kan komme på besøg og udspørge mig, fordi jeg har udtalt mig til en avis. Hvis det her var sket i udlandet, ville man have brugt ord som 'politistat' og 'banan-republik', siger hun og fortsætter:
- Det er dybt problematisk, at PET mistænkeliggør EU-modstandere og tillægger os voldelige motiver. Alene det at PET opsøger modstandere og stiller os spørgsmål om vold, er med til at afskrække almindelige mennesker fra at blive aktive.
Selvom det er syv og et halvt år siden, at PET kom på besøg hos Kathrine Klok Due, er sagen ikke slut for hende:
- Jeg vil vide, om jeg står registreret i PET`s arkiver. Og i givet fald for hvad. Jeg har ikke gjort noget ulovligt. Jeg har blot brugt mine grundlovssikrede rettigheder til at ytre mig. I det omfang PET har overtrådt løfterne om ikke at registrere lovlig politisk virksomhed, må oplysningerne selvfølgelig slettes. PET skal også overholde loven.


I statens kikkert
PET`s overvågning er ikke noget, der kun foregik under den kolde krig, som det er beskrevet i PET-rapporten. PET overvåger i dag mere end nogensinde før.
Arbejderen stiller gennem artikler, baggrund og interviews skarpt på PET`s overvågning af politisk og fagligt aktive før og nu.

Overvåget?
Er du blevet overvåget eller kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste? Så vil Arbejderen meget gerne høre fra dig.
Ring på telefon: 50 77 79 02 eller send en mail til ml@arbejderen.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:29

Indland