11 Dec 2019  

KBH: Overskyet, dis, 5 °C

En fighter siger farvel

En fighter siger farvel

Torsdag, 09. november, 2006, 00:00:00

Det er et enigt, ungt og aktivt parti, som medlemmerne i morgen lukker ned. To, der har været med siden DKP/ML`s stiftelse, kaster et tilbageblik, på de 28 år der er gået

I morgen nedlægger DKP/ML sig selv efter at have eksisteret i næsten 28 år. Lotte Rørtoft-Madsen og Jan Mathisen var med, da partiet blev stiftet nytårsaften 1978 - de er også med på nedlæggelseskongressen, og har det i øvrigt helt fint, med at nedlægge det parti de elsker og har kæmpet for i alle de år.
- Det er ikke noget jeg er sentimental over. Det er spændende, at skulle være med i et nyt parti, hvor alting er som før, samtidig med at ingenting er som før. Jeg ser frem til at få et parti med større mangfoldighed, siger Lotte Rørtoft-Madsen og tilføjer, at hendes holdning selvfølgelig hænger sammen med, at DKP/ML ikke nedlægger sig selv, fordi det er i krise. Tværtimod står partiet i en rigtig god situation med mange nye medlemmer og stor fremgang for dagbladet Arbejderen.

Et parti med appel
Arbejderen har sat de to kommunister stævne, for at få dem til at tegne et billede af det parti der nu lukker ned for at være med til at danne et nyt kommunistisk parti sammen med Kommunistisk Samling i den kommende weekend.
Begge to har siddet i DKP/ML`s landsledelse i mange år. Derudover er Jan Mathisen næstformand i 3F Hotel & Restauration, mens Lotte Rørtoft-Madsen er leder af partiets Københavns-afdeling og arbejder som tolk i albansk sprog primært i forhold til flygtninge og indvandrere.
- Jeg fokuserer på det nye vi danner, ikke på at vi nedlægger DKP/ML. Der er forhåbning og optimisme omkring det nye parti både indadtil og udadtil, fastslår Jan Mathisen og insisterer samtidig på at slå et slag for nødvendigheden af at samle kommunisterne.
- Udviklingen i verden giver os de bedste argumenter for, at det er nødvendigt at danne et nyt kommunistisk parti og efter dannelsen at fortsætte arbejdet med at samle hele den kommunistiske bevægelse. Se nyliberalisternes hærgen, den aggressive imperialisme, hvordan frihedsbevægelser gøres til terrorister og så videre. Hvis erkendelsen af den udvikling ikke omsætter sig i en forståelse for nødvendigheden af at kæmpe for at styrke den kommunistiske bevægelse, har vi ingen eksistensberettigelse. Så ville vi ende som en smågruppe.
Han ser frem til et parti, hvor tingene er mindre forudsigelige, et parti som er i stand til at tiltrække mange unge og mange kommunister, der tidligere har været organiseret, men i dag er partiløse.
- Jeg håber, at det nye parti vil have appel til mange af de folk og at vi kan være med til at overbevise dem om, at hver enkelt kommunist igen kan gøre en forskel ved at organisere sig.
Jan understreger, at mange forskellige erfaringer vil blive samlet i partiet, både erfaringerne fra KPiD`s og DKP`s historie som Kommunistisk Samling bringer med sig og erfaringerne fra ML-strømningen. Det vil være første gang i Danmark, at to forskellige strømninger i den kommunistiske bevægelse går sammen i et fælles parti.

Højt til loftet
Men hvad er det så for erfaringer, DKP/ML bringer med ind i det nye parti?
- En af de vigtigste lærdomme, som vi har med os, er nødvendigheden af at kæmpe for demokratiet i partiet, for at have en reelt velfungerende demokratisk centralisme, kommer det prompte fra Jan Mathisen.
Han understreger nødvendigheden af den levende debat i partiet, at alle kan sige hvad de mener og stille spørgsmål uden at få klask, at medlemmerne er med i beslutningsprocessen hele vejen.
- Den store enighed, der er og hele tiden har været i DKP/ML omkring enhedsprocessen, bunder for eksempel i, at de teoretiske og ideologiske spørgsmål, der har været i forløbet, er blevet diskuteret grundigt i partiets afdelinger, uddyber Lotte.
En anden meget vigtig erfaring er også, at beslutningerne skal tages af de valgte ledelser.
- Det handler om at undgå en situation, hvor beslutningerne er taget på forhånd af enkeltpersoner eller en lille gruppe og hvor den valgte ledelse bliver til et gummistempel uden reel debat, erklærer Jan.
- Noget af det vigtigste, vi tager med i det nye parti, er nødvendigheden af, at der er rum og plads og højt til loftet i partiet, samtidig med at vi skal kunne kæmpe i enhed, siger Lotte og tilføjer, at også brugen af selvkritik er noget partiet har arbejdet meget med.
- Det er nødvendigt, at kunne se selvkritisk på vores eget arbejde. Vi kan ikke udvikle vores analyse, hvis vi hver gang, vi har været med i noget, bare siger, 'det gik jo godt.' Selvkritik er en politisk størrelse, ikke noget der skal bruges til at stemple den enkelte kammerat.

Opgør med sekterismen
Når man ser tilbage på de 28 år, der er gået, er der sket meget med det barn, som blev født en stormfuld nytårsaften.
- Partiet er blevet mere modent. I partiets første tid var vi travlt optaget af at afgrænse os til andre og havde en del sekteriske træk. Men vi troede fuldt og fast på socialismen som noget umiddelbart kommende i Danmark og kæmpede som død og helvede for det. Der var noget himmelstormeragtigt over det, mindes Lotte Rørtoft-Madsen.
- Det var en anden tid med andre betingelser. Der blev ført hård ideologisk kamp dengang. Aktionsenheden stod for alle grupperinger meget langt nede på listen, indskyder Jan Mathisen.
- Sekteriske fejl og smågruppetræk har hæmmet os i tidens løb. Det er faktisk først i anden halvdel af partiets levetid, at vi for alvor arbejder med aktionsenhedens metode for eksempel. Det var helt afgørende, at vi tog et opgør med sekterismen, siger han, med hentydning til den partikamp i DKP/ML som kulminerede i 1997.
Begge to fremhæver, at DKP/ML altid har været bevidst om sammenhængen mellem teori og praksis. Partiet har lagt stor vægt på teorien, på skoling af medlemmerne og udvikling af de politiske analyser, men har samtidig altid holdt fast i, at teorien bliver gold, hvis den ikke kombineres med et levende engagement i klassekampen.
- Vi har - i større eller mindre udstrækning - været med i de væsentligste sejre og nederlag, som klassen har fået i de her år, konstaterer Lotte.
- Ja og vi har lært af det. Det er vigtigt at kunne opsummere nederlag og udstikke en ny vej, indskyder Jan.

Et ungt parti
Han mener, at netop de faktorer var afgørende for, at partiet overlevede murens fald med de kommunistiske principper og kampkraften i behold.
- Vi havde løbende analyseret situationen og diskuteret den i partiet. Så faldet kom ikke som en overraskelse for os, det gjorde derimod den hurtighed og voldsomhed som det foregik med.
- Men vi havde nok ikke forudset dybden af de nationale konsekvenser, som var meget voldsomme, med nedbrydningen af DKP og de organisationer som DKP dengang var garanten for, supplerer Lotte og fortsætter:
- Det var nødvendigt at skifte spor og stille sig nye opgaver efter murens fald. Vi var klar over, at nu handlede det om at skabe enhed i den kommunistiske bevægelse ikke om at afgrænse os i forhold til hinanden. Det var afgørende for DKP/ML`s overlevelse, at vi erkendte, at verden ændrede sig og tog bestik af det.
Hun indrømmer, at det først er i dag, set i bakspejlet, at man fuldt ud kan se dybden af de forandringer, som murens fald førte med sig.
- Nu kan vi se, at kapitalen har været i offensiven i stort set hele DKP/ML`s levetid. At DKP/ML aldrig er blevet et stort parti, hænger blandt andet sammen med det faktum.
- Men selvom vi aldrig er blevet et stort parti, har vi været i stand til at sætte en dagsorden blandt andet på grund af dagbladet Arbejderen, indskyder Jan Mathisen.
DKP/ML har i øvrigt fået mange nye medlemmer i den seneste tid. Lotte oplyser, at i København er det en tredjedel af medlemmerne, som har været med i mindre end tre år. Og selvom den garvede kerne, der var med til at stifte partiet, i dag er omkring 50 år, er det stadig et ungt parti. I København er en tredjedel af medlemmerne under 30 år.
- Samspillet mellem modenhed og erfaring på den ene side og et ungdommeligt ønske om aktivitet på den anden side giver en god dynamik, konstaterer Lotte Rørtoft-Madsen.
Det er lige præcis den dynamik i forstærket form, som det nye parti skal sikre, mener Jan Mathisen.
- De nye parti skal både signalerer ungdom og nytænkning, samtidig med at det skal have klare ideologiske standpunkter baseret på marxismen-leninismen. Vi skal have rødderne i orden og samtidig gøre os fri for alt, der kan kaldes beton. Kun på den måde kan vi appellere til både unge og ældre. Det er en af de allervigtigste opgaver for det nye parti, siger han.
- Det er vigtigt, at have både optimistiske og realistiske forventninger til det nye parti. Måske vil det ikke fra starten være i stand til at sætte den politiske dagsorden, men det kan skabe forudsætningen for at kommunisterne igen kan komme til det, slutter Lotte.


Selvkritisk opsummering
I forbindelse med partiets 20 års fødselsdag udgav DKP/ML i januar 1999 bogen '20 års kamp for socialisme.' Det er en selvkritisk status over partiets hidtidige udvikling.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland