05 Apr 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 5 °C

Stormende kærlighed i Vendsyssel

Anmeldelse

Stormende kærlighed i Vendsyssel

Hvordan kan en kærlighedshistorie fra 1500-tallets Danmark tryllebinde et moderne dansk publikum i det 21. århundrede? Det kan kun lade sig gøre, fordi (kærligheds)historie og ramme har relevans for vor egen tid.

FOTO: Jacob Stage
1 af 1

Stormen rasede, og regnen piskede på Vendsyssel Teaters store glaspartier under premieren på forestillingen Stormene torsdag den 20. februar.

Man kan godt være heldig både i kærlighed og politik! Den kvikke tilskuer vil sagtens kunne finde paralleller til vor tid.

Aftenens vejr i Hjørring skabte en rette stemningsfuld indgang til forestillingen om en kærlighedshistorie i Vendsyssel i Danmark i tiden mellem Christian (den II.) Tyrans stockholmske blodbad, grevens fejde og reformationens indførelse.

Stormene er Vendsyssel Teaters egen dramatisering og iscenesættelse af Maria Hellebergs roman af samme navn. Teatret satser med høj mast og stramt storsejl og kommer mere end helstøbt uden nævneværdige skrammer gennem forestillingens tre timers sejlads.

Man kniber sig selv i armen og spørger, hvordan en kærlighedshistorie fra 1500-tallets Danmark kan tryllebinde et moderne dansk – bevares voksent – publikum i det 21. århundrede? Det kan kun lade sig gøre, fordi (kærligheds)historie og ramme har relevans for vor egen tid.

Kærlighed i 1500-tallet

Handlingen tager fat i begyndelsen af 1500-tallet, hvor den unge adelskvinde Elisabeth Gyldenstjerne indgår fornuftsægteskab med den ældre adelsmand Bonde Due, der viser sig at være både beregnende, grisk og voldelig.

Elisabeth søger hjælp hos bispen i Børglum – den kyniske og politisk intrigante skatteopkræver Stygge Krumpen – for at få sit ægteskab ophævet hos Paven i Rom.

Mødet tænder en ild i dem begge og igangsætter et driftsøkonomisk lærestykke: Nok handler dramaet om det, der kunne se ud som den umulige kærlighed, om forbudt frisættelse af drifter, men dramaet handler endnu mere om, at frisættelsen hele tiden er underlagt en styring gennem økonomisk herredømme, privilegier og politisk kalkulation hos de elskende.

Da Elisabeth har formået at bibeholde sin uberørthed i sit ægteskab med Due, finder hun og Stygge veje for deres kærlighed, der i deres fælles forestilling ikke korrumperer Stygges cølibat som katolsk biskop og Elisabeths uskyld i positionen som de facto holden kvinde.

Med en for dem utilsigtet, men heldig hjælp fra Skipper Clement med bondeoprøret og den protestantiske Christian den III’s internationale politiske og finansielle situation fuldbyrdes Elisabeth og Stygges kærlighed til slut uden at kompromittere Stygges religiøse og politisk ideologiske standpunkt og Elisabeths sociale status.

Man kan godt være heldig både i kærlighed og politik! Den kvikke tilskuer vil sagtens kunne finde paralleller til vor tid.

Samarbejde og sammenspil

Denne handling udspiller sig i et fantastisk scenerum opbygget af Steffen Aarfing, der også var scenografisk rådgiver på byggeriet af teatret, der åbnede i 2017. Alt er stiliseret i et rum med en himmelstræbende katedral – eller borglignende dramatisk funktionel konstruktion, der stemningsmæssig underbygges, fremhæves og dramatisk forstærkes af Anders Kjems’ lysdesign og Andreas Carlsens lyddesign.

Dramatiseringen er lavet af Maj Rørbæk Damgaard. Dialogen giver mundret de informationer, vi har brug for, så vi kan følge og sætte os ind i dramaets intensitet og udvikling. Maria Helleberg har stået på sidelinjen som rådgiver, men ifølge Helleberg selv i Kulturen på P1, har der ikke været meget at rådgive om. Samarbejdet mellem Maj Rørbæk Damgaard og iscenesætter Anders Lundorph og skuespillerne har slebet det hele til, så pointerne funkler.

Munken Andreas og nonnen Dorthe og også adelsmanden Erik Banner fungerer perfekt som regi-figurer for den fremadskridende handling i den historiske ramme og som spejle i nuet for kærlighedshistorien.

Skuespillerne er så fint castet og sammenspiller denne aften, så man tror, at man underholdes af et fast sammentømret ensemble. Bemandingen fuldender Vendsyssel Teaters triumf. Alt synes at gå op i en højere enhed denne aften.

 Må Stormene spille for fulde huse til og med den 28. marts.

24. feb. 2020 - 11:58   28. feb. 2020 - 15:08

Scene

Allan Vokstrup
Anmelder

Stormene. Baseret på roman af Maria Helleberg. Dramatisering: Maj Rørbæk Damgaard. Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Steffen Aarfing.

Medvirkende skuespillere: Laura Kold, Anders Gjellerup Koch, Clara Ellegaard, Lue Støvelbæk m.fl.

Vendsyssel Teater til 28. marts.