16 Oct 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, lette byger, tåge, 12 °C

Jens Birkholm - en socialistisk maler

Jens Birkholm - en socialistisk maler

Torsdag, 14. juni, 2007, 00:00:00

Den fynske maler repræsenter en fremragende politisk agitatorisk kunst, og det varmer at se en kunstner bruge sin kunst og sit talent i klassekampens tjeneste. Se nogle af hans malerier denne sommer på Fyn

af Bjarne Nielsen
Denne artikel er ment som et tips til de læsere som i løbet af sommeren rammer Fyn. Der fandtes nemlig udover Skagen og Bornholm også en kunstnerkoloni ved Fåborg.
Johannes Larsen og Syberg blev de kommercielt mest populære, men en stak ud - den socialistiske maler Jens Birkholm. De centrale af hans værker er en del af grundstammen på Fåborg museum.
Jens Birkholm er født i Fåborg 1869. Både bedstefaderen og faderen, en skibsfører, malede akvareller. Mest af sejlskibe. Jens kom i malerlære som 14-årig og brugte sin fritid på at tegne og male. En interesse, han delte med en hel flok af andre læredrenge med hvem, han malede og diskuterede kunst.
Som udlært fulgte han tidens håndværkerskik og drog på valsen.
Han kunne nu have søgt på kunstakademiet som andre af fynbomalerne gjorde, men så en betydning i at arbejde som rejsende svend. En socialdemokratisk kunstkritiker skrev dengang, 'det havde været muligt for ham af komme på kunstakademiet i København. Men så havde han efter fuldendte studier været tvunget til at male billeder, der kunne sælges, som man fandt smukke, men som ikke sagde noget.'
Han rejste rundt i Tyskland og Schweiz og arbejdede ved faget, indtil han i 1891, som 22-årig slog sig ned i Berlin.
I dette valg var han nok tilskyndet af sin pacifistiske vægring ved at gøre militærtjeneste. Han følte sig hurtigt hjemme og ind i mellem malerarbejde og plakattegning til livets opretholdelse, malede han hovedparten af de billeder, tiden senere har udskilt som hans betydeligste.
Da han af hensynet til helbredet måtte forlade sit elskede men usunde Berlin, ramt af fattigmands sygen tuberkulose og rejse tilbage til de sundere forhold i fødebyen Fåborg, ændrede hans kunst naturligvis også karakter. Langsomt men sikkert gled han fra den barske og agitatoriske social realisme, til en blød, lysere impressionisme, kraftigt påvirket af de andre fynbomalere, især Peter Hansen.
Kunsthistorikeren Preben Wilmann skrev i 1941 i en lille bog om Birkholm at 'den blåøjede danske provinsbyknøs drev ind i et storbysamfund, i hvis bund de overflødiges hærskare lever i en for frossen, selvopgivende skintilværelse. Berlin i halvfemserne ligner andre storbyer, der under industrialismens opblomstring forskanser sig i skarpt afgrænsede klasser med det egentlige pjalteproletariat som fælles offer'.
Birkholm kom ind ad bagvejen og modtog i byens slumkvarterer indtryk, der blev bestemmende for hans livssyn og kunstneriske retning. Fattigdomsmotiverne var ikke tilfældigt valgte, men kom til ham som en nødvendighed og udløste kunstneren i ham. Allerede året efter sin ankomst maler et af sine hovedværker, 'Sult'.
Hans arbejdsværelse, ateliér kunne det ikke kaldes, i Alte Jakobsstrasse blev hurtigt samlingssted for forfattere, kunstnere og journalister, der kunne lide hans idealisme og åbne sind.
Noget af det fineste og mest særprægede i hans kunst var fremlæggelsen af fattigfolks ydmyge og afdæmpede bevægelser, den stilfærdige økonomiseren med kræfterne, der afslører materiel og fysisk ufrihed.
Birkholm foretrak at male folk på stedet, i stedet for i rodet på arbejdsværelset. Han brugte aldrig professionelle modeller i forklædning, men folk fra miljøet, når han enkelte gange var nød til indendørs arbejde. Ideen var naturligvis agitatorens regel ét, at tale til hjertet. Dét betød også, at han ikke fik malet noget billede af den om-sig-gribende prostitution, da ingen af disse ville medvirke.
Birkholm havde i øvrigt det interessante synspunkt, at så længe kapitalismen eksisterede, var erhvervet lige så hæderligt som ethvert andet, og kun levedygtigt under den private ejendomsret!
I 1893 malede han det lille aftenlysbillede 'Undersøgelse i herberget', der viser en gruppe hel - og halvnøgne mænd i det øjeblik, de underkaster sig det obligatoriske eftersyn af deres skjorter for lus, inden de gør sig fortjent til en overnatning på herberget. Man fornemmer Birkholms humanisme gennem hans tydeliggørelse af mændenes sammensunkne holdning og usentimentale affinden sig med situationen. Noget, Birkholm selv havde oplevet som rejsende svend.
Martin Andersen Nexø lader i 'Pelle Erobreren' (1907) en rejsende svend berette, 'der er byer, hvor den vandrende svend ikke må få penge (tigge), men skal arbejde - forbande byer - og tyske herberger, hvor man behandles som tugthusfanger, affører sig alt tøjet i en lang gang, skjorten med; den gås efter af et par mænd og det hele tages i forvaring. 30-40 nøgne mænd slippes en for en ind på den store sovesal'.
Femårtyve år efter, Birkholm havde malet billedet, tændte Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht Berlins proletariat, og Kreuzberg var i centrum for den tyske revolution, sandsynligvis med de overlevende fra herberget som deltagere.
I 1894 kom så et andet aftenlysbillede, 'Sækkelappersker'. Det er i større format og går dybere ind i en forståelse for farvens associative spændkraft samt nuancerne mellem varmt brunt og koldt grå til at forene de siddende kvinders ens foroverbøjede bevægelser i koncentrationen om arbejdet til en trykkende skildring af nedslået menneskeligt liv.
Efter undertegnedes mening er 'Varmehallen i Berlin' et typisk Birkholm-billede. Vi ser varmehallens, bare navnet, tæt pakkede forsamling af subsistensløse i en ensformig gråtone, der gør stedet trøstesløshed nærværende.
Han lavede en del studiearbejder i proletarforsamlinger og skaber på basis af disse det næsten religiøse 'Fattigdommens evangelium'. Billedet er fra et forsamlingslokale i en af Berlins forstæder. En socialistisk agitator står og taler til arbejdere og småfolk. Et par politifolk, dengang kaldet Ordnungsbanditen, passer på. Karl Marx-busten kigger på agitatoren, der fysisk minder om en prædikant. Hans højre arm og hånd minder om en velsignelse. Han var nu tydeligt tændt på socialismen og viste åbenlyst, at han ville bruge sin kunst til dens udbredelse. På et tidspunkt blev han kaldt 'Berliner proletariatets maler'.
Da han i 1903 udstillede 'Varmehallen' i Danmark, skrev Illustrerede Tidende 'der ligger bag det bitre erfaringer, som ikke høstes af dem, der går den slagne landevej. Kunstneren har med det gjort et kraftigt greb ned under den klare, glatte borgerlige overflade, som ellers gerne dække dansk malerkunst. Han ser fattigdommen dybt i øjet, og han har forstået at spille den for os.'
Dem, der ville være hans naturlige publikum, havde naturligvis ikke råd til hans billeder, så megen af tiden i Berlin blev brugt som håndværker og plakatmaler.
Birkholm bliver ind i mellem så syg, at han må rekreere i Fåborg hos moderen. Det er i disse perioder, at landskabsmaleren og impressionisten langsomt formes. Det materielle grundlag ændres og hans kunst er en afspejling heraf. Heldigvis dog kun langsomt, for naturligvis går han straks i gang med en række arbejder af skændslen lige udenfor det smilende Fåborg - fattiggården. Her var en bortgemt verden af menneskelig nedværdigelse, der ikke rummede flere lyspunkter end dem, han havde mødt i Berlins slum hos pjalteproletariatet.
Med sin kunst ville han forsvare disse nedbrudte eksistenser, udstille deres liv og derigennem ramme det omgivne samfund.
Her skaber han 'Til bords' og 'Frelsens Hær i fattiggården'.
Han laver fantastiske portrætter af stedet beboere, Jacob Ål, der er stivnet af druk, den sammenfaldne Blinde Søren, hvis dukkede hoved og søgende hænder aftegner hjælpeløshedens tungsind og de gamle kvinder, der er ødelagte i ryggene af arbejdets ubønhørlige slid og affældighed og beskedne i ansigtsudtrykkene.
Birkholm kunne ikke male på fantasien eller hukommelsen, så i 1906 drog han igen til sit elskede Berlin og malede værket 'Søndagsskole i asylet' og et nyt 'Varmehal'-billede i ny komposition og med nye figurer.
Her skabes også de kendte billeder af legende børn i asylgården. Senere malede han et næsten identisk af legende børn i Fåborg. Forskellen er interessant. Hvor Berlinerbillederne viser kejtede, indelukkede og kuede børn, men grundet de fysiske rammer, er børnene fra Fåborg gladere og mere frie. En yderst materialistisk registrering.
Hans landskabsmalerier var alment populære. Venner af landarbejdernes digter Jeppe Åkjær forærede denne Birkholms 'Svannike bakker. Aftensol' (1902) i bryllupsgave. Det blev straks ophængt, for som Åkjær skrev:
'En slags fynsk Jenle som malet for min stue og min landlige smag'.
I 1909 opholdt Birkholm sig på Fyns Hoved sammen med en anden stor fynbomaler, Fritz Syberg. Det kastede en række hav- og strandbilleder af sig. Han portrætterede også det halve af Fåborg og hele vennekredsen. Bedst blev dog 'Kartoffeloptagning','Roelugerne' og 'Jernstøberne' der alle viser hans strålende iagtagelsevne for mennesket.
I 1914 blev han alvorligt syg og tilbragte ti måneder indlagt på Vejlefjord Sanatorium. Uden udsigt til helbredelse.
Da Birkholm døde i 1915, skrev Illustrerede Tidende:
'Birkholm bekendte ærligt og naivt, at det var det sociale miljø, der havde hans kærlighed og det var den første drivfjeder til hans billeder'.
Birkholm repræsentere en fremragende politisk agitatorisk kunst, og det varmer at se en kunstner bruge sin kunst og sit talent i klassekampens tjeneste!

Se Birkholm-værker på Fåborg Museum denne sommer. Her vil man fortælle historien om industritiden ved hjælp af kunstværker, genstande og turforslag ud i industritidens Faaborg.
Den ældste del af historien vises i bymuseet og den yngste del vises i kunst-museet. 16. juni - 9. september 2007. Dagl. 10 16.

14. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur