07 Mar 2021  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Ribe seminarium lukker

Ribe seminarium lukker

Fredag, 01. december, 2006, 00:00:00

Mange års nedskæringer koster det første seminarium livet. Lærerstuderende frygter, at flere er på vej til at dreje nøglen om

Ribe Seminarium melder som det foreløbigt første i denne omgang ud, at det må lukke og slukke og eleverne flyttes til Esbjerg. Siden 1912 har seminariet udklækket skolelærere, men fra 2008 er det slut. Det besluttede seminariets bestyrelse onsdag, og henviser direkte til dårlig økonomi og faldende elevtal.
Nu råber de lærerstuderende vagt i gevær.
- Vi kunne godt tænke os, at flere seminarier meldte åbent ud og gav udtryk for, at konsekvensen af regeringens økonomiske taxameter-skruetvinge er, at de risikerer at måtte lukke inden for en årrække. Vi ved, at mange seminarier måtte lukke sidste gang Bertel Haarder var undervisningsminister. Det må ikke ske igen, siger formand for Lærerstuderendes Landskreds, Jakob Andersen til Arbejderen.
Det er flere års konsekvente nedskæringer på taxametertilskuddet fra staten, der nu for alvor begynder at kunne mærkes på samtlige landets seminarier. I flere år er der blevet skåret to procent på seminariernes budgetter.
- Seminarierne har igennem mange år skåret på udgifter som administration, bygninger og vedligeholdelse. Nu skæres der i selve undervisningen. Det betyder undervisning i store hold og aflyste timer. Konsekvensen er, at færre elever består eksamen og at færre unge har lyst til at starte på uddannelsen. Det går igen ud over taxameterpengene fra staten, som betales per elev der består. Derfor rammes seminarierne altså dobbelt. Det er en ond cirkel, konstaterer Jakob Andersen.
I sidste uge meldte Lærerseminariernes Rektorforsamling ud, at flere seminarier 'helt sikkert' ikke vil kunne leve op til ministeriets vejledende timetal for fagene. Og mange seminarier må fyre lærere. For eksempel er Aalborg Seminarium tvunget til at skære 14 procent af lærerstaben.
Lukningen af Ribe Seminarium sker trods 4000 protestunderskrifter. Der går cirka 600 kommende skolelærere på seminariet.
Hvis de små seminarier bliver tvunget til at lukke, vil det få konsekvenser for folkeskolerne i de mindre byer.
- Vi ved, at de unge ofte får arbejde i nærheden af, hvor de går på seminariet og ikke nødvendigvis fra den by, hvor de har deres rødder. Hvis den lokale forankring af seminarierne går fløjten, vil de blive endnu sværere for folkeskolerne i udkantsområderne at rekruttere nye lærere, forudser Jakob Andersen.
Han frygter, at der risikerer at være flere lukninger på vej, når seminarierne i 2008 får ny struktur:
- Så lægges flere seminarier sammen under én stor ledelse. Det kan styrke tendensen hen imod færre og større seminarier. De små seminarier vil komme til kort i sådan en fælles bestyrelse og måske ikke vil blive set som rentable og derfor blive lukket.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland