20 Jun 2019  

KBH: Let skyet, 20 °C

Brecht og den syngende skuespillerinde

Brecht og den syngende skuespillerinde

Lørdag, 23. maj, 2009, 00:00:00

Sonja Kehler udviklede allerede som elev en forfinet nuancering og fornyelse af Bertolt Brecht. I DDR fik hun succes som skuespiller og kabaretsanger og fik tilnavnet ¤¤den syngende skuespillerinde¤¤

af Bjarne Nielsen
Den tyske skuespiller og sangerinde Sonja Kehler er en af verdens bedste Bertolt Brecht fortolkere.
Sidste uge optrådte hun på Odense Teater. Her mødte jeg hende og hendes estiske pianist Riivo Sarapik i Værkstedets teatersal under prøverne på deres gæstespil 'Mine Brecht favoritter', der er sammensat af Kehlers egne yndlingsviser fra Brechts stykker, 'Mahagonny', 'Laser og Pjalter' samt 'Mutter Courage'.
Sonja Kehler er født i 1933, samme år som Hitler kom til magten og via rigsdagsbranden startede jagten på anderledes tænkende.
Om sin familiebaggrund fortæller hun:
- Jeg er født i Magdeburg, i en middelklassefamilie. Vi er ikke mange da alle i min familie kun får et barn. Jeg selv har et datter, der er forsker i Cape Town. Fra selve krigen husker jeg kun at vi ved afslutningen gik ud af bunkeren for at jagte mad og at jeg en dag måtte kaste mig ned for ikke at blive ramt af en maskingeværkugle. Så blev vi befriet af amerikanske soldater og jeg så for første gang en sort mand.
- Efter krigen fik jeg min uddannelse på Theaterhochschule i Leipzig, og stiftede her bekendtskab med Stanislawski, Laban og Brecht. Mit første engagement var på Teateret in Neustrelitz. Jeg er i øvrigt den eneste i familien 'der er noget ved musikken''.

Banebrydende brug af sproget
Sonja Kehler fik hurtigt succes på diverse østtyske scener som skuespiller og kabaretsanger, blandt andet som Louise i 'Kabale und Liebe', Shen Te i 'Det gode menneske fra Sezuan' og Grusche i 'Den Kaukasiske Kridtcirkel'.
Senere spillede hun Piraten Jenny i 'Laser og Pjalter' og var nu så anerkendt en Brecht fortolker at hun fik fast engagement i Brandenburg og Karl-Marx-Stadt.
Kehler havde allerede som elev i sine studier af kabaretviser udviklet en forfinet nuancering og fornyelse af Brecht. Hun fik tilnavnet 'den syngende skuespillerinde' og vandt i 1967 radiokonkurrencen 'Chanson-Wettbewerb der DDR'.
I 1970 valgte Sonja Kehler at arbejde freelance som kunstner og underviser. Noget hun flere gange understreger og har gjort lige siden.
- Jeg havde ikke brug for et sikkerhedsnet, og tog det arbejde der bød sig.
I 1971 præsenterede Sonja Kehler sit første koncertprogram i Berlin, med et repertoire af Brecht viser med musik af Kurt Weill, Paul Dessau, Hans Eisler og Tilo Medek. Det blev en kæmpesucces og der blev især lagt mærke til hendes banebrydende brug af det tyske sprog. Kehler har siden lært adskillige sprog, blandt andet dansk som hun taler flydende.
Succesen bragte hende på turnéer til blandt andet Polen, Ungarn, Bulgarien, Sverige og Danmark, men især Vesttyskland og Sovjetunionen havde bud efter hende, ligesom der ofte var bud efter hende i radio og tv i hjemlandet DDR.
Kehler arbejdede desuden som instruktør på Exzellenhaus Trier med et litterært program, der fortsat regnes blandt de bedste i genren. Ofte var det forfatterne Brecht, Erich Kästner, Heine og Kurt Tucholsky, hvis tekster hun reciterede og spillede og sang med Milam Samko ved klaveret. Hun havde da allerede indspillet flere plader i DDR.

Brecht er stadig aktuel
I 1979 optrådte Sonja Kehler for første gang i Danmark med sin Brecht forestilling og har således 30 års jubilæum i år.
Hvad betyder Brecht for dig?
- Utroligt meget. Jeg har desværre ikke spillet sammen med ham, men var til to auditions med ham. Han virkede rar, meget åben og behagelig. Han døde jo allerede i 1956 og havde kun sit eget teater 'Berliner Ensemble' i to år.
Har Brecht en betydning i dag eller er du bare en Brecht kustode?
- Brecht er forsat meget aktuel, ligesom Poul Henningsen og Liva Weel (går på Odense Teater i disse dage. bn) er det. Så længe der er kapitalisme, udbytning og krige er han aktuel.
Det vil sige resten af vore dage?
- Ja. Brecht er således også den, der bliver spillet mest efter Shakespeare.
Hvem er dit publikum?
- Det er meget bredt. Jeg har lige været i Madrid og arbejde. Der er det fra helt unge til meget gamle. Efter Francos fald i 70`erne, har der været et kæmpe bredt publikum til Brecht dernede. De trykker og læser alt af ham. Også ting man ikke kender i Danmark, kærligheds, erotik og poesisiden, selv om I har haft ham siden 30`erne. Danskerne ser primært 'kun' hans klassiske stykker. Her er publikummet lidt ældre.
Gamle kommunister med familie?
Deres udsendte modtager et ungdommeligt grinende 'Ja`e'.
Mahagonny' er en 80 år gammel opera og et meget moralsk stykke. Du synger den som viser?
- Ja. Der er mange ting i den. Første gang den blev opført var med et bigband, men det blev hurtigt forbudt, fordi det var 'negermusik'. Jeg har valgt viserne i den.

Kritisk og humanistisk kommunist
Da Brecht skriver stykket er han ved at blive kommunist. Afspejler det sig i stykket?
- Brecht var, i modsætning til mange fremstillinger af ham, mest optaget af den humanistiske side ved kommunismen og det ses tydeligt på hans produktion også 'Mahagonny'. Han mistede troen på 'Sovjetkommunismen' allerede i 1937, da en af hans bekendte forsvandt, men forblev en kritisk og humanistisk kommunist.
Kan man forestille sig en ny Brecht dukke op?
Den meget smilende Sonja Kehler forklarer derefter, at man kan forestille sig alt, men at hun naturligvis ikke aner det. Mild, ja lattermild, kritik af spørgsmålets seriøsitet.
Hvordan mødtes Riivo og du?
Efter lidt uenighed blandt de to bliver konklusionen for fire år siden.
Riivo er konservatorie-uddannet klassisk pianist og han tilføjer på godt dansk:
- Jeg blev anbefalet af en anden musiker og er blevet hængende. Jeg kan lide at eksperimentere og udfordringerne sammen med Sonja.
Er du da ikke solist Sonja?
Nej da. Nej absolut ikke! Vi er en duo der samarbejder og udvikler arbejdet i fællesskab'.
Hvem har magten?
De griner og bliver enige om det er 50/50 og at de 'er et partnerskab'.
Sonja Kehler har i mange år været fast underviser på Statens Teaterskole herhjemme, ligesom hun ofte har undervist på Odense Teater og diverse work shops landet over.
Hvordan er det at arbejde med danske kunstnere? Vil de kunsten eller berømmelsen?
- Fantastisk. De er søde og arbejder hårdt. Ikke noget med X-faktor eller 'Deutschland sücht den Superstar' som det hedder i Tyskland. Noget værre møg. Prøv og se skuespillere som Sonja Richter, Paprika Steen eller ham politikeren, hvad er det nu han hedder? Jo Klaus Bondam. Det er gamle elever. Dygtige og flittige. Efterhånden er jeg mere dansk end tysk, selv om min mand og jeg fortsat bor i Tyskland.

Politik og socialt engagement
Hvor er det politiske teater som i slutningen af 60`erne starten af 70`erne?
- Det bliver spillet. Især på de mange små scener. Der kan man se meget spændende social- og samfundskritisk teater. Om integration og racisme med mere. Prøv bare at se noget som FÅR 302 i København.
Er du direkte politisk?
- Ja på min egen måde. Jeg vil ikke opgive mit sociale engagement, hvorfor jeg også synger de gamle sange.
Turnerer du meget?
- Jeg har som sagt lige været i Madrid. Men ellers er det i Tyskland og Danmark, hvor vi især lever af workshops og undervisning. Vi vil gerne optræde og turnere mere, men er hæmmet af ikke at have nogen manager. Da muren faldt, var jeg syg i et par år og blev hægtet lidt af. Men nu vil en spansk kvinde sørge for en turne til Spanien.


Sonja Kehler er også kendt af mange for sin rolle i Lars von Triers film 'Forbrydelsens element', hvor hun synger sangen 'Die Letze Tourist in Europa' - kendt på dansk som 'Den sidste turist i Europa'. I 1999 medvirkede hun i spillefilmen 'Helden wie wir' efter Thomas Brussig`s roman.
I 2006 startede hun 'Teateret Under System' på Hans Triers Plads i København, sammen med Eva Ulvan Handberg og Vagn Groth, kendt fra Odin Teateret.
Kehler har udgivet en lang række lp`er og enkelte cd`er, hvoraf de kendteste er 'Hans Eisler: Lieder mit Sonja Kehler' (1973), 'Sonja Kehler singt Lieder von Paul Dessau nach Texten von Bertolt Brecht' (1976) 'Brecht portrait' (1978) og endelig cd`en 'Sonja Kehler singt Brecht' fra 2008, som blandt andet fås på www.imusic.dk.
Senere på året udkommer bogen 'Stemmer i kroppen - en lærebog i Sonja Kehlers stemmemetode' skrevet af Ulle Bjørn Bengtson, som handler om hendes arbejde med stemmen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur