16 Aug 2018  

KBH: Spredte skyer, 22 °C

VETO går ikke efter at behage

Nyt album

VETO går ikke efter at behage

VETO er gået fra en lyd, der overvejende har været præget af elektronik, til en lyd, der mildest talt er det elektroniskes diametrale modsætning, men det dystre univers i bagkataloget lever i bedste velgående på det nye album ”16 Colors”.

Bandet VETO med forsanger Troels Abrahamsen i midten.
FOTO: Kristoffer Juel
1 af 1

Egentlig var denne anmeldelse af VETOs nye og femte studiealbum "16 Colors" skrevet med et mindre end positivt udgangspunkt. I de første gennemlyt af albummet forekom det, at VETO havde forbrudt sig på frasen "If it ain’t broken – don’t fix it". Bandet er nemlig gået fra en lyd, der overvejende har været præget af elektronik, til en lyd, der mildest talt er det elektroniskes diametrale modsætning.

VETOs album kan være en god og mere blid indgangsvinkel for uindviede til bandets univers.

Men musikken og det dystre univers, der i VETOs bagkatalog for det meste har været på spisesedlen, lever i bedste velgående. Og dette skyldes ikke mindst Troels Abrahamsens vokal, der i øvrigt også er trukket igennem fornyelsens maskine, og er kommet ud på den anden side som en voksen version af den lyd, man i sin tid fandt på hans sideprojekt SuperTroels.

"16 Colors" henviser til de 16 farver, man støder på, når man navigerer i den digitale verden, men også en metafor for de farver man oplever og forstår verden ud fra, med alle de begrænsninger det medfører.

Smidig ordsmed

Abrahamsen har eksperimenteret med en anderledes tilgang til sangskrivning på dette album, og den ordsmidighed, der altid har været kendetegnet for produktet af hans skriblerier, er intakt.

Det er næsten som om musikken forventer, at hvem der nu lytter, selv spiller en aktiv rolle i indlevelsen i musikken. Den forventer, at man sætter gang i noget hjerneaktivitet. Musikken taler altså måske i højere grad end før til hjernen frem for hjertet.

Man skal selvfølgelig som lytter være gearet til at påtage sig sådan en rolle, for ellers kan det hele godt virke lidt overfladisk. Men Troels Abrahamsen og hans sagnskrivning har belæg for, at han er alt andet end overfladisk, og nummeret "Oh Center" føjer til dette belæg i form af en svensk skovsø-dybde featuring et mellemstykke, der har rødder i nordisk-mandekors sangtraditioner.

Insisterer på at vokse

På "16 Colors" og især titelnumret "16 Colors" og nummeret "Measures", fornemmer man en insisterende stædighed, der tramper i gulvet og banker i bordet, mens den skriger, at den har ret til at vokse og udvikle sig. Det er det, der gør det seneste album fra VETO så fedt. Her er der ingen trang til at please og gøre, hvad der forventes. Der er blot en naturlig trang til at udvikle sig som musiker og en opfordring til at udvikle sig som menneske.     

Hvor "16 Colors" måske umiddelbart virker skuffende for inkarnerede VETO-fans, kan albummet være en god og mere blid indgangsvinkel for uindviede til bandets univers, for den nyeste lyd fra bandet er på visse områder en light-version af, hvad de engang bød på.

Indgangsvinklen til musikken og sangskrivningen er muligvis ændret med tiden, men der er ingen tvivl om, at VETO dengang som nu, i den grad nedlægger veto mod at være indholdsløse på alle måder.

09. apr. 2018 - 07:05   19. apr. 2018 - 10:53

Musik

Ida Skov-Olsen
Anmelder
4

16 Colors. Album fra VETO og Troels Abrahamsen.