18 Feb 2020  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Dokumentarisme i romanform

Dokumentarisme i romanform

Onsdag, 03. oktober, 2007, 00:00:00

Dette er på mange måder en tankevækkende roman om loyalitetssvigt, som utrolig mange børn havner i hvert år, når 15.000 ægteskaber opløses

af Jens Fransen
Charlotte Strandgaard har et langt og imponerende forfatterskab at fremlægge. Digte, børnebøger og en lang række romaner er det blevet til.
Romanerne er ofte i den mere socialrealistiske genre og jævnligt med barnet i centrum.
Dette gælder også for denne. En dokumentarisk roman om skilsmisse og ikke mindst om en af de uundgåelige tabere i dette spil. Barnet.
Hovedpersonen, Inger, er præst og besøger sin datter, Susanne i forbindelse med julen. Gennem barnebarnets spørgsmål 'Mormor kender du morfar', mindes og genoplever hun den yderst smertefulde skilsmisse for over 20 år siden.
Dagbogsoptegnelser, breve m.v. genlæses, og derved bliver læseren inddraget i scenariet, hvor Karsten, ægtefællen, pludselig flytter og tager barnet, Susanne, med.
Forældremyndigheden deles, men ved en senere retssag tildeles Karsten denne.
Charlotte Strandgaard har, hvilket også fremgår af indledningen, researchet i sit stof. Der er stor tak til teologiske kredse, ligesom diverse advokater har været taget med på råd.
I en kronik i Kristeligt Dagblad fra d. 24. august gør hun status over de problematikker og den svigt, børn ofte oplever i forbindelse med skilsmisse.
Og både der og i bogen beskrives 'Kong Salomons dom' fra Bibelen. Den historie med de to kvinder, der skændes om moderskabet, hvorefter Kong Salomon foreslår at hugge barnet over. Så har de hver en halvdel.
Det er på mange måder en tankevækkende roman om loyalitetssvigt, som utrolig mange børn havner i hvert år.
15.000 ægteskaber opløses hvert år i Danmark. Og 1. oktober træder den nye Lov om Forældreansvar i kraft. Herefter vil børn helt ned til tre år kunne blive indkaldt til børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med placering af forældremyndighed.
Ak ja - børn gøres meget fortræd.
At skrive en dokumentarisk roman kræver ikke kun indsigt. Den skal også være medrivende. Og her kniber det af og til.
Der er megen jura og adskillige breve frem og tilbage fra advokater og myndigheder. En del næsten ens. Det sløver koncentrationsevnen og gør bogen og dens budskab til for meget -oplevelse.
Og det fortjener emnet ikke.

Charlotte Strandgaard. Pandoras æske. Borgen. 396 sider. 299,95 kr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur