24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

At leve er at kæmpe

At leve er at kæmpe

Onsdag, 04. september, 2002, 00:00:00

I dag ville arbejderen, kommunisten og forfatteren John Max Pedersen være fyldt 60 år. Hans liv var kort men intens og han efterlod sig meget. En ny samling fortællingerer på vej.

af Birthe Sørensen
I dag ville arbejderen, kommunisten og forfatteren John Max Pedersen være fyldt 60 år. Så gammel blev han desværre ikke. Han døde for ti år siden, kort efter hans 50-års fødselsdag.
Selv om hans liv blev kort var det indholdsrigt og han nåede mere end mange andre, der lever i mange flere år.
John var født i Nyborg som næstældst i en børneflok på fire. Faren var ufaglært arbejder og klunser, siden produkthandler. Det var fattige kår, men en oplevelsesrig tid og barndommen var inspirationskilde til flere af hans senere romaner og noveller, som ofte er henlagt til 'Middelborg'.

Ungkommunist
John blev kommunist i en tidlig alder. I 1956, kun 14 år gammel, meldte han sig ind i DKU. Her tilegnede han sig de kommunistiske ideer, som han aldrig senere svigtede.
Som så meget andet, som John gik i gang med, skete det med hud og hård. Han deltog energisk i arbejdet for at opbygge en stærk ungdomsafdeling i Nyborg, og vel at mærke i en tid, hvor det ikke netop var populært at være kommunist efter Sovjets invasion i Ungarn. Han blev kendt som en brændende agitator og organisator. En egenskab han gjorde god brug af resten af i sit liv.
Allerede dengang realiserede han det digt, han senere skrev og som om noget blev kendetegnende for hele hans liv:

At leve er at kæmpefor liv er livets trodsog man kan ikke levehvis ikke man kan slås.

Værftsarbejder
Efter en omflakkende ungdom, hvor han blandt andet var ude at sejle, fik han arbejde på Lindø Værftet i 1970.
Det var i de tider, hvor der var 'kinesere' på værfterne og John deltog ihærdigt i de politiske og faglige kampe frem til 1973, hvor han flyttede til Århus. Her fortsatte han sin karriere som værftsarbejder og fagligt aktiv. Det fik dog en ende efter at han havde været en af drivkræfterne i arbejdsmændenes strejke i 1977.
Kort efter fulgte fyringerne af mange af de politisk aktive og John røg også ud.

Forfatter
Det blev indledningen til en ny epoke i Johns liv. Efter fyringen sendte han en novelle til 'Fagbladet', hvor den blev trykt. Og derefter fulgte flere noveller og siden romanerne.
Samtidig var han imidlertid blevet sprøjtemaler på et maskinværksted. Hans første seks bøger blev således skrevet om natten, mens han havde fuldtidsarbejde.

Selvlært
Allerede fra barnsben af slugte John al det litteratur han kunne komme i nærheden af. Og det fortsatte resten af livet. Han ville lære det hele, forstå det hele og ofte tog han natten til hjælp.
Han lærte sig selv engelsk. Han tilbragte et par år af sin fritid med at læse Kirkegaard og klassisk filosofi. I en ferie på fire uger pløjede han sig igennem Lenins samlede værker. Han blev snegleekspert. Han opbyggede en fantastisk frimærkesamling, hvor han gennem frimærker og ledsagende kommentarer fortæller socialismens og de progressive revolutioners historie i dette århundrede.
Han havde en nærmest fotografisk hukommelse og tilegnede sig en fantastisk viden, ikke mindst om marxismen-leninismen.

At arbejde er livetat leve er at døsom blomstens liv er blomstenafblomstret og i frø.

Maler
John Max var også en særdeles habil maler, som vi desværre aldrig nåede at se ret meget til. Mange af billederne kasserede han simpelthen.
I sine sidste år, hvor han var alvorligt syg, gav han sig igen til at male, i en stil som han selv kaldte fabulerende realisme.

Kommunist
Men først og sidst var John kommunist, selv om han partimæssigt levede et omskifteligt liv.
Allerede i 1967 forlod han DKP. Der var politiske uenigheder som ledelsen i DKP klarede ved at nægte ham at betale kontingent. Senere fulgte John den omgruppering, der var i gang blandt dele af den kommunistiske bevægelse. I en kort periode var han medlem af KFML, som dog hurtigt blev ham for studentikos. Senere blev han dybt optaget af maoismen, indtil han også skrottede den - ikke mindst efter læsning af Enver Hoxhas bøger, som var den daværende leder af det kommunistiske parti i Albanien.

DKP/ML
I 1982 blev John medlem af DKP/ML og blev hurtigt en af partiets kendte personligheder. Samtidig var han blevet heltidsforfatter efter at en arbejdssygdom havde tvunget ham væk fra hans elskede industriarbejdspladser.
Det havde just ikke været godt for helbredet at være sprøjtemaler men han levede også livet hårdt. Kombinationen var muligvis en af årsagerne til, at han som 43-årig fik sin første blodprop i hjertet. Det var begyndelsen til år med stadigt dårligere helbred og et helvede af smerter. For en mand, som havde været vant til kompromisløst at kæmpe, var det ikke nemt at omstille sig til den nye situation.
Det førte blandt andet til, at John i 1990 meldte sig ud af DKP/ML. Allerede i 1989 begyndte han at være utilfreds med partiets udvikling, specielt i forhold til den positive holdning til Enhedslisten.
Dertil kom en voksende kritik af udviklingen i Albanien. Det var hans opfattelse, at socialismen allerede var brudt sammen og det burde siges åbent. Han mente også, at den situation der var opstået efter murens fald krævede et forstærket analysearbejde af kommunisterne.
På grund af sygdommen syntes han ikke, at det var nemt at kæmpe for sine synspunkter, i stedet valgte han at forlade partiet. Han var på ingen måde fjendtlig overfor det, men stærkt kritisk overfor partiets daværende ledelse.

At leve er at elskeat arbejde og slåsat elske det er livetog livet det er os.

Arbejdspladsernes sprog
John tilegnede sig igennem livet et godt greb om den marxistisk-leninistiske teori, som det blandt andet kan ses i en række af hans politiske tekster. Han lavede også analysearbejde og skolingsmateriale. Et par år efter hans død blev således 'Marxisme og leninisme for begyndere' udgivet. Det var tekster, som allerede havde været anvendt i partiet i flere år.
Bogen viser hans store styrke i at forklare teorien på en lettilgængelig måde. Hans skole havde været arbejdspladserne, han var vant til at agitere i kantinen og det afspejler sig i hans sprog. Også når han skrev skønlitteratur.
Det er livet på arbejdspladserne og i arbejderklassen, som først og sidst er det gennemgående tema i hans romaner og noveller. Men også solidariteten og kampen for at forandre - i det små som det store - kampen for socialismen.
I anledningen af 60-års-dagen udsender Forlaget Klim en samling af fortællinger, som er udvalgt i samarbejde med Johns kone, Joan. Det er både noveller, som tidligere har været trykt og nogen, som aldrig har været udgivet.
'Den store fagforening og andre fortællinger', som bogen kommer til at hedde, udkommer i løbet af efteråret. Mange vil glæde sig til gensynet.


John Max Pedersen:

Novellesamlinger:
Et ualmindeligt dumt svin, 1979
Den 22. torsdag, 1980
Kølhaling, 1981
Vi skraber os med potteskår, 1983
Livet på afbetaling, 1983

Romaner:
Her fra til enigheden, 1979
Slusen, 1979
Stedsegrønt, 1980
Impotens, 1980
Slotsyngel, 1982
Loven og Bølgerne, 1985
Den tredje front (1995 - udsendt efter hans død)

Digte:
At leve er at kæmpe, 1981
Dertil kommer en række tekster, blandt andet til revyer, samt lejlighedssange til strejker og lignende. Den mest kendte er nok blokadesangen 'Her kommer stadens ordenskorps', der blev skrevet til Scaniadamstrejken i 1978.

Oversættelser
Den døde hærs general (roman af Ismail Kadare)
Manden med kanonen (roman af Dritero Agolli)

Politiske tekster
Den Røde Tråd, udvalgte tekster 1969-1983
Marxisme og leninisme for begyndere (1994 - udsendt efter hans død)

Om forfatterskabet:
Finn Barlby: Billeder af et liv (indeholder et stort interview med John samt diverse boganmeldelser)

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2002 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder