25 Feb 2021  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Allerede i 1887 kom Kapitalen på dansk

Allerede i 1887 kom Kapitalen på dansk

Tirsdag, 23. december, 2008, 00:00:00

Det danske Social-demokrati var en af de første arbejder-organisationer i verden, der oversatte de dengang foreliggende to bind af Kapitalen. Bind et udkom i 1887, mens bind to udkom i efteråret 1888

af Gerd Callesen
I slutningen af 1870`erne kom arbejderbevægelsen i Danmark ud i en alvorlig krise. Den var delvis forårsaget af en økonomisk krise, som ramte Danmark omkring årsskiftet 1876/1877 og medførte, at de faglige organisationer ikke mere kunne modstå presset fra arbejdsgiverne; den ene fagforening efter den anden bukkede under.
Dertil kom en politisk krise i bevægelsen på baggrund af uenighed om den videre vej frem og forstærket af Louis Pios tvungne emigration til USA. Det opfattedes som en flugt fra ansvaret for bevægelsen, og tusindvis af medlemmer forlod organisationen; dagbladet Social-Demokratens oplagstal faldt dramatisk.

Kampen for arbejdernes befrielse
Krisen indebar, at en ny organisatorisk form måtte findes: Socialdemokratisk forbund oprettedes nærmest som en lille lokalorganisation i København.
To ting hævede denne lille organisation med sine knap hundrede medlemmer op over tilværelsen som politisk sekt. Den ene var, at den faktisk fik en position som koordinator for de resterende fagforeninger, den anden var, at den ville fungere som en klar socialistisk organisation, der udelukkende ville organisere 'de bevidste folk', der kendte de socialistiske principper, som den senere formand P. Knudsen sagde i diskussionerne om den nye organisations målsætning i 1878/1879.
Det stod klart for den unge arbejderbevægelse, at 'politisk og økonomisk kamp må være løsnet også for den danske arbejder. Man skal virke for det ene og ikke undlade det andet'. Dette krav hævdedes i Social-Demokraten og blev den fremherskende vurdering af, hvordan kampen for arbejdernes befrielse skulle føres i mange årtier.

Marx` videnskabelige betydning
En del af den politiske kamp var arbejdet med teorien.
Allerede i 1875 oversattes et afsnit af 'Kapitalens' første bind til dansk. Det var kun et enkelt afsnit af kapitel 23, men det var af betydelig interesse i datidens Danmark, idet det omhandlede 'de britiske landarbejdere'.
Også på anden måde var især Karl Marx en ikke ukendt person i arbejderbevægelsen. Men som nekrologen over Marx i Social-Demokraten 1883 viste, var indsigten ikke stor. Men Social-Demokratens artikel på et-årsdagen i 1884 viste en ganske anden forståelse.
Marx` videnskabelige betydning især på det historiske og økonomiske område blev fremhævet, ligesom det forhold at overgangen fra utopisk til videnskabelig socialisme kunne føres tilbage til Marx. Forbindelsen mellem teoretisk og praktisk politik, som Marx stod for, blev anerkendt. Vejen frem lå i en international sammenslutning mellem arbejderne, så de kunne nå deres mål som klasse.

Agitationen for de socialistiske principper
Ved folketingsvalget i 1884 fik Socialdemokratiet valgt sine to første folketingsmedlemmer, og mange arbejdere ønskede nu at være aktive.
Det tydede på en bevidst stillingtagen i klassekampen, at så mange arbejdere meldte sig ind i de faglige organisationer og i partiet. Det beroede igen på arbejdernes erfaring, der gik ud på, at kun en samlet og solidarisk optræden på arbejdsmarkedet kunne skabe den materielle fremgang, der var nødvendig for at overleve. Men denne erfaring måtte underbygges med en teoretisk indsigt, med kendskab til de socialistiske principper.
Her manifesterede det udvidede kendskab til Marx sig. Social-Demokraten havde fra januar 1884 trykt Det kommunistiske Manifest på dansk; partiet nedsatte nu et udvalg, der besluttede at udgive 'alt det betydningsfuldeste, der er eller mulig fremkommer i den socialistiske litteratur', der skulle blive 'det danske Arbejderparti et nyt og godt våben under agitationen for de socialistiske principper'.
Det var et ambitiøst foretagende, der blev startet her. Planlægningen omfattede ganske rigtigt nogle af de mest betydningsfulde værker, herunder også det offentliggjorte bind af Kapitalen, der var udkommet på tysk i 1867. Bind to udkom i 1885 og bind tre i 1894.

De første oversættelser
Ifølge titelbladet var udgivelsesåret for den danske udgave af Kapitalens første bind 1885, men det fremgår af en diskussion i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, at den faktisk først udkom i 1887, mens bind to udkom i efteråret 1888, selv om der på titelbladet er anført 1887.
Med denne udgivelse havde Socialdemokratiet så at sige spillet sig op i første division: de første oversættelser af Kapitalen bind et udkom på russisk i 1872, på fransk i 1872-1875, på italiensk i 1886 og på engelsk i 1887. Den første oversættelse af Kapitalen bind to var den russiske i 1885, fulgt af den danske i 1888.
Indtil Engels` død i 1895 udkom der ikke flere oversættelser af bind to; forsøgene på en engelsk og en fransk udgave blev ikke til noget. De andre oversættelser af bind et, der kom (spansk, polsk, hollandsk), var ikke fuldstændige oversættelser som den danske. Oversættelsen af bind et byggede på den tredje tyske udgave fra 1883, bind to på første udgave fra1885.

Hans Vilhelm Lunds fortjeneste
Den danske oversættelse blev foretaget af sprogforskeren og journalisten Hans Vilhelm Lund (1840-1893); Lund arbejde fra midt i 1880`erne til 1890 på Social-Demokraten. En undersøgelse har vist, at 'Lunds oversættelse er for præcis og tro mod originalen til, at det skulle være nødvendigt at støvsuge oversættelsen for fejl', det gælder sikkert også for oversættelsen af bind to.
Lund forlod imidlertid Social-Demokraten i 1890, da han sympatiserede med oppositionen. Han var ikke umiddelbart involveret i dens arbejde, men holdt blandt andet historiske og filosofiske forelæsninger i Karl-Marx klubben.
Lunds blivende fortjeneste ligger imidlertid på et andet område: oversættelsen af de to første bind af Kapitalen. Det var planlagt, at også bind tre skulle udgives på dansk - men den tyske udgave udkom først i 1894.
I mellemtiden havde Socialdemokratiet dog måttet sande, at Kapitalen ikke lige var det mest velegnede værk i 'agitationen'. Socialistisk bibliotek, som var den serie af socialistiske værker, som Kapitalen var udsendt i, ophørte især af denne grund med bind ni i 1889.

Distributionen
Som det blev skrevet i forordet til serien, blev prisen sat så lavt som muligt, således at kun de umiddelbare udgifter til trykning, papir, indbinding og distribution blev dækket. Alligevel var prisen hen ved en halv til en hel dagløn for en faglært arbejder, nemlig to kroner - prisen på den tyske udgave svarede imidlertid næsten til en faglært arbejders ugeløn.
Den relativt lave pris var ikke det eneste, partiet gjorde for at få Kapitalen ud til bredere kredse i partiet. Hovedbestyrelsen gennemførte en diskussion om emner beslægtet med udgivelsen, Karl-Marx-klubben (der var oprettet i 1886 af især yngre aktivistiske medlemmer af Socialdemokratiet, der forsøget at uddanne sig til agitatorer blandt andet ved at diskutere teoretiske emner), fik bogen til særpris ligesom partiafdelingerne og hovedbestyrelsens medlemmer.
Til trods for denne indsats blev Kapitalen ikke en 'bestseller', restoplaget søgtes solgt i 1911 med et nyt omslag. Oplaget på bind et var på mindst 600 eksemplarer, sandsynligvis noget højere; bogen blev nemlig også brugt i Norge - det skal sammenlignes med, at den engelske udgaves to første oplag samlet var på 1000 eksemplarer, af hvilke en stor del blev solgt i USA.

Den første oversættelse
Hvad der imidlertid er specielt bemærkelsesværdigt, er at Socialdemokratiet er den første arbejderorganisation, der udgav de dengang foreliggende to bind af Kapitalen.
Der foreligger intet om en forhandling med Engels (eller det tyske forlag) om rettighederne til oversættelse; Engels må have været bekendt med den danske udgivelse, men så vidt vides har han ikke udtalt sig om den eller oversættelsens kvalitet; man kan håbe, at der ved udarbejdelsen af MEGA vil dukke nogle hidtil ukendte dokumenter op, som kan kaste lys over sagen.
Men uanset om oversættelsen skulle have været uautoriseret eller ej, er den en præstation ud over det almindelige.

Kapitalen blev brugt
Kapitalen blev fulgt op af udgivelsen af den mindre serie Socialistiske skrifter, blandt andet F. Domela Nieuwenhuis` introduktion til Kapitalen. Denne pjece blev udgivet i 1888, 1897 og 1904.
Det kan også konstateres, at Kapitalen blev brugt i andre skrifter, således af Emil Wiinblad i hans programkommentar fra 1888 og af LO`s første formand Jens Jensen i dennes afhandling om otte-timers dagen fra 1893. Det er sandsynligt, at der vil kunne findes flere direkte eller indirekte citater fra Kapitalen i samtidige pjecer og artikler fra arbejderbevægelsen.
Et sted hvor man bestemt ikke kan finde dem, er i samtidens borgerlige presse og i forelæsningsfortegnelserne fra Københavns universitet. Dér herskede der total tavshed eller, som det viste sig ved P. Knudsens foredrag om 'Socialismen' i Studentersamfundet i 1884, absolut mangel på forståelse.
Indstillingen til Marx og marxismen blev bekræftet ved afvisningen af Gustav og Nina Bangs historiske arbejde. Til gengæld fik de mulighed for at påvise, at den materialistiske historieopfattelse var et arbejdsredskab, der kunne bruges i udviklingen af den daglige politik. Deres artikler i Social-Demokraten er gode eksempler på dette.
Kapitalen blev senere udgivet af tidsskriftet Monde i 1930-1931. Oversættelsen var et tillæg til tidsskriftet, men blev ikke afsluttet - der blev udgivet 182 sider inden forsøget blev opgivet til fordel for den samtidige norske udgave.
I 1970 til 1972 udkom endelig en fuldstændig udgave af Kapitalen på forlaget Rhodos i 11. bind i et oplag på 3000 eksemplarer. Efter sigende blev det genoptrykt i 1975 i 2500 eksemplarer.

Gerd Callesen er historiker og tidligere medarbejder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Han er med i den videnskabelige kommission bag MEGA.


MEGA
Marx-Engels-Gesamtausgabe, MEGA, er en - endnu ikke afsluttet - udgivelse af Marx' og Engels' samlede efterladte skrifter og manuskripter på originalsprogene. Udgaven er planlagt til at bestå af fire sektioner med i alt 114 dobbeltbind.
Udgivelsen forestås af Internationale Marx-Engels-Stiftung i Amsterdam. Forskere fra en lang række lande deltager i arbejdet, blandt andet fra Japan, USA, Rusland, Frankrig, Danmark, Nederlandene, Italien og Tyskland.


Social-Demokraten
I sommeren 1871 grundlagde Louis Pio ugebladet Socialisten som led i oprettelsen af en selvstændig socialistisk arbejderbevægelse.
Bladet kom hurtig i konflikt med myndighederne, som på mange måder forsøgte at lægge det hindringer i vejen.
Men bevægelsen var i fremvækst, og det lykkedes at skaffe kapital til at lade avisen udkomme som dagblad fra april 1872.
I 1874 kom bladet ud i økonomiske problemer. I denne situation trådte de københavnske fagforeninger til, skød kapital i driften og overtog udgivelsen af avisen i maj 1874. Samtidig hermed blev navnet ændret til Social-Demokraten.


Reform eller revolution

Den centrale modsætning mellem oppositionens forslag til strategi og taktik og Social-demokratiets hidtidige politikforståelse lå i oppositionens afvisning af umiddelbare reformkrav
af Gerd Callesen

I 1889 udviklede der sig en politisk strid i det danske Socialdemokrati.
Modsætningen mellem 'de revolutionære' og 'de reformsøgende', som de kaldtes dengang, drejede sig om konkrete punkter:
1) samarbejde med de liberale demokratiske borgerlige tendenser, som fandtes indenfor partiet Venstre, 2) udgivelsen af yderligere teoretisk litteratur især fra udlandet, 3) deltagelse i den marxistiske Internationale socialistiske kongres i Paris i 1889 og 4) politiske diskussioner i partiet med henblik på at styrke den politiske klarhed.
Det sidste blev især fremhævet af Nicolaj Petersen, der - ved siden af Gerson Trier - var hovedtalsmanden for den revolutionære opposition i partiet.
Den centrale modsætning mellem oppositionens forslag til strategi og taktik og Socialdemokratiets hidtidige politikforståelse lå i oppositionens afvisning af umiddelbare reformkrav og forbedringer til fordel for arbejderklassen. Oppositionen kunne ikke se nytten i reformer for eksempelvis landarbejdere og bønder 'som om det var et arbejderpartis opgave at ophjælpe middelstanden'.
I modsætning hertil var partiledelsen af den opfattelse, at der måtte findes en vej fra arbejderklassens umiddelbare behov til den overordnede, endelige målsætning: socialismen. I den sammenhæng var det for partiledelsen indlysende, at der måtte søges en alliance med reformvenlige borgerlige kræfter. Et sådant samarbejde havde som forudsætning, at den samlede arbejderbevægelse (partiet og fagbevægelsen) havde en stærk organisation, som kunne sætte magt bag sine krav.
Oppositionen vurderede det som småborgerligt og satsede derimod på arbejderklassens eget, selvstændige initiativ. I den daværende situation viste det sig, at Socialdemokratiet den 1. maj i 1890 kunne samle cirka 50.000 deltagere til sin demonstration, mens oppositionen kunne mobilisere cirka 300.
I et berømt brev fra den 18. december 1889 forsøgte Engels at gå ind i diskussionen med oppositionen og klargøre, hvad der var et revolutionært arbejderpartis opgaver i en situation, som den oppositionen i Socialdemokratiet stod for. Men Trier holdt tilsyneladende brevet for sig selv, til trods for at Engels havde givet tilladelse til, at det måtte offentliggøres. Det blev først offentliggjort på russisk i 1932 og på dansk i DKP`s teoretiske tidsskrift Tiden i 1937. Hovedparten af korrespondancen mellem Engels og Trier/Petersen findes i Årbog for arbejderbevægelsens historie 1973.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur