24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 15 °C

Ny nationalsang, tak!

Ny nationalsang, tak!

Fredag, 23. juni, 2006, 00:00:00

En sang, der lyver for ikke at kradse!

af Kjeld Stenum
'Dær ææærrrr et øndegt lææn!.'
Nej, vi fik ikke chancen, for vi var ikke med til fodbold-VM! Nå, godt det samme, jeg hader den sang. Ubekymrede roligans såvel som højrerabiate hooligans bruger den i flæng. Roligans for at give udtryk for, at vi er alle i samme båd, altså vi ubetydelige ligegyldige hverdagspersoner er i samme båd som de fejrede idrætshelte. Hooligans bruger den aggressivt for at tilkendegive, at her kommer vi, og vi er os, vi muler jer, der ikke er som os, for vi er bedre end jer.
Vi aner ikke, hvad det er, vi synger. Sangen lader sig uproblematisk bruge af begge parter, for der står alt og intet i den. En artig bestillingsvise om begrebet borgerlig nationalfølelse: Idyl og harmoni, lysegrønne bøgetræer og blå Østersø, der jo rent faktisk er brakvand og ikke salten østerstrand. Lidt om vores fortids gudeverden for at indgyde os en svulstig illusion om, at overfladisk dansk idyl har evighedens dybde i sig. Lige en enkelt strofe om de harniskklædte kæmper, der drog ud til fjenders mén, det med at betvinge de onde, altså alle dem, der ikke er en del af os, er nu engang en uadskillelig del af borgerlig nationalidyl. Men for ikke at sprænge idyllen beroliges vi dog med, at disse barske krigeres bene i dag hviler bag højens bautasten, hvilket ikke længere er sandt. Og så endelig et par ord om vores gebrækkelige sprog, der kaldes stærkt og blødt, det med sproget hører sig jo til i en nationalsang. En sang, der lyver for ikke at kradse!
Jeg synes, det er en skrækkelig sang, uden poesi og holdningsløs ud over alle grænser. Der er skrevet tusinder af sange med den sangs indhold i nationalfølelsens periode, og de færreste er så dårlige som vores nationalsang. I det hele taget har jeg aldrig haft sans for Adam Oehlenschläger (det er ham, der har skrevet den, Brian Mikkelsen!), jeg aner ikke, hvorfor den mand skal være en del af vores kulturelle arv. Nå, men måske er vores nationalfølelse efterhånden lige så tom som sangen, så på den led passer den vel meget godt.
Men det er nu ikke, fordi vores krigsromantiserende reserve-nationalsang om kong Christian er bedre. Jotak, den har holdning og følelsesappel: 'så fjenders hjelm og hjerne brast!' Den sang var uhyre komisk, hvis ikke det var fordi der i dag og ofte netop i forbindelse med sport er kræfter, der tager blodsromantikken yderst bogstaveligt. Så kniber det med at grine.
Jeg har ikke noget imod nationalsange. Jeg mener, kærlighed til det land, man er oprundet i, er en god og konstruktiv ting, selv om det har været umoderne i trekvart århundrede.
Men mens det har været umoderne, synes jeg heller ikke, der er skrevet noget, der tager sådan en kærlighed alvorligt. Det gælder også Shu Bi Dua og Sebastian. Kim Larsen kunne måske have lavet en god nationalsang, men jeg kan ikke komme i tanker om noget af ham i den retning.
Så jeg vil foreslå gamle Steen Steensen Blichers 'Kær est du fødeland!' Og det vil jeg gerne begrunde. For bortset fra sproget er der intet antikveret ved den sang. Den er slutsang i en digtcyklus, hvor en række nationaliteter (en schweizer, en provencalere, en araber, en huroner, en hollænder og en nordmand) bruger et fravær fra deres fødeland som anledning til at synge om savnet af det. 'Kær est du fødeland!' er altså en slags konklusion på det faktum, at hollænderen i Norge savner den flade marsk og nordmanden i Holland må op på en fjeldtop for ikke at forgå af klaustrofobi. 'Ja skøn er fjeldet med sin top af is/skøn er den dal, som fossens bølge væder/den gule ørken er et paradis/når den har skuet barnets første glæder!' konkluderer Blicher, og det er en fortolkning af begrebet nationalfølelse, der taler stærkt og konstruktivt ind i vores globaliserede tid med al dens etniske chauvinisme.
Hvilken racist eller højrerabiat hooligan kunne synge med på disse linjer? Og læg også mærke til, at Blicher taler om fødeland og ikke fædreland! Ingen svulstig patriarkalisme her! Og i øvrigt er det langt mere poetisk præcist at tale om fødeland. Nogle ville måske indvende, hvad hjælper det, når han i anden linje kun lader landets sønner evne kærligheden til fødelandet? Svaret til dem må være, at det gjorde Blicher heller ikke. Blicher skrev rent faktisk i anden linje: 'Til dig går dine kjære Børns Forlængsel!' En senere misforstået modernisering af sproget lavede dette om til højskolesangbogens :'Til dig går dine sønners stærke længsel!' Og kunne man være fjernere fra trompetfanfarer og blodsbanner end den undselige lovprisning af sin midtjyske fødeegn, som Blicher lader sangens to sidste vers handle om: '!Min spæde fod har trådt den gule sand/blandt sorte høje bor min ungdoms glæde!' hvilket munder ud i det uforlignelige slutvers: 'Skøn er for mig den blomsterløse vang/min brune hede er en edens have/ der hvile også mine ben engang/blandt mine fædres lyngbegrode grave..'
Jeg kender få andre sange, som jeg i den grad ser, mens jeg læser dem. Det er poesi, som hævder sig blandt det bedste, som er skrevet på dansk, og det er hundrede procents kærlighed og nul procents chauvinisme. Det er absolut en værdig og moderne indstillet nationalsang.
Så vil nogle uden tvivl indvende: 'Sorte høje! Lyngbegrode grave! Jamen den handler jo kun om Jylland! Hvorfor helvede skal vi stå her midt på Nørrebrogade og lovprise roekuleklappernes land?' Fordi det er en god mental øvelse, kære venner!
Nu har vi jyder i snart to århundreder været tvunget til at bræge med på en lovprisning af Sjællands bleggrønne bøge og Østersøens grå brakvand, som mange af os ikke har haft en jordisk chance for at have nogetsomhelst forhold til. Var det så slemt, om øvelsen skulle gå lidt i modsat retning?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp