24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Hvorfor var vi mod apartheid...

Hvorfor var vi mod apartheid...

Torsdag, 29. april, 2004, 00:00:00

Fire danske aktivister i kampen mod apartheidregimet i Sydafrika ser tilbage på erfaringerne fra mange års kamp i anledning af ti-års-dagen for apartheids fald

af Gorm Gunnarsen, Patrick Mac Manus, Morten Nielsen og Kathrine Toftkær Larney
For de, der kastede sig ind i solidaritetsarbejdet i 1960'erne og frem, var mødet med sorte modstandere af apartheid en central inspirationskilde. Også nyhedsdækningen af begivenheder som Soweto-oprøret 1976, mordet på Steve Biko i 1977 og undtagelsestilstanden i 1986 har gjort indtryk. En vrede over overgrebene på medmennesker udløste en identifikation med dem, som gjorde modstand.
Da Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA) blev stiftet, var spørgsmålet om hvem, man støttede, helt centralt. Blandt de forskellige modstandsorganisationer, som forsøgte at finde international opbakning, valgte LSA at støtte African National Congress (ANC). Afstanden mellem den danske aktivist og den sydafrikanske undergrund var stor.
Der var ikke altid lige nær kontakt, så identifikationen med ANC eller bestemte andre grupper af sydafrikanske apartheidmodstandere spillede stærkt med. Desmond Tutus danmarksbesøg i 1979 var i høj grad med til at give kravet om sanktioner vind i sejlene. I det daglige arbejde kom LSA til at bygge på kontakter til ANC's eksilapparat. Det blev nemmere med disse kontakter, da ANC i januar 1985 vurderede, at der var tilstrækkelig opbakning til, at bevægelsen kunne oprette et kontor i Danmark.
LSA holdt ugentlige møder med ANC's repræsentation for at koordinere samarbejdet. Tilstedeværelsen af legitime repræsentanter for den sydafrikanske modstandskamp var overordnet en meget stor fordel for solidaritetsarbejdets gennemslagskraft i medierne. Det var dog også en anledning til tilbageslag, at repræsentanter for ANC og SACTU ikke altid forvaltede den dybe omsorgsfuldhed, som mange aktivister følte for organisationens danskboende medlemmer, på en måde, der gavnede kampen mod apartheid.
Det kunne være frustrerende at se, hvorledes repræsentationerne købte meget dyre møbler for indsamlede midler. Hvad værre var, opførte nogle af de eksilerede mænd sig følelsesmæssigt og seksuelt uansvarligt i deres omgang med forelskede eller trøstende aktivister. Det ledte til voldsomme personlige spændinger og til hiv-smitte.

Ofre eller modstandsfolk
Identifikationen med Sydafrikas kæmpende folk brugtes som det primære afsæt i argumentationen for indsamlingerne i slutningen af 1970'erne.
Denne identifikation lignede ikke helt den, som gav grundlaget for det officielle Danmarks støtte til apartheids ofre. Det officielle Danmark ville i 1960'erne kun støtte ofre for apartheid, fordi identifikationen med ofre var mindre kontroversiel end identifikationen med aktive mennesker, der ikke lagde afstand til sabotage og væbnet kamp. Dermed blev logikken, at aktive mennesker helst skulle være ofre, før de kunne modtage den officielle støtte.
Den støtte, som LSA samlede ind til, søgte et balancepunkt, hvor revolutionsromantikken ikke fik fuldstændigt overtag, ved at foranstalte indsamlinger til ANC og SACTU's illegale presse. De europæiske pengestrømme, der gik til ANC og andre, skabte også et afhængighedsforhold og en form for taknemmelighedsgæld.
Påmindelser om denne gæld udnyttes nu af de stater, hvor solidaritetsbevægelserne skabte pengestrømme til ANC, for at fremme disse staters egen eksport og udenrigspolitiske målsætninger. Det svenske udenrigsministerium brugte for eksempel en stor konference i 1999 om de nordiske bidrag til kampen mod apartheid som led i et succesfuldt fremstød for at sælge jagerfly.
Identifikationen med ANC og befrielsesbevægelsen South West African Peoples Organisation (SWAPO) i Namibia kom på en prøve, da det i 1988-1989 stod klart for mange danske aktivister, at der i nogle af ANC's og SWAPO's lejre i Angola og Zambia var foregået uhyrlige overgreb på menneskerettighederne.
Enkelte aktivister benægtede, men mange andre forstod, at medlemskab af ANC's ledelse ikke entydigt betød, at man var en helt. Hvis identifikationen med ANC på dette tidspunkt havde været grænseløs, så ville LSA have måttet vælge mellem benægtelse eller nedlæggelse.
Men der lå mere til grund for LSA end ren og skær identifikation med ANC; først og fremmest spørgsmålet om retfærdighed, og det gjorde det muligt at drive kampen videre.

Kampen for boykot
Med arbejdet for at stoppe Danmarks økonomiske samkvem med Sydafrika havde bevægelsen haft behov for at hente argumenter fra forestillinger om en international retsorden og forestillinger om universelle menneskerettigheder. Begrundelsen for, at Danmark burde boykotte Sydafrika, blev etableret med et afsæt i et almenmenneskeligt lighedsideal, hvis institutionaliserede krænkelse var af en aldeles uantagelig karakter i den særegne sydafrikanske samfundsorden.
Det var en radikalt demokratisk argumentation for retfærdighed, som trængte igennem og overbeviste midten i dansk politik om nødvendigheden af at ophøre med at støtte apartheid. Det var ikke argumentet om, at det ville støtte ANC's kamp.
Selvfølgelig var ANC's politiske program et program for mere demokrati, og det blev det i endnu højere grad i løbet af 1980'erne, hvor demokratiske midler og mål blev samlingspunkt for en stadig bredere folkelig bevægelse i Sydafrika. I 1989 var det den meget klare Harare-deklaration, som skabte et sæt klare kriterier for retningen i en fremtidig forhandlingsløsning mellem ANC og apartheidstaten - og vel egentlig også for ANC's integration i rollen som det statsbærende parti.
Allerede på det tidspunkt advarede LSA's blad AMANDLA mod, at identifikationen med ANC kunne lede til identifikation med en stat. Det ville være skidt for Sydafrika, hvis de folkelige organisationer i landet blev reduceret til ANC's instrumenter til at bemægtige sig den politiske magt.
Blot et halvt år senere i midten af 1990 ophørte ANC-kontoret i Danmark med at basere sig på LSA's aktivister og bidrag fra venstrefløjen, da Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsens Internationale Forum begyndte at yde direkte bidrag til kontorets aktiviteter. ANC kontoret i Danmark ophørte dermed med at have LSA som sin primære venskabskreds.
Forventningen om at LSA og senere Sydafrika Kontakt skulle stille op og lade være med at stille op i henhold til ANC's opfattelse fortsatte imidlertid også i tiden efter 1994.
I forbindelse med Præsident Mandelas danmarksbesøg i 1999 ville Sydafrika Kontakt organisere en fredelig og lovlig protest mod, at Sydafrika fortsat blev afkrævet renter og afdrag på den gæld, der indstiftedes for at opretholde apartheid. Denne aktion blev målrettet modarbejdet fra Sydafrikas ambassadør, der havde været ANC-repræsentant i 1980'erne, gennem langvarige og intime kontakter med alle medlemmer i omkring Sydafrika Kontakts ledelse, som herefter oplevede den største indbyrdes konflikt i mange år.
Debatten efter dette forsøg på at bestemme Sydafrika Kontakts linje har ledt til en klarere identifikation med ikke-statslige organisationer, der kæmper for mere demokrati og mere social lighed.

Fire vigtige erfaringer
De erfaringer i solidaritetsarbejde, som er gjort af Sydafrikasolidariteten, kan opsummeres i fire hovedpunkter.
For det første må solidaritet bygge på både identifikation og universelle idealer. Uden identifikation ville bevægelsen være uden hjerte. Uden idealer ville den være uden hjerne. Begge dele er nødvendige for at være sit eget menneske, for ikke at tale om sin egen bevægelse, der kan sige fra, når det er nødvendigt.
For det andet er det nok ikke muligt at bygge en græsrodsbevægelses solidaritet op på forbindelser med en stat. Ikke-statslige organisationer skaber et bedre partnerskab for menneskerettigheder og lighed end stater, der overalt i verden ønsker at være fri for folkelig indblanding i fastlæggelsen af udenrigspolitikken.
For det tredje kan det sandsynliggøres, at Sydafrikasolidariteten blev særligt slagkraftig, fordi den byggede på danskeres engagement og fastholdt, at dansk var arbejdssproget. Solidariteten kunne gennemtænkes som et indslag i den danske politiske debat med fuld anvendelse af de virkemidler og argumenter, som en dansk referenceramme muliggør. Sydafrikanere deltog i komiteernes arbejde og gav inspiration, men kampagnerne blev ikke vedtaget og varetaget af eksil-sydafrikanere.
Og endelig, som det fjerde, har Sydafrikasolidariteten oplevet forskellen mellem tiden før og efter faxen og e-mailen. Inden det blev muligt at være i daglig og intim forbindelse med kampfællerne i Sydafrika, var solidariteten nødt til på centralistisk og langsigtet vis at hægte sig på en bestemt eksilorganisation, der så udlagde den politiske virkelighed i Sydafrika.
Vi har oplevet, hvorledes denne eksil-organisation har overtaget den sydafrikanske stat og har svært ved at høre folkekravet om et opgør med den stigende fattigdom i landet. En valgsejr som den ANC fik ved valget den 14. april, er ikke nødvendigvis til tegn på at ANC politik gavner den fattigste del af befolkningen. Det er mere et udtryk for en svag opposition, der med sine rødder i apartheidtiden ikke kan byde på et alternativ.
Vores gamle loyalitet med ANC er dermed blevet omsat til et dagligt samarbejde med ikke-statslige organisationer, der i Sydafrika kæmper for de fattiges adgang til medicin, vand, det europæiske marked og ordentligt politi. Deres kamp kan fremmes fra Danmark. Den er også vores kamp.

Kronikken er et forkortet uddrag af efterskriftet fra en ny bog om anti-apartheid arbejdet i Danmark, udgivet af Sydafrika Kontakt. Bogen 'Aktivister mod apartheid - Dansk solidaritet med Sydafrika', kan bestilles på www.sydafrika.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. apr. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp