10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 3 °C

Ned med terrorpakken

Ned med terrorpakken

Onsdag, 01. maj, 2002, 00:00:00

Endelig løslod israelerne Arafat. Men der er grund til bitre eftertanker. For de fik en studehandel igennem. Nogle personer, som opholdt sig i Arafats hovedkvarter, og som israelerne anklager for terrorhandlinger, blev på Israels forlangende overgivet som fanger til det internationale samfunds varetægt.

Ved at gå ind på at være part i en sådan studehandel anerkendte det internationale samfund også Israels ret til at stemple palæstinensiske frihedskæmpere som terrorister. Arafat kunne med meget større ret have forlangt Sharon udleveret til palæstinensisk eller international retsforfølgelse. Hvad havde det internationale samfund sagt til det?
Hvor er verden på vej hen? Hvad er det for en logik, der ligger i det, når israelerne kræver af Arafat, at han skal tage afstand fra væbnet kamp, mens de bevogter ham med maskingeværer og kampvogne? Nogen tiltager sig retten til at definere retfærdigheden, uden at de får mandat til at gøre det fra andre end sig selv.
Og i den retfærdigheds navn har de lov at gøre hvad som helst. Det er en logik, der har været udryddet i det meste af verden i mange år. I Gods own Country, USA, overlevede den, for USA var skabt på den tankegang. Men da USA blev slået i Vietnam i halvfjerserne, fik de en lektion i, at ingen har ret til at definere retfærdighed udenom de befolkninger, retfærdigheden skal gælde for.
Efter World Trade Center har alle i USA glemt den lektion. De gamle tankegange vælter frem igen. Og det værste er, de breder sig ud over hele verden. Vore egne ministre laver terrorpakker og giver sig selv ret til at definere terrorister både her og der. Og at stemple nogen som terrorister er at gøre det til en moralsk god gerning at slå dem ihjel.
Det er sådan, de tænker. De afslører det, når de har så utrolig svært ved at lægge afstand til selv åbenlyst krigsforbryderiske handlinger som dem, Israel har bedrevet i Palæstina.
Det er korstogslogik. Moralsk er vi sat tilbage til korstogenes tid.
Formand for den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission, biskop Desmond Tutu, sagde for ikke så længe siden i et fjernsynsinterview, at det var hans tro, at der fandtes en fælles kerne af etik, som gjorde det muligt for mennesker at leve sammen, selvom de var af forskellig tro.
For mit vedkommende er jeg ikke sikker på, sådan en etik er noget, der eksisterer i forvejen. Men jeg tror på, at folk der lever sammen, de uundgåeligt opbygger en fælles etik, også selv om deres religiøse verdener måske er dybt forskellige.
Hvis folk ikke skal opbygge fælles etik, så skal man holde dem adskilte, for eksempel med apartheid. Men forskellen er nu uvæsentlig. Da jeg hørte Desmond Tutu sige det, da følte jeg dyb respekt. En mand, der har levet omtrent hele sit liv som sort i apartheid-Sydafrika, han har stadig kraft og tro til at sige sådan! Det viser, at det var den rette mand, Nelson Mandela udpegede til at lede sandheds- og forsoningskommissionen.
Der er dyb gensidig respekt mellem de to store sydafrikanske personligheder, Nelson Mandela og Desmond Tutu. Og der er ikke den store forskel på deres politiske linjer i dag. Begge vil have sandheden gravet frem. Og begge vil have det, ikke af hensyn til retsforfølgelse af de ansvarlige for apartheid, men fordi forsoning ikke er mulig uden sandhed.
Og der står den største respekt om begges moralske integritet. Er der nogen personligheder fra nyere historie, der bliver respekteret på grund af deres moralske integritet, så er det Desmond Tutu og Nelson Mandela.
Men vi skal også huske, at selvom de gensidigt viser hinanden den dybeste respekt, så har der ikke altid været den politiske overensstemmelse mellem dem, der er i dag. For der er nogen, Nelson Mandela altid har respekteret endnu mere end selv ærkebiskop Desmond Tutu, og det er det sydafrikanske folk.
Det er en af grundene til, at vi alle sammen respekterer Nelson Mandela så højt. Og selvom Nelson Mandelas højeste mål er fred og forsoning, og selvom vi måske somme tider er lige ved at synes, han tilgiver lidt for meget, så skal vi også huske, at han aldrig tog afstand fra, at det sydafrikanske folk greb til våben for at blive frit. På det punkt adskilte han sig fra biskop Tutu, der med Gandhi som forbillede troede på en ikke-voldelig frigørelse.
På et tidspunkt i sit titusind dage lange fængselsophold, jeg tror, det var i 1985, fik Nelson Mandela tilbudt løsladelse af Pik Botha mod, at han ville tage afstand fra væbnet kamp. Det sagde Nelson Mandela høfligt nej tak til. For det ville isolere ham og forvirre modstanden mod apartheid, og det ville kun forlænge pinslerne.
Det var noget, der vakte dyb respekt videnom: at den mand, der havde lidt så meget og så længe, ikke gav efter for presset, men kompromisløst gjorde det, som var rigtigst at gøre overfor det sydafrikanske folk. For naturligvis kunne han ikke tage afstand fra sit folks ret til at bruge våben, det folk, der blev tromlet ned og torteret og holdt i slaveri med våben, skulle de give afkald på retten til at kæmpe for deres frihed?
Nelson Mandelas handling dengang gav respekt, det var noget af det, der var med til at opbygge den umådelige respekt for hans ubestikkelige moral, der hersker i hele verden den dag i dag.
Nej, jeg nævner det bare, fordi der er så umådelig kort fra Sydafrikas apartheid-stat og til Israels behandling af palæstinenserne i dag. Der er så kort fra, hvad Pik Botha forlangte af Mandela dengang og til, hvad israelerne nylig forlangte af Yasser Arafat.
Og med den terrorlovgivning, der bliver vedtaget over hele vores del af verden i disse måneder, så ville vi i dag ikke kunne komme udenom at stemple en Nelson Mandela som terrorist.
Nelson Mandela? Terrorist? Ned med korstogsmoralen! Ned med terrorpakken!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp