14 Nov 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Akademikerne har lært af OK18

Prekære arbejdsforhold skal bekæmpes

Akademikerne har lært af OK18

Lønpres, dårligt psykisk arbejdsmiljø, skyhøj arbejdsintensitet, høje produktionskrav, stress og prekarisering er blevet dagligdag for mange akademikere. Erfaringerne fra OK18 viser imidlertid, at der er potentiale for en øget organisering af akademikere til kamp for ordnede forhold.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Akademikerne er som faggruppe under pres, og prekære ansættelser, dårlige arbejdsvilkår og lønpres er dagligdag for mange. Erfaringerne fra OK18 viser imidlertid, at der er potentiale for en øget organisering af akademikere til kamp for ordnede forhold. Løsningen hedder bevidstgørelse, solidaritet og fælles front.

Gode løn- og arbejdsvilkår er ikke længere en selvfølge, fordi du er akademiker.

Akademikere er den mest privilegerede del af den arbejdende befolkning. Dette er et udsagn, man som akademiker ofte møder i en eller andet form, og det er ikke helt ubegrundet. For eksempel kan tidligere forskningschef ved Det Nationale Forskningscenter for velfærd, Niels Ploug, fortælle, at akademikere i gennemsnit lever fem-seks år længere end folk, der kun har grunduddannelse som højeste uddannelse, at de har generelt sundere livsstil og bedre indkomst. 

Samtidig har vi over en årrække set en forskydning i dette billede, som går i retning af, at akademikerområdet kommer mere og mere under pres. Gode løn- og arbejdsvilkår er ikke længere en selvfølge, fordi du er akademiker.

Lønpres, dårligt psykisk arbejdsmiljø, skyhøj arbejdsintensitet, høje produktionskrav, stress og prekarisering er blevet dagligdag for mange akademikere. Nye tal viser eksempelvis, at knap halvdelen af alle nyuddannede akademikere bliver ansat i tidsbegrænsede stillinger, og at knap 20 procent af alle offentligt ansatte akademikere er ansat i tidsbegrænsede stillinger. Til sammenligning ligger gennemsnittet for andre erhvervsgrupper på mellem syv og 12 procent (dr.dk, 22.08.18). I denne artikel bliver der sat spot på disse vilkår.

Turbulent vej til fast arbejde

Jeg har selv en historie bag mig med en turbulent vej til fast arbejde, efter jeg blev uddannet psykolog i 2009. Jeg har været ansat i korte, tidsbegrænsede stillinger, timelønnet og på deltid som ekstern lektor, ansat i løntilskud og tre måneder fra at falde ud af dagpengesystemet.

Derudover har jeg arbejdet med vejledning af arbejdsløse akademikere, hvilket har givet mig et kig ind i dagligdagen hos denne gruppe af arbejdsløse. I dag sidder jeg i en fast stilling som akademisk fuldmægtig på Aarhus universitet i et område, der ryger i udbud hvert 2-4 år, og min arbejdsplads risikerer af den grund konstant nedlæggelse med kort varsel. Min vej ind på arbejdsmarkedet er ikke atypisk og vidner om den prekarisering, der sker af det akademiske arbejdsmarked.

På mit nuværende arbejde er jeg AC-tillidsrepræsentant for psykologer og magistre. På Aarhus Universitet, AU, er vi ansat på statens område, og næsten alle akademikere på AU blev i forbindelse med OK18 lockoutvarslet. I dag står vi derfor med en række erfaringer omkring faglig organisering, som vi ikke havde for bare et halvt år siden.

Proletarisering af akademikerne

Akademikere har over en årrække oplevet et stigende pres på ansættelsesvilkår og løn. De tider er slut, da en akademikertitel i sig selv var garanti for sikkerhed i ansættelsen, gode arbejdsforhold, høj løn og samfundsmæssig status. I takt med det generelt stigende pres på den arbejdende befolkning er også akademikerne blevet ramt af den øgede profitmaksimering og de styringsregimer, som præger den moderne kapitalisme.

Min vej ind på arbejdsmarkedet er ikke atypisk og vidner om den prekarisering, der sker af det akademiske arbejdsmarked.

Akademikerne har som gruppe været nogle af de sidste til at blive ramt af denne udvikling, og derfor siger det rigtig meget om arbejdsmarkedet som sådan, når denne gruppe i væsentlig grad proletariseres. Hvor akademikere som gruppe i årevis var yderste bastion, må vi se i øjnene, at denne bastion i dag også er indtaget, og at man som lønarbejder ikke er garanteret noget som helst, uanset om man hører under LO, FTF eller AC.

Overarbejde uden kompensation

Hvis vi tager et kig på Aarhus Universitet, har der i årevis været tydelige tegn på det pres, som de ansatte oplever i dagligdagen.

Universitetets psykiske arbejdspladsvurdering viser i 2016, at 52 procent af den samlede gruppe af ansatte angiver, at de arbejder væsentligt mere, end deres arbejdstidsaftale foreskriver. Zoomer man ind på de enkelte fakulteter, viser det sig, at der på fakulteterne Health og Science and Technology er hele henholdsvis 50 og 57 procent, mens det på både Arts og Business and Social Sciences er 65 procent, der arbejder væsentligt mere end den aftalte arbejdstid.

Medarbejderne angiver, at den primære grund til, at de arbejder over, er, at de ellers ikke kan nå deres arbejdsopgaver, og at der ikke er andre, som kan overtage de ophobede opgaver. Ligeledes oplever mange, at hvis de skal have en tilfredsstillende karriereudvikling, så er de nødt til at arbejde meget over for at holde trit. Dette overarbejde kompenseres ikke økonomisk eller med afspadsering på området for det videnskabelige personale.

I Ugebrevet A4 den 13. august 2015 forklarer Arbejdslivs- og stressforsker på Aalborg Universitet, Einar Baldursson:

"Universitetsarbejde er for eksempel unddraget arbejdsmiljølovens bestemmelser om 11 timers reglen. Universitetsansatte er sådan set frit stillet til at arbejde i døgndrift, hvis de vil det, og ledelsen er frit stillet til at planlægge sådan, at forskerne og underviserne kan arbejde løs, og det er skidt (…) Som ansat er der fortsat en tradition med, at man arbejder som død og helvede i perioder, fordi man med sikkerhed ved, at man i andre perioder har mere tid til hvile. Men traditionen stammer fra dengang, hvor undervisning var langt mere afgrænset i tid. I dag spreder undervisningen sig over det meste af året, og man underviser allerede fra august, eksaminerer i januar, og der er eksamener indtil slutningen af juni".

Baldursson peger endvidere på, at arbejdet på universiteterne i dag minder om industriel produktion:

"Vi skal se i øjnene, at universitetet i dag meget mere er et produktionsanlæg, og at der ikke er nogen vej udenom, at ledelsen i højere grad agerer værkfører. Sådan at ledelsen hele tiden realistisk vurderer, hvad det koster at løse opgaverne og også tør sige: ’Det har vi sgu ikke råd til’. Og det bør man gøre, fordi de menneskelige omkostninger er så store for de ansatte".

Angsten for fyring

Det er en uholdbar situation, at vi har så mange ansatte, som systematisk overarbejder, hvilket naturligvis fører til overbelastning.

Samtidig er det hverdag for mange akademikere på Aarhus universitet at bekymre sig om fremtidsudsigterne for arbejdet og om mulig fyring. AU har været igennem store fyringsrunder; særligt besparelserne i 2014 hvor man gennemførte personalebesparelser svarende til lige under 400 fuldtidsstillinger. I sidste ende blev der ikke udsendt 400 fyresedler, da mange mere eller mindre frivilligt accepterede fratrædelsesordninger eller pensionering, desuden undlod man at forlænge midlertidigt ansatte, ligesom mange deltidsundervisere blev reguleret markant ned i tid.

I arbejdspladsvurderingen fra 2016 på AU viser det sig, at 24 procent af alle ansatte ser dystert på fremtiden. En AC-tillidsrepræsentant udtaler i Omnibus, 26.05.16:

"Flere besparelser hænger stadig over os som en tung sky de næste år. Jeg oplever, at der blandt medarbejderne har indlejret sig en grundangst for at blive fyret i næste fyringsrunde. Man dukker nakken og gør ikke opmærksom på problemer, fordi man ikke vil være en brokrøv (…) Det at fyre medarbejdere har så komplekse indvirkninger på organisationen, at jeg slet ikke forstår, at man kaster sig ud i det gang på gang. Et andet resultat er jo også, at vi i APV’en kan se, at 15 procent af medarbejderne i AU Uddannelse ikke kan anbefale deres arbejdsplads til andre".

Akademiske daglejere

Ud over den almindelige frygt for fyring er der en særlig problemstilling, som med raske skridt bliver mere og mere udbredt på universiteterne; tidsbegrænsede ansættelser og deltidsstillinger.

Hvis vi kigger på Københavns Universitet, kan vi se, at der ifølge Uniavisen for otte år siden var under 900 løstansatte på KU med tidsbegrænsning på deres ansættelse. I 2013 var antallet steget til næsten 3.000. Der var til sammenligning i 2015 cirka 2.000 fastansatte lektorer og professorer på Københavns Universitet, hvilket svarer til en stigning på cirka 500 fra 2009 til 2013.

Dertil kommer, at universiteterne har et stort forbrug af timelønnede undervisere og eksterne lektorer, som kun får løn for præcis de timer, de lægger, og som ikke er garanteret timer, ikke optjener pension og på alle måder fungerer som akademiske daglejere. Overordnet set tegner der sig altså et billede af et område under pres, og hvor de gode forhold på ingen måde er givet.

OK18 - en brat opvågnen

På trods af, at mange akademikere har oplevet disse forringelser af deres vilkår over en årrække, var overenskomstforhandlingerne for det offentlige område i år, OK18, på mange måder en brat opvågnen – også for de akademiske fagforeninger.

Vi skal ifølge dm.dk helt tilbage til den store akademikerkonflikt i 1969, hvor 800 akademikere strejkede i fem uger, for at finde kamperfaringer inden for AC-området (AC: Akademikernes Centralorganisation). Det betød, at de akademiske fagforeninger på mange måder stod på bar bund, da muligheden for en konflikt på det offentlige område meldte sig.

For fagforeningerne betød det, at man skulle have udviklet et helt apparat til at varetage denne nye, uvante situation; konfliktvejledning, sekretariater, systemer til håndtering af konfliktstøtte/lån, materialer, oplysningsmøder for medlemmer og tillidsrepræsentanter og meget mere.

Dertil kommer, at akademikerne måske nok er organiseret i fagforeninger på mange arbejdspladser, men til gengæld har man ikke etableret et reelt fungerende klubarbejde eller en egentlig forståelse af sig selv som lønmodtagere. Arbejdspladserne var altså også meget svagt organiserede på mange måder, da OK18 begyndte at få skær af konflikt. Vi så altså en situation, hvor et helt hovedområde reelt skulle bygge konfliktbåden, mens vi sejlede, og det uden at have tegninger ved hånden.

Arbejdsgivernes krav

De offentlige arbejdsgiveres udspil til OK18 var grove, ideologiske krav, som hvis gennemført ville ramme lønmodtagerne på alle niveauer hårdt. Nogle krav ville dog ramme akademikere hårdere end andre og fik derfor særligt de akademiske forbunds opmærksomhed.

Den bebudede afskaffelse af den betalte frokostpause som en ret ville ramme AC særligt hårdt og ville kunne betyde opskruet arbejdstid, fald i timeløn og reduktion i antal medarbejdere svarende til en personalebesparelse på 7,52 procent. Derfor blev frokostpausen et afgørende stridspunkt.

Desuden ønskede arbejdsgiverne at lægge mere af lønnen ud til lokale forhandlinger, så automatiske anciennitetsbestemte lønstigninger erstattedes af individuelt forhandlede tillæg for den enkelte, hvor hver medarbejder "får som fortjent".

Desuden ønskede arbejdsgiverne at opretholde det asociale privatlønsværn, der fastholder det offentlige område i en ringere lønudvikling end det private.

Lønmodtagerbevidsthed i udvikling

På Aarhus Universitet begyndte tingene for alvor at tage fart i marts måned. Her var der indkaldt til flere møder for tillidsfolk og for ansatte akademikere på AU, hvor vi diskuterede konflikten og mulige kampskridt på arbejdspladsen.

I løbet af ganske kort tid begyndte flere og flere at blive bevidste om, at vi som akademikere er lønmodtagere på lige fod med alle andre, og denne udvikling gik overraskende stærkt. 

Det var interessant at følge disse møder og udviklingen i de foki, der blev opsat. Til at begynde med handlede mange diskussioner om hensynet til arbejdet, forskningen og de studerende. Flere gav udtryk for, at konflikten helst skulle genere både forskning og de studerende mindst muligt, og nogen gav udtryk for, at man egentlig gerne ville arbejde noget ekstra for at undgå gener.

Denne linje ændrede sig imidlertid som tiden gik. Det var tydeligt, at flere og flere blev klar over, at et så omfattende lockoutvarsel er et meget aggressivt kampskridt rettet mod lønmodtagerne fra statens side. Ud af dette voksede der en bevidsthed frem om, at vi som lønmodtagere ikke skal ’afbøde’ for de skadevirkninger, et sådant kampskridt kan få, da vi så reelt ville gå moderniseringsstyrelsens ærinde.

Diskussionerne ændrede karakter, og vi begyndte at tale om aktionsformer, demonstration på konfliktens første dag, konfliktaktiviteter, konfliktcafeer og meget mere, som var nyt og fremmed for de fleste akademikere på AU.

I løbet af ganske kort tid begyndte flere og flere at blive bevidste om, at vi som akademikere er lønmodtagere på lige fod med alle andre, og denne udvikling gik overraskende stærkt. Det er klart, at dette ikke gjaldt for alle, og at mange medarbejdere formodentligt gik rundt og var relativt upåvirkede af konflikttruslen. Men blandt de folk, der faktisk dukkede op til møder og aktiviteter, var der en mærkbar udvikling.

Undervejs i forløbet så vi kollegaer fra AU dukke op til demonstrationer for første gang, lave morgenhappenings foran universitetet, arrangere demonstrationer og holde taler, udtale sig til medier, deltage i andre gruppers arrangementer om OK18, blande sig i den offentlige debat og i det hele taget vise en vilje til aktivisme, som er sjældent set blandt akademikere på universiteterne.

Nye i konflikten

Også fra AC-fagforeningernes side var der helt nye toner. Jeg står selv i Dansk Psykolog Forening, og her var man for første gang i årtier ude med bannere, og man havde fået lavet konfliktveste til alle dem, der kunne tænkes at blive ramt af lockout eller var strejkevarslet.

Det lyder sikker ikke af noget særligt, hvis man er fra et LO eller FTF-forbund, men på AC-området er det banebrydende nyt og udtryk for, at man begyndte at handle som en kæmpende organisation. Også en forening som Djøf meldte sig ind i kampen og havde fået produceret materialer med "Pas på mig – jeg er ny i konflikten". Dansk Magisterforening var også markante i deres tilstedeværelse under konflikten og i understøttelsen af medlemmernes aktiviteter.

I samme periode oplevede AC-forbundene markant medlemsfremgang. Dette skyldes formentlig dels, at uorganiserede meldte sig ind for at kunne modtage konfliktlån- eller støtte, men en del af de nye indmeldelser må også anses for udtryk for en bevidstgørelse om, hvad en fagforening er til for og en øget opbakning bag akademikernes krav i OK18.

Den solidariske linje

Akademikerne formåede som hovedorganisation at fastholde en solidarisk linje i forhold til de andre forbund. Man viste sig villig til at gå i konflikt, hvis det var det, der skulle til. Sara Gundelach Vergo, formand for Djøf Offentlig, udtalte den 17. april 2018 til dr.dk:

På den vis blev OK18 en kulmination på en utilfredshed, der ulmer som aldrig før i det akademiske bagland.

"Der har været alle mulige tiltag, der har forringet forholdene for vores medlemmer, og det har skabt en mistillid. Derfor er djøf’erne parate til at gå i konflikt - selvom ingen ønsker, at vi ender dér".

Og lige præcis Vergos udlægning rammer hovedet på sømmet i forhold til det, mange akademikere har følt og i tiltagende grad er blevet bekræftet i under OK18-processen; at vores forhold er blevet systematisk forringede, at vi har mistillid til, at de offentlige, øverste arbejdsgivere vil os det godt, og at vi har fået nok.

På den vis blev OK18 en kulmination på en utilfredshed, der ulmer som aldrig før i det akademiske bagland.

Organiseringen af prekært ansatte

Som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen, og på trods af alle de positive udviklinger, der er beskrevet i artiklen, er det akademiske område stadig et notorisk tungt område at skabe faglig aktivitet i.

De seneste år har der dog været spirende tiltag i retning af, at flere særligt prekært ansatte akademikere er begyndt at organisere sig. På Københavns Universitet blev der ifølge Uniavisen for eksempel i 2017 etableret en ny forening, der kæmper for de løstansatte akademikeres rettigheder på KU.

Foreningens medlemmer er T-VIPere, hvor T’et står her for temporary; det vil sige tidsbegrænsede, videnskabeligt ansatte. Medlemmerne er først og fremmest postdoc`er, men foreningen er også åben for videnskabelige assistenter, ph.d.-studerende og eksterne lektorer. Her er rettigheder særligt i fokus, og klubben går på tværs af de traditionelle strukturer, der er rundt om tillidsrepræsentationen på universitetet.

Klubarbejdet som grundsten

Konkret har læren af OK18 været, at der er behov for øget organisering og aktivitet i de akademiske miljøer, hvis vi skal kunne yde et modsvar mod det pres, vores områder udsættes for.

Der er behov for en øget organisering af medarbejderne på de enkelte arbejdspladser. Her skal der arbejdes systematisk med at få et egentligt klubarbejde op at stå. Mange arbejdspladser er kendetegnet ved, at man har en tillidsrepræsentant, som kører sololøb mere eller mindre uforskyldt. Risikoen er her, at tillidsrepræsentanten brænder ud eller kommer til at lægge sig for tæt op af ledelsen, da ledelsen nemt bliver nærmeste sparringspartner i dagligdagen, hvis man ikke har en aktiv klub bag sig.

Mange peger på, at akademikere har en mindre grad af lønmodtagerbevidsthed end mange andre faggrupper. Min erfaring er, at vanskelighederne ved at organisere akademikere ikke kun bunder i ’mangel på klasseforståelse’. Det handler i høj grad også om deres forhold til arbejdet, som for nogen har karakter af kald, personligt udviklingsprojekt og meget høj faglighed; også når det går ud over eksempelvis fritiden.

Når man oplever sit arbejde på den måde, kan det meget nemt se ud som om, at medarbejdere og arbejdsgivere har samme interesser, og dermed bliver det svært også at se sig selv som en lønmodtager. Hvis man skal have organiseret akademikerne på en succesfuld måde lokalt, så skal denne dobbelthed tages dybt alvorligt og ikke forsøges reduceret.

Faren er, at man som TR enten forsøger at trække i retning af en ren strukturel lønmodtagerposition, som de ansatte ikke kan se sig selv og deres faglighed i. Eller at man som TR kommer til at præsentere fagforeningen og klubarbejdet som et serviceorgan for de enkelte medarbejderes individuelle interesser til støtte for deres karriere og på den måde utilsigtet støtter en individualisering af området. Der skal altså arbejdes benhårdt på, at denne kompleksitet bevares og italesættes i klubarbejdet.

Desuden kan det være en god ide at sætte et særligt fokus på psykisk arbejdsmiljø og herunder især stress, da mange akademikere oplever overbelastning af forskellig art. Også her er det relevant at binde spørgsmålet sammen med faglighed, for hvordan kan man præstere på et fagligt højt niveau, hvis alle ens kognitive funktioner er sat ud.

Som akademikere er vores væsentligste instrumenter til arbejdets varetagelse vores hoveder, og dårligt psykisk arbejdsmiljø er en sikker vej til sløve instrumenter.

En anden væsentlig pointe er, at man som TR for moderne akademikere nemt kan forfalde til tanken om, at det er umuligt at skabe fællesskab i denne gruppe, for alle er kun optaget af, hvad de selv kan få ud af det. Her gælder det om at holde skruen lige i vandet og opruste på fællesskab og sammenhold. Det er afgørende, at vi som tillidsfolk tør gå forrest i at ansvarliggøre vores kolleger i forhold til den fælles opgave, det er at sikre ordentlige forhold på arbejdspladsen. Vi skal tydeligt kunne sige til den enkelte, hvordan vi ser, at lige præcis han eller hun kan bidrage ind i klubarbejdet. Og hvis man ikke ønsker at deltage for sin egen skyld, så bør man gøre det for kollegaerne. For det handler netop ikke bare om en selv.

Desuden kan det være en fordel at arbejde på at skabe ’ambassadører’ for klubben; det vil sige kollegaer, som aktivt taler med andre kollegaer om vigtigheden af klubarbejde og prikker konkrete kollegaer til at deltage i arbejdet. Her er det vigtigt at huske, at selvom mange mennesker føler sig pressede af tanken om forpligtende fællesskaber i dag, så savner rigtig mange samtidig disse fællesskaber.

Derfor er det også afgørende, at man som tillidsperson ikke forfalder til en klassisk idealistisk tanke om, at en masse kollegaer skal mene, det er en god ide med et aktivt klubarbejde, førend det kan etableres. I praksis er det næsten omvendt; arbejdet skal etableres og folk skal inddrages, og herefter begynder meningsfuldheden af arbejdet at udkrystallisere sig for medlemmerne. Det er et langt sejt træk, der skal til. Men tiden til dette seje træk er nu.

Fællesskab i kamp

Desuden bør der ske en styrkelse af samarbejdet på tværs af arbejdspladser i lokalområderne. Der bør i regi af de enkelte fagforeninger skabes fora for tillidsfolk på tværs af arbejdsplader, så man som TR får et egentligt netværk og TR-kollegaer.

Som akademikere er vi ikke fredede for kapitalismens forsøg på at udvinde stadig mere værdi fra landets arbejdende befolkning. 

Derudover og mindst ligeså vigtigt skal der etableres organiserede netværk af akademiske tillidsfolk på tværs af fagforbund i lokalområderne.

Endelig skal fagforeningerne i AC styrke og udbygge det samarbejde, der er skabt under OK18. Det drejer sig både om samarbejdet AC-forbundene imellem, men også om samarbejdet med forbundene i det ny hovedforbund LO/FTF. Og forbundene skal turde stå frem med en offensiv solidarisk og fagpolitisk linje og fuldstændig droppe det fordelsklub- eller forsikringsimage, som mange i desperation efter medlemmer har etableret.

Foreningerne skal turde bekende kulør som kæmpende aktører, som vil noget med samfundet; at skabe ordentlige forhold igennem konkret solidaritet og organisering af lønmodtagerne.

Som akademikere er vi ikke fredede for kapitalismens forsøg på at udvinde stadig mere værdi fra landets arbejdende befolkning. Derfor har vi brug for kæmpende fagforeninger, som har både erfaringerne, beredskabet og viljen til at stille progressive krav og sætte handling bag ordene.

Og vi har brug for fagforeninger, der går forrest i solidaritetsarbejdet. Solidaritet er ikke et ord, vi kun skal bruge ved skåltaler og festlige lejligheder; solidaritet er konkret. Og det er det konkrete arbejde, der skal i forgrunden nu. Uden den konkrete solidaritet er vi ingenting og har ingen eksistensberettigelse som fagforbund. Men formår vi at stå sammen, er der ingen ende på, hvad vi kan opnå.

15. okt. 2018 - 08:51   15. okt. 2018 - 10:37

Arbejdsmarked

Louise Margrethe Pedersen
Cand.psych. og AC-tillidsrepræsentant på Aarhus Universitet