10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 3 °C

Nej til Le Pen, og hvad nu...

Nej til Le Pen, og hvad nu...

Onsdag, 08. maj, 2002, 00:00:00

Mørke kræfter står klar til at profittere på EU-partiernes fallit hos vælgerne

Anden runde af det franske præsidentvalg blev en folkeafstemning for eller imod den pro-fascistiske Le Pen - og det blev imod.
Den franske befolkning mobiliserede sig og afviste Le Pen klart. 82 procent stemte, og af disse stemte 18 procent på Le Pen, men de 82 procent stemte nej til ham. Det er en mere præcis beskrivelse end at sige, at de stemte for Jacques Chirac, selvom han fik deres kryds.
På valgaftenen anerkendte den konservative Chirac da også, at han var opmærksom på, at han havde fået mange stemmer fra vælgere der ikke er enige i hans politik.
De havde ikke andre valgmuligheder.
Men allerede dagen efter gik det første skår imidlertid i forventningerne til Chiracs respekt for at socialdemokrater, socialister, kommunister, grønne og trotskister havde stemt på ham.
Til afløsning for socialdemokraten Lionel Jospin som regeringsleder udpegede Jacques Chirac mandag den konservative Jean-Pierre Raffarin. Han skal danne og lede en regering frem til parlamentsvalget i juni. Chirac viste ikke politisk storsind og imødekommenhed over for venstre halvdel af befolkningen.

Le Pen fik en øretæve af vælgerne, men han fik over fem millioner stemmer - og næste nervepirrende politiske begivenhed er parlamentsvalg om godt en måned.
Her kan næsten alt ske.
Det socialdemokratiske 'Socialistparti' og det reformistiske 'Frankrigs Kommunistiske Parti' (PCF) har forrådt deres vælgere, som i forbindelse med præsidentvalgets første runde rykkede til det ekstreme højre og til det ekstreme venstre. Le Pen sejr i første runde er velkendt - mindre kendt er det, at to trotskistiske partier tilsammen fik 10 procent af stemmerne. Det kan sammenlignes med at PCF's kandidat Robert Hue kun fik 3,4 procent mod tidligere det dobbelte.
PCF har siden 1997 siddet i regering med socialdemokraterne og taget et medansvar for en arbejder-fjendsk politik - efter EU-retningslinier.
Det er værd at huske, at franskmændene stemte om Maastricht-traktaten i 1992, og at det blev et meget knebent ja til traktaten. Næsten halvdelen af franskmændene var imod eller i det mindste skeptiske over for EU. Regeringerne siden da har ikke respekteret den udbredte folkelige modstand mod EU. Det medvirker til vreden, frustrationen og polariseringen.

Chirac rækker ikke hånden ud mod de midter- og venstrefløjsvælgere, som af nød stemte på ham.
Helt tilsvarende rækker EU-etablissementet ikke hånden ud mod de EU-skeptiske vælgere i Frankrig - eller for dens sags skyld i andre EU-lande.
Kommissionens formand Romano Prodi og statsminister Anders Fogh Rasmussen ønsker begge Chirac til lykke med at have vundet en sejr, som legitimerer retningen mod mere Union, men det er løgn.
Det bliver et stadig mere interessant politisk spørgsmål om EU-modstanderne fagbevægelsen og kommunisterne vil være i stand til på organiseret vis at samle og kanalisere modstanden mod den nyliberale politik, mod EU og for demokrati og national suverænitet.
Hvis ikke, så står der mørke kræfter klar til at profittere på vælgernes vrede.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp