18 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 19 °C

Spot på: Bedsteforældre for Asyl

Spot på: Bedsteforældre for Asyl

Torsdag, 14. august, 2008, 00:00:00

De mødes ved asylcentrene søndag efter søndag - og agter at blive ved med det, så længe asylpolitikken er som den er nu

En søndag i oktober 2007 samledes en gruppe bedsteforældre på tværs af partipolitiske skel foran asylcenter Sandholm for at protestere mod regeringens asylpolitik. De krævede, at asylansøgerne kom ud i den danske hverdag i stedet for at være isoleret i asyllejre.
De blev ved med at mødes søndag efter søndag - og agter at blive ved med det, så længe asylpolitikken er som den er nu. Bevægelsen fik navnet Bedsteforældre for Asyl og bredte sig efter et par måneder til asylcenter Kongelunden og senere også til Avnstrup, hvor bedsteforældrene - og nogle gange også børnebørnene - mødes søndage klokken 14-15.
Desuden er bedsteforældrene ofte at se på Kultorvet eller til demonstrationer andre steder i byen, for eksempel sammen med aktivister fra Stop Udvisningerne. Ofte er nogle af dem klædt ud som et græsk kor, der ligesom i tragedierne er vidner til det, der sker. Som bedsteforældre mener de, de har et længere perspektiv på tilværelsen og som det græske kor viderebringer de det, de ser:
'Fra krigen og volden I kom her til landet i nød
Her bydes I helvedets forgård og levende død.
Danmark er kommet af lave og retfærdens love er brudt.
Sorgen skal høres - og skændslen - til det er fortrudt'.

En dag i november
Mange asylansøgere har fortalt bedsteforældrene, at de er utroligt glade for at se dem med deres banner uge efter uge, fordi de så ved, at de ikke er helt glemt. Bedsteforældrene har også flere gange arrangeret aktiviteter for asylbørnene inde i lejrene, og det var også deres fortjeneste, at Sandholmlejrens mure 'faldt' en søndag i november 2007.
Den dag var der arrangeret boldlege og et tryllekunstnershow inde i lejren, og porten stod på vid gab, så man bare kunne gå ind, uden at aflevere sit sygesikringskort til vagten. Det var første gang, jeg kunne besøge mine venner i lejren på helt normal vis og uden at føle, at jeg var på fængselsbesøg, fortæller en bedstemor.
Den 11. januar 2008 holdt virksomheden Bindslev A/S Den Alternative Nytårskur med fokus på folk, der havde taget initiativer ud over det sædvanlige. Her blev Bedsteforældre for Asyl hædret for deres kamp for at gøre en forskel for asylansøgerne. Det var første gang, prisen blev uddelt, og den blev også givet til to andre modtagere: Isam Bachiri, forsanger i Outlandish, for hans nyfortolkninger af den danske sangskat og firmaet Type2Dialog, for at hjælpe ældre og personer, der ellers var opgivet, at fortsætte på arbejdsmarkedet og få højnet livskvaliteten.
Inga Axelsen, som i sin tid bredte bevægelsen til Kongelunden, modtog prisen på vegne af Bedsteforældre for Asyl.
Under nytårskuren skulle gæsterne også 'konkurrere' med hinanden om en anden pris for en særlig indsats, hvor den også endte med at gå til Inga Axelsen. Den anden pris fik hun for at have været med til at samle 90.469 underskrifter for opholdstilladelse til de omkring 800 afviste flygtninge, der havde opholdt sig i mere end tre år i asyllejrene og for sit engagement i Kvinder i Sort.
Nytårskuren blev altså til et helt særligt skulderklap fra erhvervslivet til asylaktivister - ikke noget, man ser hver dag.

Omvendt vælgermøde
Under sidste valgkamp arrangerede bedsteforældrene et omvendt vælgermøde, hvor folketingskandidater blev inviteret til pladsen foran Sandholm for at høre på bedsteforældrene og stille dem spørgsmål om asylpolitik. Dette tilbud tog blandt andre Lars Barfoed (C) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) imod - Johanne kom endda med sit eget skilt og et forslag om at udvide bevægelsen med 'Børnebørn for Asyl'.
Grundlovsdag fulgte bedsteforældrene integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til hendes grundlovsmøder i Køge og Lejre, hvor de vakte opsigt med det græske kor. De markerede sammen med Kvinder i Sort og Follow the Women Verdensdagen for Flygtninge på Kultorvet. Og deres debatindlæg er ofte at se i både små og store aviser. Der bliver lagt mærke til dem langt ind i Christiansborg. Således har Özlem Cekic (SF) været med til at protestere foran Kongelunden, mens Martin Henriksen (DF) på et tidspunkt i et debatindlæg tordnede over bedsteforældrenes 'forfejlede protest' - tilsyneladende uden at have sat sig ind i hvad det overhovedet var, bedsteforældrene ville have.
Enhver i bedsteforældrealderen er velkommen til at slutte sig til - bevægelsen er uafhængig af politiske grupperinger, så der er plads til alle, der vil en anden asylpolitik.

Læs mere på www.bedsteforaeldreforasyl.dk eller på amilabosnae.wordpress.com, hvorfra denne artikel er hentet. Den er let forkortet af redaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland