22 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 13 °C

Tankevækkende film om dansk gidsel i Syrien

Den danske regering udstillet

Tankevækkende film om dansk gidsel i Syrien

"Ser du månen, Daniel" er en utrolig spændende og nervepirrende film, der viser den danske regerings fuldkomne hykleri i forhold til krigen i Syrien.

Der var ingen hjælp fra det danske udenrigsministerium, da det danske gidsel, Daniel Rye (Esben Smed), skulle købes fri fra fangenskab i Syrien.
FOTO: Martin Dam/Nordisk Film
1 af 1

"Ser du månen, Daniel" er historien om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid.

Filmen er ikke blot særdeles sober, den er også medrivende og sindsygt spændende.

Hovedpersonen er den unge danske freelancefotograf Daniel Rye – spillet eminent af Esben Smed – der sad 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien sammen med blandt andet den amerikanske journalist, James Foley.

Daniel Rye tog til Syrien på egen hånd for at fotografere børn og fredelige landskaber, langt væk fra krigszonerne. Men det kom til at gå anderledes.

Vi følger Daniels kamp for at overleve i fangenskab, hans venskab med James Foley og hvordan hans jyske familie hjemme i Danmark med møje og besvær samler 15 millioner kroner ind til at betale løsesum.

Den danske gidselforhandler Arthur (Anders W. Berthelsen) får en afgørende rolle i kampen for at få Daniel fri.

Valgte side

Filmen er en filmatisering af Puk Damsgårds bestseller fra 2015 af samme navn.

Selv om Puk Damsgårds arbejde for DR som journalist i Syrien fra starten var påvirket af hendes absolutte sympati for den væbnede opposition mod Assad-styret – ja, hun udviste bestemt ikke en objektiv journalistisk tilgang til konflikten – så er "Ser du månen, Daniel" ikke blot særdeles sober. Den er også medrivende og sindsygt spændende.

Filmen skildrer glimrende, hvordan den danske regering mildest talt optræder hyklerisk i forhold til at hjælpe den jyske arbejderfamilie med at rejse løsesummen. "Danmark forhandler ikke med terrorister", gentager en repræsentant for Udenrigsministeriet flere gange.

Det er næsten, så maven snører sig sammen i frustration.

Trailer fra "Ser du månen, Daniel"

Danmark deltog i krigen i Syrien

Personer, der objektivt har fulgt konflikten i Syrien politisk siden marts 2011, vil kunne indvende, at den danske regering selv var med til at skabe kaosset i Syrien, som jo med stor kraft ramte den unge Daniel Rye. 

Danmark sendte både F16 fly til Syrien og ophidsede parterne ved at anerkende den ene part i Syrien som allierede – den væbnede opposition. Dengang var SF's Villy Søvndal udenrigsminister, og det nærmest lå i kortene, at unge fra Danmark kvit og frit kunne rejse til Syrien og deltage i det "retfærdige oprør mod Assad".

Der er langt til nutidens dom mod en ung dansk mand, der valgte at støtte en væbnet kurdisk gruppe i Syrien.

Villy på de bonede gulve

Men dengang i 2011-2013 optrådte Villy Søvndal på de bonede gulve sammen med ledere fra USA, Frankrig, Storbritannien og Saudi-Arabien i initiativet "Syriens Venner", der alle kappedes om at støtte oprørerne i Syrien i ord, med penge eller våben.

At den væbnede opposition, som de støttede, så gik hen og blev mere og mere islamistisk og ultra-religiøs (og afleverede sine amerikanske våben til Allahs krigere) er en anden sag. Et af de konkrete resultater af radikaliseringen af oprørerne blev kidnapningen af Daniel Rye og halshugningen af flere udlændinge i Syrien.

Jeg vil vove den påstand, at den danske regering havde et medansvar for, at Syrien udviklede sig til et rent hvepsebo med konstant skiftende alliancer på slagmarken. Syrien blev en krudttønde, antændt af internationale stormagter. Lille Danmark traskede trofast i hælene på USA's præsident Barack Obama og andre stormagtsledere med det resulltat, at hundredetusinder af civile måtte lade livet, og landet blev totalt smadret.

Godt manuskript

"Ser du månen, Daniel’" er fantastisk instrueret af Niels Arden Oplev, som også står bag film som "Mænd der hader kvinder", "Drømmen", "To verdener", "Kapgang" samt flere film og TV-serier i USA.

Anders W. Berthelsen er medinstruktør på filmen. Men lige så god er manuskripforfatteren, Anders Thomas Jensen, som blandt andet også stod bag Susanne Biers film, "Hævnen".

"Ser du månen, Daniel" er faktisk en rigtig god film. 

05. sep. 2019 - 13:45   05. sep. 2019 - 16:23

Film

Anders Fenger
Anmelder

Ser du månen, Daniel.

Baseret på Puk Damsgårds bog af samme navn fra 2015.

Instrueret af Niels Arden Oplev, co-instrueret af Anders W. Berthelsen,
Manuskript: Anders Thomas Jensen. Fotograf: Eric Kress

Med Esben Smed, Anders W. Berthelsen, Sofie Torp, Sara Hjort og Jens Jørn Spottag med flere.

Havde biografpremiere 29. august 2019