19 Aug 2019  

KBH: Let skyet, 18 °C

Iskolde hjerner bag marcipanbrødsfascismens stormtropper

Iskolde hjerner bag marcipanbrødsfascismens stormtropper

Onsdag, 04. september, 2002, 00:00:00

Nedenstående tekst af John Max Pedersen blev trykt i Aktuelt den 3. november 1976. Det er en besk kommentar om Fremskridtspartiet. I dag spiller partiet ingen rolle, men det gør til gengæld Dansk Folkeparti. Læst i det lys er den utrolig aktuel.

af John Max Pedersen
Der findes i Danmark to former for politisk reaktion, der er almindeligt udbredte. Den ene form afspejler storfinansens øjeblikkelige overlevelsesinteresser, og bestræber sig på at udvikle profitjagten ad parlamentariske veje, for således at bevare magtens status quo og lade kapitalismen overleve længst muligt.
Den anden form er en småborgerlig ultraliberalisme, der ønsker at dreje historiens hjul tilbage til 'de gode gamle dage', hvor Estrup var landshøvding og hvor tyendet 'kendte sin plads'.
Denne sidste reaktionsform repræsenteres af organisationen med det grinagtige navn: Fremskridtspartiet.
Ikke et ondt ord om de mennesker, der i retfærdig harme, men af politisk uforstand, giver Glistrup en stemme, men måske et par bemærkninger om de eksistenser, der tegner Fremskridtspartiet, i som udenfor Christiansborg.
Også disse er politiske analfabeter, om end på en anden måde. Der er tale om en 'smuk' blanding af kyniske spekulanter og enøjede mennesker, der rider 'kæpheste'' uden noget politisk helhedssyn: der er medlemmer, der savner de gamle landsbysamfund, hvor daglejerne blev beværtede med slid og blåsur mælk, der er 'rindalisterne', som er modstandere af den borgerlige kultur, ikke fordi den er borgerlig, men fordi den får statsstøtte og ikke fungerer på liberale betingelser, der er repræsentanter for 1960ernes 'Forening af Frie Erhverv', dvs. mennesker, der var imod momsen, ikke fordi den ramte samfundets små, men fordi de selv skulle opkræve den vederlagsfrit, der er levningerne fra 'De uafhængige' og der er de økonomiske anarkister, der ligesom frøen i brønden ser himlen begrænset til brøndåbningens lille cirkel.
Alle disse snævertsynets og smålighedens repræsentanter udgør Fremskridtspartiets stormtropper, og de er så igen dirigerede af iskolde forretningskyniske hjerner.
Lige så sikkert det er, at partiet er uanvendeligt, også for borgerskabet, under normale parlamentariske tilstande, lige så sikkert er det, at partiet vil være en lækkerbisken i en skærpet situation, hvor borgerskabet ønsker pøbelvælde imod den organiserede arbejderklasse.
Man skal være forsigtig med at drage historiske paralleller, men dette sammensurium er et gammelkendt og typisk fænomen. Da nazisterne i sin tid startede marchen i Tyskland, var drivkraften en lignende skare af desillusionerede mennesker, der opfattede deres egne problemer som de eneste problemer, forvirrede småbønder, der led under junkervældet, hundredtusinder af arbejdsløse akademikere (chokerende, skrev Hartvig Frisch i sin tid, at se, hvor stor en rolle akademikerne spillede i nazibevægelsen), byernes forarmede småborgerskab og det krigs- og kriseskabte pjalteproletariat.
Denne blakkede skare støttede Hitlers oprindelige program for en national og social revolution og blev det første trin i den nazistiske raket. I 1934 havde Hitler overtaget magten, arbejderbevægelsen var illegal og til dels knust, og første rakettrin have således udspillet sin rolle. Da SA-aktivisterne derefter krævede, at den 'nationale revolution' blev efterfulgt af en social omvæltning, blev de likvideret og partiets virkelige bagmænd dukkede frem: monopolfinansen, de østpreussiske junkere osv.
De politiske originaler i Fremskridtspartiet besidder de kvaliteter, der er nødvendige for en lignende førstetrins funktion: osende dobbeltmoral, absolut skrupelløshed, tumultagtige udisciplinerede mødeaktiviteter, indbyrdes slagsmål, injuriesager, kværulantagtig ufordragelighed i stedet for virkelig samfundskritik, samt demagogi på det mest platte og utålelige plan.
Alle de miserer, Fremskridtspartiet angriber, deltager de selv aktivt i. Der findes ikke en eneste uhumskhed her i landet, som Fremskridtspartiets medlemmer ikke er mere eller mindre indblandet i. Naturligvis ud fra de ædleste motiver, ligesom præsten, der går på bordel for at samle forargelse til søndagsprædikenen. Når præsten gør det, er det nidkærhed og selvopofrelse - hos os andre ville det være utugt.
Imidlertid er ikke alt sagt med dette. Når det er muligt at skabe masseopbakning om en rådden bevægelse, så må demagogien indeholde en gnist af sandhed. I Tyskland havde man Versailles-traktaternes økonomiske garotte og Weimarrepublikkens uformåenhed, dvs. at nazismens fjender kom til at levere vind til nazismens sejl.
Ligesådan med Glistrup-bevægelsen. Igen er det i vid udstrækning kredse, der fordømmer Glistrup, som leverer det reelle materiale til hans 'argumenter'. Hver dag bringer nye afsløringer af bureaukrati, korruption og svindel.
Når Glistrup taler om skatteflåning, så finder den faktisk sted, og når for eksempel Kjeld Olesen, sådan som det skete i forbindelse med augustforligets afsluttende debat, omtaler demonstrerende arbejdere med hoven ringeagt, så er det uhyre let og letkøbt for Glistrup at sige: hvad pokker bilder Kjeld Olesen sig ind? (Ja, hvad pokker bilder han sig egentlig ind?). Hvorefter Glistrup salvelsesfuldt kan udråbe sig selv til arbejderklassens nye messias.
Hvis det politisk-økonomiske system i Danmark samt dets repræsentanter stoppede energiforsyningen til Fremskridtspartiet, så kunne vi måske undgå at se rakettens andet trin udløst - det trin, hvor irritationen bliver til modbydeligt ubehag.
Ikke et eneste af de grove udtryk, der anvendes om Fremskridtspartiet rammer ved siden af - virkeligheden overgår langt den polemiske fantasi,, men ingen beskyldning og intet skældsord gavner, når man samtidig på samlebånd fabrikerer livsbetingelserne for den glistrupske demagogi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp