21 May 2019  

KBH: Spredte skyer, let regn, 15 °C

Syv dråber af kærlighed til visdom

På Vendsyssel Teater

Syv dråber af kærlighed til visdom

"De 7 slags dråber" er en livgivende monolog om at "overleve" i vores moderne fragmenterede og fremmedgørende tilværelse.

Musikeren Jacob Rose og skuespilleren Hanne Laursen i "De 7 slags dråber".
FOTO: Emilia Therese Photography
1 af 1

Forestillingen "De 7 slags dråber" lanceres som "muntert livsteater om bjesk og kvindekløgt", men kan også beskrives som poetisk og botanisk philosophia i begrebets oprindelige betydning "kærlighed til visdom".

Hanne Laursen tryllebinder os med få minimalistiske mimiske variationer og skift i stemmeføring og toneleje.

"De 7 slags dråber" er syv dialoger poetisk smeltet sammen i en time og 15 minutters livgivende monolog, der handler om ikke at glemme det allermest grundlæggende for at "overleve" i vores moderne fragmenterede og fremmedgørende tilværelse: at vi lytter til hinanden og respekterer hinandens udgangspunkter. Mangfoldighed skaber ægte fællesskab.

"Hører I mig?" er forestillingens første replik – ikke henvendt til publikum skal det vise sig, men til scenens imaginære planter. Samtalen med planterne er den anden virkelighed, hvor vores kvindelige "shaman" henter sin kraft og visdom til at hjælpe syv slags mennesker til at flyde sammen til helhed.

"Hvad ser du?" spørger hun hver enkelt, når hun fremviser sin gyldne bjesk/trylledrik for den enkelte. Ikke smage, men kun se, og den lille gyldne flaske bliver til en krystalkugle, hvor den enkelte selv forstår sit liv og ser værdien i de andre.

En poetisk perle

Simone Isabel Nørgaard har skrevet en vidunderlig poetisk tekst, der mundret omskriver botaniske metaforer fra litteraturhistorien til replik. Risikoen for tyngde og stivhed, som er indbygget i Johanne Eggerts flotte scenografi, elimineres i Anne Middelboes dramaturgiske indsats og Susanne Sangills instruktion af musikeren Jacob Rose og skuespilleren Hanne Laursen ageren med stemningsfuld tone understøttende og byggen bro til tekstens mundrette lethed.

Hanne Laursen er iklædt gylden kåbe, brune bukser, støvler og pandebånd som bjeskens farve. Hun tryllebinder os med få minimalistiske mimiske variationer og skift i stemmeføring og toneleje. "De 7 slags dråber" flyder sammen i bjeskens forvandlingskugle, der rummer kontinuitet og fællesskab. Hendes sidste replik understøttet af et blink i øjet er en shaman værdig.

En poetisk perle, der burde komme på landsturne.

06. maj. 2019 - 09:20   06. maj. 2019 - 09:30

Scene

Allan Vokstrup
6

De 7 slags dråber. Instruktion: Susanne Sangill. Set på Vendsyssel Teater 2. maj 2019.

Co-produktion mellem Himmerlands Teater og Vendsyssel Teater.
Vendsyssel Teater i Hjørring  2. – 18. maj 2019
Himmerlands Teater i Hobro  2. – 27. april 2019