20 Jul 2019  

KBH: Overskyet, tåge, 13 °C

Redaktionens guide til din ferielæsning

Den perfekte sommerlæsning

Redaktionens guide til din ferielæsning

Selvom hele Danmarks røde nyhedsmedie holder ferielukket, er der ingen grund til at fortvivle! Redaktionen har her samlet en guide til den perfekte sommerlæsning.

FOTO: Eugene Chystiakov/Pexels
1 af 1

Fra 13. juli til 5. august holder Arbejderens redaktion sommerlukket. Men det betyder naturligvis ikke, at du skal snydes for godt læsestof! Vi har derfor fundet lidt godt frem fra skuffen til dig:

Hjørring har knækket koden og får udsatte i arbejde

Færre sager per socialrådgiver, godt samarbejde mellem sagsbehandler og borger samt en individuelt tilrettelagt indsats er helt afgørende i forhold til at få udsatte kontanthjælpsmodtagere i arbejde, viser erfaringer fra Hjørring.

– Vi blev rigtig kloge af at spørge 500 kontanthjælpsmodtagere i en anonym undersøgelse. Ni ud af ti svarede, at de brændende ønskede sig et job, og lige så mange mente også, at de havde noget at tilbyde, men halvdelen understregede, at de skulle have hjælp for at nå dertil, siger direktør for Økonomi- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Hjørring Kommune Leif Johannes Jensen.

Kommune opfordrer regeringen til at øge støtte til revalidering

Mens de fleste kommuner har skåret kraftigt ned på brugen af revalidering, er Sønderborg gået den stik modsatte vej. Her får alle, der opfylder betingelserne, revalidering, og det giver gode resultater.

– Revalidering er et fantastisk instrument til at få borgerne tilbage på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Det koster mange penge, men de er godt givet ud, erklærer formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Sønderborg Kommune Jan Prokopek Jensen (S).

Transportlobby kræver opgør med den danske model

Brancheorganisationen ITD har stævnet den danske stat og kræver beskyttelse mod konflikt. Hvis ITD vinder sagen, kan det føre til et "wild west"-arbejdsmarked, advarer 3F.

– Det kan betyde, at der opstår et wild-west-arbejdsmarked, hvis vi får forbud mod at kræve overenskomst hos vognmænd, der har lavet deres egen lille arbejdsgiverforening og indgået overenskomster på discountvilkår med små eller store grupper af medarbejdere, forklarer næstformand i 3F's Transportgruppe, Flemming Overgaard, til Arbejderen.

Beboere organiserer sig mod Blackstone

Den amerikanske kapitalfond Blackstone er i fuld gang med at opkøbe boliger i Danmark. Nu begynder de Blackstone-ramte lejere at organisere sig for at forsvare et København, hvor det ikke kun er rige, der har råd til at bo.

– Mødet var meget velbesøgt. Jeg måtte sidde på en trappe. Alle os Blackstone-ramte lejere er nu kommet i forbindelse med hinanden på kryds og tværs af politiske skel og har udvekslet telefonnumre og mailadresser. Alle var enige om, at nu skal der ske noget, fortæller Blackstone-lejer Vibeke Andersen til Arbejderen.

Klimabevægelser fastholder pres for konkrete forandringer

Klimaprotesterne er kommet for at blive – også selvom en ny S-regering lover en klimalov med bindende klimamål. Presset skal fastholdes for at sikre, at målet bliver ført ud i livet, lyder det fra klimabevægelser.

– Vi har tænkt os at fortsætte og eskallere vores indsats for reelle klimaforandringer i Danmark. Vi skal sikre, at ordene bliver omsat til handling, siger Andreas Engholm fra bevægelsen Extinction Rebellion til Arbejderen. 

Ny justitsminister har tortursag i bagagen

Den nye justitsminister, Nick Hækkerup, var forsvarsminister fra 2011 til 2014. Under hans ledelse gjorde Forsvarsministeriet alt, hvad man kunne for at undgå en retssag om Danmarks mulige medansvar for tortur.

Ny regering vil ikke frigøre Danmark fra EU's stramme budgetkrav

Den nye S-regering lover bedre velfærd, men grundlæggende set vil den føre samme økonomiske politik som tidligere regeringer.

Unge med handicap i aktion mod nedskæringer

En gruppe københavnere med handicap risikerer at miste retten til at bo i bofællesskab og gå på arbejde fem dage om ugen. En protestbevægelse af mennesker med handicap, deres pårørende og støtter er ved at vokse frem.

29-årige Mathilde Faber er politisk aktiv og går på Medieskolen Juno. Hun er også udviklingshæmmet og autist og slås derfor med en række udfordringer i hverdagen. For Mathilde er konsekvensen af kommunens nedskæringer, at hun kun kan være på medieskolen tre dage om ugen i stedet for fem dage, og at hun skal flytte fra sit bosted, hvor hun efter mange år endelig er faldet godt til og er tryg ved at være.

– Det har jeg det rigtig skidt med. Jeg ved, at jeg ikke kan klare mig i min egen bolig på grund af mit handicap. Det er der heller ingen af mine kammerater, der kan. Min eneste mulighed er så at flytte hjem til min mor. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg er voksen og har lyst til at bo ude sammen med mine venner. Jeg er for gammel til at bo hjemme, siger Mathilde Faber til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jul. 2019 - 14:52   12. jul. 2019 - 15:14

Sommerlæsning

as@arbejderen.dk