19 Feb 2019  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Teorien om det kommunistiske parti

Teorien om det kommunistiske parti

Onsdag, 03. marts, 2004, 00:00:00

Kommunisterne i Danmark er splittet op i flere partier, ligesom en del er uorganiserede. Det første og afgørende skridt for os, er at få samlet alle i ét fælles kommunistisk parti

Oplæg af Joan Pedersen, DKP/ML, ved fælles møde mellem Landsledelserne i KPiD og DKP-ML den 14. februar 2004.

Hent som word-dokument

Det er en proces, vi har sat i gang, fordi vi har erkendt, at det er nødvendigt. Der er åbenlyst brug for et stærkt kommunistisk parti, der kan udgøre et alternativ, til alle der har mistet troen på de etablerede reformistiske partier. Ikke mindst i en situation hvor Socialdemokratiet har forvandlet sig til et åbent nyliberalistisk parti, og SF er i færd med at udvikle sig til et pro EU parti.

Selvom det skulle lykkes at overvinde splittelsen og skabe et nyt fælles kommunistisk parti, vil vi ikke stå med et fuldt udbygget parti, der i praksis står i spidsen for arbejderklassens kamp.

Vi vil stå med kernen til et sådant parti. Men det skal ikke forhindre os i at indrette det på en måde, så det indstiller sig på at blive den reelt førende kraft i klassen. Det parti, som vi stræber efter, er et kommunistisk masseparti, ligesom det var for kommunisterne i 30’erne. På Kominterns tredje kongres i 1921 stillede de kommunistiske partier sig opgaven: at deltage i arbejderklasens kamp, lede denne kamp i kommunistisk ånd og i løbet af kampen at skabe erfarne, store revolutionære kommunistiske massepartier.

”I nogle kapitalistiske lande har de kommunistiske partier endnu ikke været i stand til at drage arbejderklassens brede lag over på deres side, de er ikke blevet til massepartier. Som fortrop, der i sine rækker forener den mest bevidste del af arbejderklassen, spiller de en vigtig rolle…Men det er klart at de vil komme til at spille en endnu større rolle, når de samler de brede masser om sig. De bliver da til en politisk kraft, der fører den arbejdende befolkning til den sociale befrielse, til skabelsen af et nyt samfund.

(Marxismen Leninismens Grundlag, Forlaget Tiden 1959, side 349)

Når vi taler om et kommunistisk masseparti, taler vi altså om en situation, hvor partiet er i stand til at udløse revolutionære masseaktioner og har erobret – eller er snublende nær ved at erobre - den faktisk ledende rolle i arbejderklassens kamp. Et kommunistisk masseparti er et masseaktionernes parti, et parti der kan sætte store masser i bevægelse. Det må også være vores mål i dag.

Betingelsen for at udvikle et sådant parti er naturligvis, at partiet rummer en stærk kerne, et erfarent leder- eller kadrelag, herunder ikke mindst et lederlag med massepolitiske erfaringer.

For at nå frem til et sådant parti, er der en række betingelser, der skal være opfyldt. Et vigtigt kendetegn ved et kommunistisk parti er, at det fungerer som en revolutionær fortrop. Hvad betyder det?
Man kan diskutere, hvorvidt vi skal anvende termen fortrop i dag. Komintern brugte mange militære termer. Lenin anvendte til tider det franske ord ”avantgarde”, betydningen er den samme. Det væsentlige, er at give ordet et indhold, så vi ikke er i tvivl om, hvad det betyder.

I Manifestet definerer Marx og Engels det kommunistiske partis rolle i sammenhæng med arbejderklassens historiske rolle som kapitalismens banemand. Arbejderklassen kan kun løse denne opgave, hvis den er i stand til at organisere sig og skabe sin egen selvstændige revolutionære fortrop.
I Manifestet fastslår Marx og Engels en række væsentlige egenskaber, som et sådant parti må have. Ordet fortrop nævnes ikke, men skildres således:

'Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater.
Kommunisternes umiddelbare mål er det samme som alle andre proletariske partiers: proletariatets organisering som klasse, bourgeoisi herredømmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt'.

(Marx /Engels udvalgte skrifter del 1 side 39)

Marx og Engels betragtede Kommunisternes Forbund som et fremtidigt partis kerne, der skulle gennemføre organiseringen af fortropspartiet. På samme måde kan vi se på vore partier i dag.

Partiets indretning og opgaver er udbygget sidenhen af Lenin, som fremhæver bl.a. følgende kendetegn:

Det er væbnet med en revolutionær teori - teorien om socialisme, så det kan overbevise arbejderklassen om dens klasseinteresser
Det er arbejderklassens politiske leder
Det optager det bedste fra arbejderklassen i sig.
Det er en uadskillelig del af arbejderklassen – det skal have dybe bånd til og nyde tillid i arbejderklassen

Rollen som fortrop udfyldes naturligvis forskelligt i de historiske perioder af arbejderklassens kamp. Vi må definere, hvordan vi ser vores rolle og opgaver i dag i forhold til de nævnte områder, som Lenin peger på . Og hvordan vi når frem til at blive et fortropsparti i den forstand som et stort kommunistisk masseparti med et solidt rodfæste i arbejderklassen kan være det.

Partiet skal være væbnet med revolutionær teori

At være revolutionær fortrop betyder ikke kun, at man går forrest, men også at man ser fremad. Det betyder, at fortroppen skal være i stand til at håndtere den videnskabelige teori, således den bliver i stand til at analysere det omgivende samfund - nationalt såvel som globalt.

Dette er uhyre vigtigt, da vi ikke kun skal forstå teorien, men også videreudvikle den. Vi lever i en verden i kolossal udvikling. Det kræver mange kræfter at analysere de forskellige fænomener. Lenins ord om, at man ikke kan se på den revolutionære teori som 'noget afsluttet og ukrænkeligt', og at 'socialisterne skal udvikle' teorien 'videre i alle retninger, hvis de ikke vil sakke agterud i forhold til livet' er stadig aktuelle.

Kommunismen har været yderst svækket i Danmark gennem en lang periode. Det har selvfølgelig også haft som konsekvens, at der ikke har været kræfter til at udvikle den nødvendige teori. Derfor har kommunisterne ikke været i front, og dermed heller ikke et tiltrækkende alternativ.

Derfor diskuterer vi nu forskellige spørgsmål som klasseanalyse, strategi og taktik, det kommunistiske parti. Selvfølgelig, fordi vi skal undersøge, om vi er enige i de grundlæggende spørgsmål. Men også for at komme videre. Alene disse 3 emner viser, at vi i fællesskab må arbejde videre med undersøgelser af det danske og internationale samfund, for at følge med i den udvikling, som finder sted i et hurtigt tempo. Det bliver afgørende for det nye fælles parti, som skal dannes, at det bliver i stand til at løfte en sådan opgave.

Vi må naturligvis også arbejde med teorien i samarbejde med den internationale kommunistiske bevægelse, som arbejder med at finde svar på tidens spørgsmål. Alle partier må yde deres bidrag. Intet parti har alle svarene på alt. Og de spørgsmål, som vi beskæftiger os med, diskuteres overalt i den kommunistiske bevægelse.

Vi må gøre os i stand til at give de sammenhængende forklaringer på alle fænomener i vores samfund - nationalt såvel som internationalt.
Det vil gøre os i stand til at bekæmpe de borgerlige, de nyliberale og de reformistiske ideer i klassen. Og dem er der rigelige af. Vi står overfor et forenet bombardement fra borgerlige medier såvel som en venstrefløj, der har overtaget en række ideer fra borgerskabet som f.eks.: Arbejderklassen forsvinder, klassekampen forsvinder, ideen om d. 3. Vej, den kontrollerede kapitalisme, den fredelige imperialisme, kapitalismens levedygtighed, krisefri kapitalisme, bevægelse frem for parti osv.
Også i fagbevægelsen vinder de nyliberale ideer frem. Bl.a. LO er med på moden. Vi må ikke være så ”gammeldags”, der skal tænkes nyt: det er gammeldags at strejke eller erklære blokade, faner er gammeldags, aftaler skal være individuelle, serviceorganisation frem for kamporganisation osv.

Det er vores opgave at gå i nærkamp med disse holdninger. Vi skal blive bedre til at opsøge den ideologiske kamp. Vi skal blive bedre til at gå i polemik med forskellige kræfter.

Vi må erkende, at kommunisterne fylder meget lidt i den offentlige ideologiske, politiske og kulturelle debat i Danmark. Vi har Dagbladet Arbejderen og Kommunist, som spiller en stor rolle for den kommunistiske bevægelse og for de aktive kræfter i fagbevægelsen. Her skal vi naturligvis være med til at sætte idekampen i centrum. Det er her vi selv kan præge debatten i den retning, som vi ønsker. Det er her, vi kan sikre afklaringen af de ideologiske og politiske standpunkter i den revolutionære bevægelse.

Medlemmer af partiet må stå frem med partiets synspunkter på forskellige områder. Medlemmer af ledelsen har et særligt ansvar for at kaste sig ind i debatten, for at sørge for den bliver levende i fuld respekt for partiets standpunkter og ledelseskollektivet, som man selvfølgelig står til ansvar over for. Det vil give indtryk af et parti i pagt med tiden. Et parti, hvor den enkelte tildeles ansvar og hvor, der et levende debatmiljø. På den måde sættes der også ansigt – eller personligheder – på partiet. Et anonymt lukket parti vil aldrig kunne tiltrække nye medlemmer.

Vi bruger hovedparten af vores energi på udgivelsen af den kommunistiske presse. Hvordan bliver vi derudover også i stand til at søge ind i debatten i de borgerlige medier. Det er vi ikke gode til. Og det er en meget lille del af befolkningen, der lige nu kommer i nærheden af den kommunistiske presse.

Også i kulturkampen er vi fraværende. Og det mærkes. I dag har vi en situation, hvor tidligere såkaldte venstreorienterede intellektuelle åbent træder frem med synspunkter, der ligger tæt på Dansk Folkeparti. Vi mangler en revolutionær stemme på det kulturelle område, der kan bide det etablerede i haserne.
Vi mangler personligheder, der vil stå frem i den offentlige debat. Derfor bliver det en vigtig opgave, at prioritere idé - og kulturkampen. Og at organisere progressive intellektuelle og kunstnere.

Arbejderklassens politiske leder

Partiet skal være i stand til at bevidstgøre arbejderklassen om dens historiske rolle og vejlede, således den bliver den ledende kraft i den antimopolistiske alliance. Arbejderklassen må være den drivende kraft i kampen for velfærd og national selvstændighed. Det er først og fremmest arbejderklassen, der kan sikre en anti EU kamp, som ikke bliver snæver nationalistisk. Det er arbejderklassen, der kan sikre, at kampen får et antikapitalistisk og antiimperialistisk præg

USA imperialismens aggressioner mod ethvert land, der ikke danser efter dens pibe, som vi har set det bl.a. i Afghanistan og Irak har affødt en fredsbevægelse, der har protesteret overalt i verden. I Danmark har vi også været vidne til en voksende modstand mod krig, og specielt Danmarks aktive deltagelse i krigen i Irak.

Overalt på kloden er der social uro på grund af den voksende ulighed mellem rig og fattig. Også I Danmark oplever vi protester over for angrebene på vores levevilkår, protestbevægelser, der er opstået omkring sygehuslukninger, lukninger af skoler, forringelse af børnepasningsområdet, forringelse af de unges uddannelsesmuligheder.

Men lige så hurtigt, som disse protestbevægelser opstår, lige så hurtigt forsvinder de igen. De forbliver bevægelser omkring et konkret formål, som regels rettet ind mod en konkret dagsorden i et lokal byråd, et amtsråd eller Folketinget.

Vi har oplevet flere afstemninger om Danmarks integration i EU-projektet. To gange har modstanden vundet over det etablerede parlamentariske system i Danmark. På trods af JA partiernes adgang til penge og medier, har de ikke kunnet overbevise deres egne vælgere om EU’s fortræffeligheder. Folk er bekymrede over en fremtid i en europæisk superstat, om det vil betyde yderligere forringelser af levevilkårene og først og fremmest bekymring for yderligere indskrænkninger af deres demokratiske rettigheder.

Den objektive situation er moden til oprør. Men den subjektive faktor: arbejderklassens bevidsthed og revolutionære organisering følger ikke med udviklingen. Og revolutionære situationer kan opstå uden den subjektive faktor er på højde med situationen.

Når vi taler om den subjektive faktor halter bagefter den objektive situation, så beskæftiger vi os som nævnt blandt andet med arbejderklassens bevidsthed. Vi skal skelne mellem socialistisk bevidsthed og politisk bevidsthed.

Hvad angår den socialistiske bevidsthed er det en kendsgerning, at den videnskabelige socialisme ikke er nært forbundet med arbejderbevægelsen i dag. Arbejderklassens bevidsthed om sin historiske rolle som den eneste konsekvente revolutionære klasse, der skal være være drivkraften i kampen for det nye samfund, er meget begrænset.

Man kan ikke sammenligne situationen med dengang Marx og Engels skrev Manifestet. Heri skildrer de, hvordan arbejderklassen er nødt til at få dannelseselementer tilført klassen fra borgerskabet og fra intellektuelle, der tilsluttede sig arbejderklassen.
På det tidspunkt var arbejderklassen for første gang i færd med at organisere sig som klasse i fagforeninger. De var ved at vinde de første erfaringer i klassekamp.

I dag har vi en arbejderklasse, der er bedre uddannet end nogensinde, og som har mere end 100 års erfaring i faglig og politisk organisering. Men alligevel må vi konstatere, at i takt med den faldende organisering i partier (revolutionære såvel som reformistiske) og i fagbevægelsen, er den socialistiske bevidsthed falmet tilsvarende
Den spontane klasseholdning er til stede i stor udstrækning. Arbejderklassen er bevidst om sin styrke, når den slås for sine egne levevilkår. Det ser vi under store konflikter, som f.eks. overenskomstkampene i 1985 og 1998. Men bevidstheden om dens historiske rolle, og dens ledende rolle i fht. at gå i spidsen for flere store nationale kampe, der rækker ud over klassens egne interesser er ikke til stede i tilstrækkelig udstrækning.

Lenin fastslår, at partiet gennem sin teori skal kunne bevidstgøre arbejderklassen om dens klasseinteresser og gøre den bevidst om sin egen historiske opgave og ledende rolle. I dag står vi overfor opgaven at genskabe arbejderklassens socialistiske bevidsthed - i kampen mod kapitalismen, mod imperialismen og for opbygningen af et andet samfund.

Samtidig skal vi arbejde med at udvikle den politiske bevidsthed. Henvist til egne kræfter er arbejderklassen kun i stand til at udvikle økonomistisk eller fagforeningsrettet bevidsthed. Politisk bevidsthed får den udefra. Og det er opgaven for arbejderklassens kommunistiske parti. Også i dag.

'Den politiske klassebevidsthed kan kun tilføres arbejderen udefra, det vil sige fra området udenfor den økonomiske kamp, udenfor den sfære, der består af arbejdernes forhold til arbejdsgiverne. Det område, hvorfra denne viden alene kan hentes, består af alle klassers og lags forhold til staten og regeringen, det gensidige forhold mellem alle klasser.'
(Hvad må der gøres s. 103, Tiden1949)

Efter valget i 2001 gik fagbevægelsen i tænkeboks. Hvordan kunne det være, at så mange arbejdere havde stemt på de borgerlige partier og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne erkendte, at de havde lidt nederlag fordi de selv havde været med til at afpolitisere fagbevægelsen.
Men også venstrekræfterne måtte påtage sig sin del af ansvaret. Heller ikke herfra var der foregået specielt politisk arbejde. Vi må som kommunister også påtage os vores del af ansvaret.

Svaret blev: Politisér fagbevægelsen – enhed mod højre. I det lys opstod Fagligt Ansvar, der har stillet sig opgaven at forene aktive tillidsfolk omkring en politisk platform for arbejderbevægelsen, der skaber enhed mod højrekræfterne.

Kommunisterne har siden DKP faldt sammen været meget svækkede i fagbevægelsen. Og i perioder koncentrerer vi os mere om de økonomiske krav, som der skal stilles i de konkrete situationer i enhedens navn.
Vores perspektiv er videre end det. Derfor er det vigtigt, at vi prioriterer arbejdet med at politisere fagbevægelsen og skabe enhedsfronten mod højrekræfterne. Vores mål er ikke blot et kommende valg, hvor socialdemokraterne bringes tilbage til regeringsmagten. Vores perspektiv er, at skabe enhed i arbejderklassen på et revolutionært grundlag. At sørge for et opgør med reformismen, som har et stærkt greb om den danske arbejderbevægelse.

Det kræver, at vi arbejder mere planmæssigt og målrettet politisk i de forskellige fagforeninger og i Fagligt Ansvar. Derfor må kommunisterne udvikle en politik, der kan fremme en politisk platform, der kan bringe bevægelsen fremad.

Og det kræver, at vi går i spidsen i de kampe, som arbejderklassen udkæmper og politiserer dem. For det er gennem den praktiske klassekamp, at der læres af egne politiske erfaringer. – Sejr eller nederlag, erfaringerne drages under alle omstændigheder. Propaganda alene hjælper som bekendt ikke.

Partiets ledende rolle kan ikke proklameres. Tilliden i arbejderklassen kan kun vindes gennem dagligt massearbejde og en rigtig politik. Til dette siger Dimitrof:

”Det er kun muligt, hvis vi kommunister i vort politiske arbejde alvorligt regner med det virkelige niveau i massernes klassebevidsthed, med graden af deres revolutionære udvikling, hvis vi nøgternt vurderer den konkrete situation, ikke på grundlag af vore ønsker, men på grundlag af virkeligheden. Vi må tålmodigt skridt for skridt lette de store massers overgang til kommunismen.”
(Fascismen er fjenden, s. 80, Tiden 1975).

En del af arbejderklassen

Det kommunistiske parti er arbejderklassens parti. Derfor skal vi konstant arbejde for, som Lenin påpeger det, at optage de bedste kræfter fra arbejderklassen, så partiet får et solidt rodfæste her.

Derfor må partiets højeste prioritering selvsagt være rettet mod arbejderklassen. Det er derfor vi må give arbejdet på arbejdspladserne og i fagforeningerne den højeste prioritet. Vi må analysere, hvor klassens mest bevidste dele arbejder i dag, de dele der kan trække flere med sig. I dag er det bl.a. i industrien, transportsektoren og på byggepladserne. Men vi må også undersøge, hvilke andre sektorer, der spiller en rolle. F.eks. spiller de ansatte i den offentlige sektor en stor rolle i kampen for den sociale velfærd. Blandt andet derfor er det så vigtigt, at vi arbejder videre med klasseanalysen.

Hvordan partiet skal indrettes for at løse denne opgave må vi diskutere. Det kommer an på en konkret analyse, partiets størrelse og de konkrete mål vi ønsker at opnå på et givent tidspunkt. Men en ting er sikkert, vi er nødt til, at sørge for, at de kræfter, der arbejder i fht. fagbevægelsen, at de arbejder i samklang med partiet. Det har nogen gange vist sig vanskeligt, at organisere det faglige arbejde i en kollektiv partimæssig sammenhæng.

Det er muligt at organisere flere arbejdere og uddanne dem til kommunister. Især blandt de yngre kræfter i fagbevægelsen er der muligheder for at organisere flere. Det kræver bare en mere målrettet indsats end det er tilfældet i dag. Og det er nødvendigt. Det er ikke nok, at vi i dag har en række kammerater, der er valgt til at varetage hverv på fagforeningskontorerne. Det er nødvendig for disse kammerater, at have et godt bagland ude på arbejdspladserne. Og hvis vi skal organisere netværk af tillidsfolk overalt i landet, kræver det flere organisere kommunister på arbejdspladserne.

Vi skal lære at profilere kommunisterne bedre i arbejderbevægelsen. Og i enhedsarbejdet skal vi finde former, således partiet ikke ”drukner” på bekostning af den brede bevægelse. På Kominterns 7. kongres fastslår Dimitrov:

”Når vi kommunister anstrenger os af al magt for at tilvejebringe enhedsfronten, så gør vi det ikke ud fra et snævert standpunkt for at hverve nye medlemmer til de kommunistiske partier. Men vi må netop alsidig befæste de kommunistiske partier og forøge deres medlemstal, fordi vi alvorligt vil befæste enhedsfronten. Befæstelsen af de kommunistiske partier er ikke nogen snæver partiinteresse, men hele arbejderklassens interesse”.

Vi må undersøge de historiske erfaringer, som kommunisterne har med organiseringen og udbygningen af partiet i forbindelse med deltagelse i store brede politiske masseaktioner. DKP har rige erfaringer herpå. Bl.a. kan vi lære af den måde DKP opbyggede partiet under kampagnen mod Danmarks indlemmelse i EF.

Når vi danner det nye parti, må vi organisere en kampagne for at gøre det kendt. Vi får en enestående mulighed, for offensivt at agitere for et nyt parti. Et parti hvor revolutionært indstillede unge og arbejdere får et alternativ, som de kan vælge og som de kan være med til at udvikle. En mulighed for at vise, at her er et parti, der har fingeren på pulsen, og som vil et revolutionært alternativ til det bestående.

Hele kernen i Lenins lære om det kommunistiske parti er tesen om at skabe forbindelsen mellem arbejderbevægelsen og den revolutionære teori. Lenin understregede utallige gange, at partiet kun kan opfylde sin rolle, når det er bevæbnet med en fremskreden teori, når det på skabende vis anvender denne teori i overensstemmelse med de opgaver livet og praksis stiller på dagsordenen. Det er det idemæssige grundlag for sammenhold mellem partimedlemmerne, for enhed i meninger og handlinger, for solide forbindelse med de fremskredne arbejdere og masserne i den praktiske kamp.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. mar. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp