10 Dec 2019  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Septemberforliget gennem 120 år

Fagbevægelsens udfordringer

Septemberforliget gennem 120 år

Septemberforliget er grundstenen i den danske model. Det fik som klassekompromis en afgørende betydning for den faglige og politiske udvikling i Danmark. For borgerskabet var formålet at fastholde sin ejendomsret, at inddæmme arbejderklassens aktive kamp og sikre sig ro på arbejdsmarked.

Foto fra 1. maj 1908 med Stauning i front. Billedet indgår i Arbejdermuseets aktuelle udstilling "Kampen om tiden", som kan ses frem til april 2020.
FOTO: Arbejdermuseet
1 af 1

Borgerskabet kæmpede for 120 år siden hårdt for at knægte arbejderklassen og den fremspirende fagbevægelse. Septemberforliget i 1899 er netop et udtryk for denne benhårde klassekamp mellem borgerskabet og arbejderklassen.

Storlockouten i 1899, eller sultens konflikt, er den største og mest indædte konflikt, som dansk arbejderklasse har kæmpet.

Septemberforliget fik som klassekompromis en afgørende betydning for den faglige og politiske udvikling i Danmark lige siden. I almindelig tale og i den politiske forståelse bliver septemberforliget også omtalt som grundstenen i den såkaldte danske model.

Verden ser unægtelig meget anderledes ud i dag end for 120 år siden, så der er god grund til at se nærmere på ”den danske model” og de udfordringer, som arbejderklassen i dag står overfor i den faglige og politiske kamp.

Ny optimistisk arbejderklasse vokser frem

For at forstå septemberforliget i 1899 er det nødvendigt at se lidt på den klassekamp som udløste den voldsomme konflikt.

I 1880’erne og 1890’erne formes den danske arbejderklasse både politisk og fagligt. Kendetegnende for udviklingen var enheden mellem parti og fagbevægelse, dengang det socialdemokratiske parti. Dette var grundlaget for, at fagforeningerne blev dannet på et klart socialistisk grundlag. En forståelse, som udsprang af både Første Internationales og særligt Anden Internationales politiske grundlag og forståelse.

Anden Internationale blev dannet i 1889 som en sammenslutning af de enkelte landes arbejderbevægelser. Den danske afdeling var et aktivt medlem frem til Anden Internationales sammenbrud og splittelsen i arbejderbevægelsen mellem den socialdemokratiske og kommunistiske bevægelse med Første Verdenskrigs udbrud i 1914.

Anden Internationale satte ved sin stiftelse fokus på kampen for 8 timers arbejdsdag og at gøre første maj til arbejderbevægelsens internationale kampdag.  Men den dannede også rammen for kampen imod internationalt strejkebryderi, som var et stort problem i kampen for arbejderklassens rettigheder og levevilkår.

Borgerskabet, ikke bare i Danmark men i en række europæiske lande, greb i uhørt omfang til lockout våbenet for at knuse de omfattende strejker, som udviklede sig. Som erstatning for de lockout ramte arbejdere, blev skruebrækkere sat ind. Allerede i 1880 forsøgte arbejdsgiverne i Danmark at organisere en gul fagforening ”Arbejdets Værn” til beskyttelse og organisering af strejkebryderne.

Mindsteløn og retten til organisering

Allerede i løbet af 1880’erne rejstes kravet om både mindsteløn og retten til at organisering. Igennem 1890’erne var der et omfattende konfliktniveau. Stor set ingen brancher var uberørte af de voldsomme konflikter og strejker. Mange strejker blev mødt af arbejdsgiverens lockout. I stigende grad udviklede strejkerne sig til principielle konflikter om netop kravet om mindsteløn og retten til organisering og overenskomst.

Metalarbejdernes modsvar var at oprette værkstedsklubber, der lokalt krævede indflydelse på timeløn og akkordsatser og at gøre op med de forhadte værkstedsregler.

Især inden for jernindustrien var arbejdsgiverne aggressive. Arbejdsgiverne, de såkaldte ”jernmænd” førte an i kampen imod arbejderklassen. Metalarbejdernes modsvar var at oprette værkstedsklubber, der lokalt krævede indflydelse på timeløn og akkordsatser og at gøre op med de forhadte værkstedsregler, som ensidigt var fastlagt af de herrer fabrikanter og mestre. I 1897 udkæmpedes en fire måneders lang lockout, der på en række områder sluttede som en sejr for Smede- og Maskinarbejderforbundet.

Arbejdsgiverne måtte gå med til at forhandle værkstedsreglerne og give smedene mulighed for lokalt at forhandle løn. Stridsspørgsmål skulle afgøres ved voldgift. Der var i realiteten tale om en godkendelse af smedenes faglige organisationer, som en ligeberettiget part. Omvendt måtte smedene ikke nedlægge arbejdet, førend der var forhandlet og eventuelt mæglet.

Det blev besluttet at oprette en domstol til afgørelse af faglige stridigheder. Bestemmelser og principper i denne overenskomst peger direkte frem mod septemberforliget to år senere.

Sultens konflikt

I 1898 blev De Samvirkende Fagforbund dannet af 400 delegerede. DSF organiserede 70.000 arbejdere.

To store konflikter, smede lockouten i 1897 og senere malerkonflikten i 1898, demonstrerer arbejdsgivernes og Dansk Arbejdsgiver Forenings forsøg på at vende udviklingen og knægte den voksende arbejderbevægelse.

Det kom til en afgørende styrkeprøve mellem borgerskabet og arbejderklassen i foråret 1899, med afsæt i mindre snedkerstrejker i en række jyske byer. Snedkerne havde stemt nej til et overenskomstforslag, som arbejdsgiverne havde stemt ja til.  Da DSF ikke ville være med til at tvinge snedkerne tilbage i arbejde, svarede arbejdsgiverne igen med at lockoute snedkerne i hele landet. Og da DSF fortsat ikke ville føje DA’s krav om at tvinge arbejderne tilbage til arbejdet, udvidede DA lockouten til hele arbejdsmarkedet. 40.000 arbejdere blev ramt af lockouten og konflikten varede fra maj til september 1899.

Med den omfattende lockout forsøgte arbejdsgiverne at sulte arbejderklassen tilbage til arbejde. Derfor blev konflikten også kaldt ”sultens konflikt”. Sulten bredte sig hastigt i arbejderklassen. Mange blev tvunget til at tage arbejde i udlandet. En storslået international solidaritet blev organiseret i mange europæiske lande.  De lockout ramte arbejdere fik betydelig økonomisk hjælp fra arbejderne fra især de nordiske lande, Tyskland og England.

Selv mange bønder ydede støtte til de lockoutede. Fødevarer blev sendt til byerne, og mange tusinder arbejderbørn fik ferieophold på landet.

Også arbejdsgiverne fik stor støtte fra deres klassefælder internationalt. Storlockouten i 1899, eller sultens konflikt er den største og mest indædte konflikt, som dansk arbejderklasse har kæmpet.

Septemberforliget

Konflikten endte som bekendt med septemberforliget den 5. september 1899. I DSF blev forliget vedtaget med et snævert flertal på 128 stemmer for og 98 imod.

Forligets hovedpunkter var baseret på DA’s udspil og indeholdt følgende hovedpunkter:

  • Fredspligt i overenskomstperioden

  • Centralisering af organisationsansvar. DSF fik påtvunget organisationsansvaret for overenskomsternes overhold også lokalt

  • Snævre regler for varsling af konflikt og sympatikonflikt (strejke og lockout)

  • Anerkendelse af arbejdsgivernes uindskrænkede ledelsesret

  • Anerkendelse af organisationsretten

  • Arbejdsgivernes ret til at holde arbejdsledere, formænd o.l. ude af de faglige organisationer

Med septemberforliget blev indholdet af Hovedaftalen dermed fastlagt. Hovedaftalen forblev uændret i 60 år.

Med Hovedaftalen havde arbejdsgiverne fået et redskab til at bekæmpe den aktive arbejderklasse. De mange konflikter og strejker, der havde været igennem 90’erne, skulle bremses, og der skulle sikres ro på arbejdsmarkedet.

Året efter, i 1900, blev septemberforliget fulgt op med oprettelsen af den ”permanente voldgift”.

Arbejdsret og forligsinstitution

Den permanente Voldgiftsret, der blev oprettet, var ikke en arbejdsret, som vi kender den i dag. Dens område var begrænset alene til overtrædelse af septemberforliget. Den kunne ikke dømme i sager vedrørende brud på kollektive overenskomster i almindelighed. Det betød, at ”almindelige sager” vedrørende strid om arbejdsaftaler fortsat skulle afgøres ved de almindelige domstole.

En af de vigtigste ændringer fandt sted i 1934, da man indførte de såkaldte sammenkædningsregler. Formålet var at begrænse muligheder for legal konflikt.

I 1908 lammede en konflikt på det grafiske område dagspressen, hvilket førte til indgreb fra indenrigsministeren. Dette ført til nedsættelsen af det såkaldte Augustudvalg som i 1910 fremlagde følgende forslag:

  • Oprettelsen af en statslig forligsinstitution.

  • Oprettelse af den permanente voldgift, som kunne behandle brud på kollektive overenskomster. Fra 1964 blev den permanente voldgift til Arbejdsretten. 

  • Den såkaldte ”norm”, der fastslog de almindelige regler behandling af faglig strid.

Hermed var hovedelementerne på plads i det fagretslige system, som vi kender i dag. Der har naturligvis igennem historien været en række konkrete ændringer. En af de vigtigste ændringer fandt sted i 1934, da man indførte de såkaldte sammenkædningsregler. Formålet var at ”begrænse samfundsskadelige konflikter” og begrænse muligheder for legal konflikt. Principperne er fortsat gældende.

Et klassekompromis

Ikke bare i 1899, men også i dag lever vi i et klassesamfund med to hovedklasser – den herskende klasse, borgerskabet på den ene side og arbejderklassen på den anden side. Borgerskabet vigtigste kendetegn er ejendomsretten til produktionsmidlerne. Arbejderklassen vigtigste kendetegn er, at den alene har sin arbejdskraft at sælge til arbejdsgiverne, private som offentlige ansatte.

Arbejdsrettens vigtigste funktion som klassedomstol er at sikre ro på arbejdsmarkedet. Det blev tydeligt demonstreret i december 2018, da LO og DA forhøjede bodsatserne.

Denne grundlæggende marxistiske analyse er stadig gældende og er afgørende for at forstå den danske model som et klassekompromis mellem hovedklasserne. For borgerskabet var formålet med den danske model at fastholde sin ejendomsret, at inddæmme arbejderklassens aktive kamp og institutionalisere klassesamarbejdet for at sikre ro på arbejdsmarked.

Derfor bærer de forskellige dele af det fagretslige system så at sige et ”klassestempel”

Det ses i Hovedaftalens bestemmelse om og forståelse af arbejdsgivernes ledelsesret, og ikke mindst Hovedaftalens §2 om påbud om ro på arbejdsmarked i overenskomstperioderne.

Arbejdsrettens vigtigste funktion som klassedomstol er at sikre ro på arbejdsmarkedet. Dette blev tydeligt demonstreret i december 2018, da LO og DA forhøjede bodsatserne for deltagelse i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Den sædvanlige bod for deltagelse i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser blev hævet fra 40 kr. til 56 kr. pr. time for faglærte og fra 35 kr. til 50 kr. pr. time for ufaglærte. Tillægget for fortsat arbejdsnedlæggelse efter pålæg i Arbejdsretten blev fastholdt på det nuværende niveau på 30 kr. pr. time for både faglærte og ufaglærte. Disse ændringer skete i stilhed bag lukkede døre som en simpel forhandling.

Samme klassestempel har forligsmandsloven og især reglerne om sammenkædning. Formålet med forligsmandsloven er at ” hjælpe parterne til at indgå forlig så konflikter kan undgås”. De gamle betragtninger fra 30’erne om at forhindre ”samfundsskadelige konflikter” har skam ikke mistet sin betydning.

Omvendt fik arbejderklassen i kraft af sin aktive klassekamp sikret en række vigtige principielle og afgørende indrømmelser.

  • Retten til at forhandle overenskomst direkte med arbejdsgiverne uden at de politiske systemer blander sig.

  • Retten til konflikt hvis der ikke er enighed.

  • Retten til urafstemning så de, der arbejder under overenskomsten, selv afgør, om de vil stille deres arbejdskraft til rådighed inden for rammerne af den aftale, der er forhandlet.

  • Retten til at kræve overenskomst og konflikte for den ved brug af sympatikonflikter. Dette gælder også overfor arbejdsgivere, der har en gul overenskomst.

Styrkeforholdet mellem klasserne

Som sagt er verden i dag meget anderledes end i 1899. Men på trods af alle de forskelle der eksisterer, er verden dag stadigvæk og uheldigvis kan man sige, kapitalistisk i sin imperialistiske tidsalder.

Ejendomsretten til produktionsmidlerne og de værdier der skabes, er blevet endnu mere monopoliserede og koncentreret på færre hænder.  En udvikling som er grundlaget for en stadig større ulighed i verden, og for arbejderklassens relative forarmelse og nu i stigende grad også absolutte forarmelse.

En udvikling som både er fremmet og betinget af neoliberalismens voldsomme aggressive fremfærd imod arbejderklassens rettigheder, kollektive aftaler og samfundsmæssige indretninger, der lugter en smule af fællesskab og solidaritet. Hvad der har været bygget op igennem mange års hård klassekamp rives hensynsløst ned. Kapitalens rå magt og hensynsløse jagt efter maximal profit bliver mere og mere tydelig.

Alt dette har ført til at styrkeforholdet mellem klasserne har ændret sig. Arbejderklassen står nu i en defensiv. Den herskende klasse har ikke længere brug for det klassesamarbejde, som begyndte med septemberforliget, og som især blev bygget op efter Anden Verdenskrig, under stærk påvirkning af den antifascistiske kamp og borgerskabet frygt fra det dengang socialistiske Sovjetunionen.

Fagbevægelsen fremtid

Igennem hele fagbevægelsens eksistens har der altid eksisteret en kamp om dens linje. Skal den tilpasse sig klassesamarbejdet og se sig selv som en serviceorganisation, eller skal fagforeningerne være kamporganisationer i kampen for arbejderklassens levevilkår, overenskomster og organisering.

Den aktivistiske og kæmpende fagbevægelse må ruste sig til kamp, mod alle dem som vil undergrave de tilkæmpede rettigheder. 

Det strategiske perspektiv for fagforeningerne, klassesamarbejde eller kamporganisation, er afgørende for kampen imod alle de angreb, der er på arbejderklassens rettigheder og for at fastholde et stærkt kollektivt forhandlingssystem uden politisk indblanding. 

Den aktivistiske og kæmpende fagbevægelse må ruste sig til kamp, mod alle dem som vil undergrave de tilkæmpede rettigheder. Modstanderne er mange - ikke bare EU og arbejdsgiverkredse, men også visse politiske partier i Folketinget og sidst de gule skruebrækkerforretninger som Krifa og Det Faglige Hus.

Samtidig bliver fagforeningerne presset af faldende medlemstal og organisering, en faldende overenskomstdækning, og ikke mindst en række overenskomst forløb inden for de private område i 2017, 2014 og 2012, som på ingen måde har levet op til de forventninger som medlemmerne havde.

EU er en hovedtrussel

Udviklingen de sidste 10-15 år af EU’s indre marked og især kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed har for alvor sat vores rettigheder under pres. Et pres der slet ikke er kulmineret endnu.

EU presser alle fagbevægelsens grundlæggende rettigheder:

  • Retten til at forhandle overenskomst direkte med arbejdsgiverne uden at de politiske systemer blander sig, skal erstattes af en lovbestemt mindsteløn. Og uanset formen, om det bliver en lovbestemt mindsteløn eller mindsteløn forhandlet mellem parterne som ophøjes til lov. Hvis lovbestemmelse af mindstelønnen gøres til en del af det parlamentariske system, vil det være ødelæggende for lønforhandlinger mellem parterne. Ikke kun de centrale forhandlinger men især for de lokale lønforhandlinger, der som bekendt er en vigtig del af løndannelsen for store dele af arbejdsmarkedet.
    Den nye EU-kommissionsformand von der Leyen har gjort indførelsen af europæisk mindsteløn til en af hendes mærkesager. Også  Lars Løkke var på banen med forslag om lovbestemt mindsteløn under valgkampen. Selv på venstrefløjen, og endda ind i Enhedslisten faglige bagland, er der opbakning til lovbestemt mindste løn. Nogle argumenterer med, at det er solidarisk med arbejderklassen i Sydeuropa. Men det er at vende solidaritetsbegrebet fuldstændig på hoved.

  • Retten til at kræve overenskomst og etablere såvel konflikt som sympatikonflikt for at opnå overenskomst. Denne ret gælder også i dag overfor arbejdsgivere, der har en gul overenskomst. Retten er allerede i dag begrænset overfor virksomheder fra andre EU-lande, hvor der ikke kan stilles de samme krav til overenskomst som til danske virksomheder. Et direkte resultat af den såkaldt Laval dom, og som er kraftigt medvirkende til den omfattende sociale dumping, der eksisterer på det danske arbejdsmarked.
    Under den såkaldte ”Vejlegårdskonflikt” oplevede vi, hvordan en hel række politiske partier stod i kø for at ville begrænse retten til både at rejse overenskomstkrav og til at iværksætte sympatikonflikt. Det lykkedes ikke dengang, men det er kun et spørgsmål om tid, før der gøres et nyt forsøg.

  • Et andet område, hvor presset fra EU er stadig voksende, er forholdet mellem kollektive og individuelle rettigheder. Det danske overenskomstsystem er bygget op på kollektive aftaler. Overenskomster og deres overholdelse er grundlæggende et forhold mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne, hvorfor fagforeninger også kan føre sager om overenskomstbrud overfor arbejdsgiverne, som omfatter samtlige ansatte uanset deres organisationsforhold. Efterbetaling for brud udbetales dog kun til medlemmer af fagforeningen. Dette forhold er under pres. Hvis fagforeningerne i fremtiden ikke kan føre sager på samtlige brud, vil det være en alvorlig svækkelse af fagforeningerne.

Decentrale overenskomstforhandlinger

En af de alvorligste trusler imod retten til at forhandle overenskomst og retten til at sige nej til et forhandlet resultat for at gå i konflikt kommer fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Det paradoksale i de såkaldte decentrale overenskomstforhandlinger er, at de fra arbejdsgiverside aldrig har været så centralistiske, som de er i dag. DA har med Industriens Arbejdsgivere, vor tids ”jernmænd”, sat sig fuldstændig på overenskomstforhandlingerne inden for samtlige brancheområder. Ingen aftaler kan indgås før Industriens arbejdsgivere og CO Industri har indgået et forlig. Og ingen overenskomster bliver godkendt, før de har været igennem ”vogternes råd” i DA.  De bestemmer den økonomiske ramme, men også principperne for, hvad overenskomster må indeholde inden for de enkelte brancheområder. Derfor har flere brancheområder ikke haft reelle overenskomstforhandlinger ved indgåelsen af de sidste overenskomster. 

Det paradoksale er dog, at det socialdemokratiske dominerede CO Industri bevidst ignorerer disse kendsgerninger og fastholder sin usolidariske holdninger og praksis overfor de øvrige forhandlingsområder. Belært af erfaringer fra den offentlige overenskomstforhandling i 2018 bliver et afgørende spørgsmål for OK 2020 på det private område derfor, om det lykkes af skabe en form for solidaritetspagt, som sikrer, at alle får reelle muligheder for forhandling.

Overenskomst shopping

Et stigende antal arbejdsgivere skifter arbejdsgiverforening for at presse løn og arbejdsforhold til et dårligere niveau. Skift af arbejdsgiverforening bliver brugt til social dumping. Uanset branche skifter arbejdsgivere især til Industriens Arbejdsgiverforening for at blive omfattet af Industriens overenskomst. En overenskomst som er tilpasset jernets minimallønsområde med en historisk tradition for stærke tillidsrepræsentanter og et lokalt forhandlingssystem. Der hvor dette system ikke fungerer, medfører overgangen til Industriens overenskomst social dumping, og dårligere løn og arbejdsforhold. Det viser eksemplet med DSB, som endda har tradition for stærke faglige positioner.

Et stigende antal arbejdsgivere skifter arbejdsgiverforening for at presse løn og arbejdsforhold til et dårligere niveau. Skift af arbejdsgiverforening bliver brugt til social dumping. 

At arbejdsgiverne ønsker at købe arbejdskraften så billigt som muligt kommer ikke som en overraskelse. Langt værre er det, at der inden for fagbevægelsens egne rækker også sker en overenskomst shopping, simpelthen ved at man stjæler hinandens overenskomstområder og de medlemmer, der følger med. Især forhandlingsfælleskabet CO Industri har de seneste år gjort sig uheldig bemærket i denne henseende. Konsekvensen af dette tyveri er dog ikke anderledes end når arbejdsgiverne shopper– social dumping.

Gør fagforeningerne til kamporganisationer

Da LO’s daværende formand Thomas Nielsen på LO kongressen i 1982 udtalte de berømte ord – ”Vi har sejret ad helvede til”, markerede det toppunktet af det socialdemokratiske klassesamarbejde.

Siden da, har styrkeforholdet ændret sig, og gradvist har arbejdsgiverne med større og større gennemslagskraft sat deres egen dagsorden. Også fagbevægelsens kampkraft og samfundsmæssige betydning har siden da været på tilbagegang.

Forudsætningen for at forsvare arbejderklassens ret til overenskomster, konflikter og sympatikonflikter og til organisering afgøres alene af fagbevægelsen styrke. Vi får intet forærende, hverken af arbejdsgiverne, EU eller politikere.

Derfor er det afgørende spørgsmål for fagforeningernes fremtid at udvikle dem som solidariske kamporganisationer til fælles forsvar for arbejderklassens rettigheder og levevilkår.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nummer 3, september 2019.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2019 - 07:00   16. nov. 2019 - 07:02

Analyse

Jan Mathisen
Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse