16 Jan 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, -6 °C

Arbejderens venner kæmper for at samle penge ind til det digitale dagblad i en coronatid

Slutspurt i årets indsamling

Arbejderens venner kæmper for at samle penge ind til det digitale dagblad i en coronatid

Årets indsamling til Arbejderen er hårdt ramt af corona og har behov for et boost i julemåneden, konstaterer redaktør Anders Sørensen.

Guided tur på det tidligere værft, Aarhus Flydedok. Tidligere værftsarbejder Lars Henriksen viste rundt. Bagefter var der kaffe og kringle. Turen indbragte 1000 kroner.
FOTO: Privat
1 af 1

Coronaepidemien har vendt op og ned på den måde, vi er sammen på. Det har haft store konsekvenser for årets indsamling til Arbejderen. 

Vi vil gerne støtte frie og uafhængige medier, der lægger andre vinkler på arbejdsmarkedspolitiske historier og andre historier end de øvrige medier.
Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL

Normalt samles der mange penge ind til Arbejderen ved støttefester landet over. Sidste år gav festerne et samlet overskud på omkring 150.000 kroner. Dertil kommer støtte og abonnementer, der bliver sikret ved andre større arrangementer som 1. maj, Rød Sommerlejr, demonstrationer og så videre.

Konsekvensen er, at der lige nu mangler omkring 200.000 kroner i indsamlingskassen.

Men Arbejderens venner rundt omkring i landet har gennem hele året knoklet for at sikre økonomien for deres digitale dagblad. Der er blevet gennemført en lang række mindre indsamlingsaktiviteter, lotterier, indsamlinger blandt venner og lignende. Dertil kommer en række flotte bevillinger fra fagforeninger og faglige klubber.

– Tak til alle de enkeltpersoner, fagforeninger og andre, der har støttet Arbejderen i det her svære år. Coronaepidemien har sat en effektiv stopper for alle større arrangementer. Det kan tydeligt ses på indbetalingerne til Arbejderens Støttefond. Jeg vil derfor opfordre de læsere, der endnu ikke har sendt støttebidrag, til at gøre det nu, siger Arbejderens redaktør Anders Sørensen.

Støtte fra fagforeninger og klubber

Igen i år har en række fagforeninger og faglige klubber støttet Arbejderen. Indtil nu er der kommet 48.200 kroner ind i faglige bevillinger i 2020.

Der er for eksempel indbetalt 10.000 kroner fra henholdsvis Murersvendenes Klub i Aarhus og BUPL's Solidaritets- og Kulturpulje. 

– Vi vil gerne støtte frie og uafhængige medier, der lægger andre vinkler på arbejdsmarkedspolitiske historier og andre historier end de øvrige medier. Som ser tingene ud fra arbejdernes synsvinkel og ser på, hvilken indflydelse de politiske beslutninger har på almindelige mennesker, siger Lasse Bjerg Jørgensen fra BUPL's Forretningsudvalg.

– Det er vigtigt, at der er medier, der tør beskrive virkeligheden på den måde uafhængigt af andre kræfter. Det vil vi gerne støtte, tilføjer han.

Sankt Hans i Nordjylland gav 2700 kroner i overskud.
Privat

Af andre faglige bevillinger kan nævnes, at 3F Viborg har sendt 7500 kroner, mens der er kommer 5000 kroner fra både Sømændenes Forbund, 3F Transport samt 3F København.

I stedet for egentlige støttebeløb har flere faglige organisationer tegnet støtteabonnementer på Arbejderen. Det gælder blandt andre Elektrikernes Fagforening i København og Murersvendenes Klub i Randers. Faste abonnementsindtægter er også en meget vigtig støtte til at sikre det økonomiske fundament under netmediet.

Arbejderen har i efteråret sendt opfordring ud til omkring 150 faglige organisationer om at sende støttebeløb eller tegne støtteabonnementer.

Flere bevillinger er på vej. På sin generalforsamling for nylig vedtog 3F BJMF at støtte Arbejderen med ikke mindre end 25.000 kroner. Det har afdelingen gjort gennem de sidste mange år.

– BJMF støtter Arbejderen, fordi der ellers mangler et talerør for arbejderne og fagbevægelse, sagde Claus Westergreen, formand for 3F BJMF, sidste år til Arbejderen.

Arbejderens redaktør håber, at flere fagforeninger benytter december til at sende en julegave afsted til det digitale dagblad.

Der er også blevet sendt en opfordring om støtte rundt til omkring 100 Enhedslisteafdelinger og kontaktpersoner. Indtil nu er det kun Enhedslisten Greve, der har sendt et støttebeløb til Arbejderen i år. Dertil kommer en række Enhedslisteafdelinger, der i lighed med andre organisationer støttede Arbejderen ved at sende en 1. maj-hilsen.

Stor støtte fra læsere

Ud over støtte fra organisationer er der hvert år en række af Arbejderens læsere, der indbetaler støttebeløb. Nogle er på flere tusinde af kroner, andre på en 50'er. Nogle indbetaler hver måned, andre en eller flere gange om året.

– Alt er velkomment. Vi er glade for at have verdens mest fantastiske læsere, siger redaktør Anders Sørensen.

En af dem, der netop har indbetalt 1000 kroner til Arbejderen, nu hvor der ikke kan holdes støttefester, er Søren Danholm Andersen, der også arbejder som frivillig fotograf for Arbejderen.

– Jeg støtter, fordi Arbejderen er det eneste dagblad, der støtter op om den danske arbejderbevægelse og skriver om det sociale område, fattigfolk og den slags. I er også de eneste, der skriver om, hvad der reelt sker rundt omkring i verden som for eksempel i Latinamerika. Derudover er jeg rigtig glad for Arbejderens kalender og de mange gode blogs fra forskellige mennesker, siger han.

Tidligere på året indbetalte Søren Danholm Andersen 500 kroner til Arbejderen. Det var penge, han havde fået ind ved at sælge nogle af sine billeder.

Et væld af støtteaktiviteter

Ud over de mange, der selv indbetaler støtte, har Arbejderen også en stor kreds af venner rundt omkring i landet, der hvert år arrangerer støttearrangementer og samler mange penge ind til det digitale dagblad. Mange er medlemmer af Kommunistisk Parti, der udgiver Arbejderen, men også en del andre er aktive i indsamlingsarbejdet.

I år har de været voldsomt udfordret, men der er på trods af svære betingelser under corona blevet udfoldet en stor kreativitet i arbejdet med at samle penge ind. 

I Aarhus, hvor der plejer at være en virkelig stor støttefest i efteråret, har man i år i stedet gennemført en lang række små, coronasikre arrangementer med kun 10 deltagere.

– Vi har blandt andet arrangeret frokoster både i folks private haver og i Café Oskar i Mejlgade, en travetur i Mols Bjerge, en guided tur ved det gamle værft Aarhus Flydedok og en svampetur. Vi samledes også i mindre grupper 1. maj, hvor der blev samlet ind til Arbejderen, fortæller Ulla Nygaard, der er en af drivkræfterne i indsamlingsgruppen i Aarhus.

To gange i sommers var der picnic i Nørrebroparken. Det samlede overskud var på 8000 kroner.
Privat

Én aktivitet har givet 1000 kroner, en anden 1300 kroner, en tredje 5300 kroner og så videre.

– Lægger man det sammen, bliver det alligevel til en del penge. Det har været en god erfaring med de små arrangementer, man får snakket mere sammen end ved en stor fest. Så fremover vil vi nok supplere den store fest med flere mindre arrangementer, forklarer Ulla Nygaard.

Der er også gennemført flere lotterier i Aarhus til støtte for Arbejderen i årets løb. Lige nu er der også gang i en auktion over udvalgte genstande.

I både Aarhus og Aalborg er der venner af Arbejderen, der har tradition for at samle penge ind til det digitale dagblad i den lokale 3F-afdeling. 

Over hele året er der indtil nu samlet 7520 kroner ind blandt de ansatte og valgte i fagforeningen 3F Sommervej.

Et enkelt besøg hos 3F Aalborg gav 2350 kroner til indsamlingen.

– Det er meget flot i betragtning af, at kun halvdelen var på arbejde den dag, resten arbejdede hjemme på grund af corona. Når jeg dukker op, tager folk pungen frem og giver støttebeløb fra 50 til 500 kroner. Det er en fantastisk positiv oplevelse, og støtten er ikke blevet mindre efter, at Arbejderen er blevet rent netmedie, siger Ester Christensen.

Hun er pensionist, men har tidligere været ansat i 3F Aalborg og har gjort det til en tradition at besøge fagforeningen og samle ind hvert år.

– Jeg tager lige en runde igen her i december, fortæller hun.

Ellers har Arbejderens venner i Aalborg og resten af Nordjylland arrangeret blandt andet sankthans og ålegilde for at samle penge ind i løbet af året.

Også mange andre steder i landet som for eksempel flere steder i København, i Roskilde og Vestsjælland har der været arrangeret forskellige aktiviteter som onlinelotterier, loppemarkeder, digitalt banko, sommer picnic, grillfest og meget andet for at samle penge ind.

>> LÆS OGSÅ: Maleri udloddes til fordel for Arbejderen

Og indsamlingen fortsætter for fuld kraft året ud. Det samme gør abonnementskampagnen.

Støttebeløb kan indbetales på MobilePay 87278 eller til bankkonto reg.nr.: 5361 kontonr.: 249087. Abonnement kan tegnes her.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2020 - 08:47   04. dec. 2020 - 11:09

Indsamling 2020

ur@arbejderen.dk
Faglige bevillinger i 2020

Den 1. december var der indkommet følgende faglige bevillinger til Arbejderen i løbet af 2020:

  • 3F Midtvendsyssel: 1000 kroner
  • 3F Esbjerg Byg: 2000 kroner  
  • Sømændenes Forbund: 5000 kroner
  • BUPL's Solidaritets- og kulturpulje: 10.000 kroner
  • 3F København: 5000 kroner
  • 3F Viborg: 7500 kroner
  • Murersvendenes Klub Aarhus: 10.000 kroner
  • 3F Transport: 5000 kroner
  • Murerarbejdsmændenes Klub Aarhus: 2500 kroner
  • Socialpædagogisk Landsforbund: 200 kroner

I alt: 48.200 kroner

Andre bevillinger fra organisationer

Den 1. december var der indkommet følgende støttebevillinger i 2020 fra organisationer ud over fagforeninger og faglige klubber:

  • Kursuscenter Smålandshavet: 700 kroner
  • Enhedslisten Greve: 500 kroner
  • Spartakus Aarhus: 1500 kroner

I alt: 2700 kroner