17 Feb 2019  

KBH: Overskyet, dis, 6 °C

Stor bog om Danmarks Dylan - Jan Toftlund

Boganmeldelse:

Stor bog om Danmarks Dylan - Jan Toftlund

Bogen om Jan Toftlund, som døde i 1990, beskriver et varmt menneske og en unik kunstner, hvis ofte hvasse tekster er mere relevante i dag, end da de blev skrevet.

1 af 1

Sangeren og digteren Jan Toftlund, blandt venner kaldt ”Toften”, som døde allerede i 1990, har fået sin egen store bog.

Jan Toftlund – flagermussang og sjælemedicin er titlen på den smukke bog, som er på hele 600 sider og måler 27 x 25 centimeter.

Om bogens kæmpeformat, skriver forfatterne, Justin Hummerston og Morten Ehrhorn: "Tag kun bogens format som et forsøg på at efterligne Jans manglende vilje til at passe ind – bogen vil næppe passe ind i de mest gængse reoler".

Social bevidsthed

Jan Toftlund blev født i 1949 i København og voksede op som skilsmissebarn i det hårde kvarter omkring Ravnsborggade.

"Jans sociale bevidsthed var tydelig helt fra barn. Han tålte ikke, hvis der var nogen, der gjorde andre noget", fortæller moderen Henny om sønnen.

Skolen var ingen succes, trods han læste flittigt, "men det var hovedsageligt Anders And-blade". Han kom i lære hos DFDS som shippingelev, men ville hellere skrive digte, så det gik heller ikke. Han fik trykt sit første digt i BT som 17-årig. Forlagene afviste ham grundet alder.

I stedet blev Jan uddannet sygehjælper, arbejdede ved Kofoeds Skole hvor man ikke kunne se forskel på ham og brugerne, og mødte her folk fra samfundets skyggesider.

Han led af, hvad vennen Lasse Helner kaldte ”Jack London syndromet”. Han mente, han skulle leve på samme måde, som de folk, man ville forstå og skrive om.

Toftlund ”interesserede sig ikke for penge. Han var med på, at de var praktiske at have, men han gad ikke tænke på dem”, siger musikervennen Søren Engel.

Så på et tidspunkt lavede venner og kollegaer et legat, hvor han modtog 1000 kroner hver jul, så han kunne købe julegaver. Men "det endte som regel med, at vi drak dem op, sammen aften som han fik dem. Jan var særdeles generøs", fortæller Lasse Helner i bogen.

Sange som våben

"Jeg begyndte at skrive mine sange, da jeg var på Kofoeds skole. Jeg skrev om de uretfærdigheder, jeg så", har Jan Toftlund fortalt.

Hans oplevelser, dels i psykiatrien dels på kommunehospitalets kræftafdeling, resulterede i flere sange, eksempelvis sangen "Kræft" på albummet "Velkommen" og sangen "Farvel".

Han var altid på de svages side og brugte sin digtning som et våben, fordi "vi er forpligtigede til at synge om det, der ligger os på hjertet".

Da han længe nok havde brokket sig over sangene i Jørn Hjortings radioprogrammer, kontaktede konen Annette Vise Vers Huset, hvor Toftlund debuterede i 1972 sammen med visesangeren Erik Grip.

Dagen efter kontaktede Grips manager, Peter Abrahamsen, ham, og året efter kom hans første album, "Bagsidesange", med blandt andet de legendariske "Jeg er bums" og "Folkets røst".

I seks-syv år spillede Jan Toftlund sammen med Erik Grip, som forsøgte at lære ham at spille.

Toftlund var hverken en god sanger eller guitarist og kunne "kun en enkelt akkord eller to", mindes Abrahamsen, og han "reciterede sine tekster, og man kunne ikke lave flotte musikforløb, for det var han ikke i stand til at synge", forklarer Søren Engel. Det var hans fremføring og tekster, der greb folk.

I 1974 udkom hans "Fra en anden mands verden" og i 1975 "Velkommen".

Teaterkoncerter

Herefter begyndte Jan Toftlund at spille med Dårskabens Hus, der udsprang af det fynske band The Baronets, med Helner, og den eminente violinist Martin Andersen.

Dårskabens Hus opfandt teaterkoncerten som kunstnerisk udtryk, før det var kendt, og lavede i 1977 albummet "Vejen til byen", hvor hans legendariske udgave af "Første maj", på melodien "Åh Marie" er med. Sangen var bestilt af Socialdemokratiet, som dog ikke turde bruge den, hvorfor han selv indspillede den. På samme album findes de fine "Fællestillidsmanden" og "Ballade om magten".

Af andre teaterkoncerter, gruppen og Jan lavede, skal nævnes "Velfærd er ikke for hvem som helst". Den var både sketch, performance, monologer og koncert i en pærevælling. I et nummer lå Jan i en hospitalsseng med drop og det hele og fremførte sangen Kræft.

Efter skilsmisse fra hustruen Annette boede han i en kort periode i noget, der "lignede et spritterhjem", inden han skiftede det hårde liv på Vesterbro og Nørrebro ud med det idylliske Ryslinge på Fyn, hos Midtfyn-festivalens bagmand Peter Færgemand.

Kroen var på dette tidspunkt samlingspunkt for mange af tidens bedste folkemusikere. Det var en periode, der gjorde Toftlund godt, og her mødte han sin senere samlever Bente.

I 1979 kom den fine "Vendepunkt". Om den udtalte Toftlund: "Mine sange beskæftiger sig primært med den del af samfundet, der ikke kan forsvare sig. Derfor syntes jeg, at når jeg nu havde en evne til at rime, og når jeg havde muligheden for at stille mig op på en scene, så var det min forpulede pligt at låne min kuglepen til dem, der ikke selv kunne formulere sig".

Det gjaldt eksempelvis nummeret Junkie. "En junkie har travlt med at være junkie, ligesom en spritter har travlt med at være spritter. De har ikke tid til at fortælle, hvordan det hele hænger sammen".

Letsind og druk

Herefter var der en indspilningspause, hvor han og Martin Andersen optrådte med Musikorkesteret og bluesmusikerne Jørgen Lang og Paul Banks. De udgav i 1983 "Galimatiasgade".

I 1987 udgav han sin syvende og sidste plade "Letsind". "Min bedste plade" sagde han selv. Herpå kan man høre hans sang "Til en gammel, gammel ørn" med musik af Mathilde. Den handler om nynazisme, hvor Toftlund opfordrer folk til at "knuse æggene i deres reder".

Han har lavet utroligt mange fine sange men slog aldrig igennem kommercielt og blev aldrig spillet i radioen. Mens han levede, solgte hans plader kun mellem 1800-2000 eksemplarer og "var typisk et års tid om at sælge".

Toftlunds sange er indspillet af et hav af danske kunstnere. Søren Engel fortæller, at "alle Jans sange var skrevet over Dylans ’Desolation Row’ og i Jans øjne var Dylan guden".

Størst kommercielle succes var teksten "Syrenprinsessen", som Mathilde satte musik til, og som Kim Larsen gjorde til folkeeje og Toftlund gældfri fra skattefar. Det var en tekst, som Toftlund selv havde sorteret fra. 

Et problem var drikkeriet. Mangen en hyre er drukket op, eller har udgjort hyren. Trods drukken observerede han utroligt meget, og skrev observationerne ned på diverse lapper og servietter, som så røg ned i guitarkassen.

Leddegigt, svagt hjerte, piller og masser af alkohol betød, han hurtigt gik til grunde. Dog ti år senere end lægernes spådomme.

Toftlund døde den 5. juli 1990. Han "havde brændt sit lys i begge ender". Han blev begravet i Refsvindinge, tæt på det bryggeri, der leverer så glimrende øl.

Efter døden

Ikke mange har et liv efter døden. Men det fik Jan Toftlund og hans karriere.

I 1993 kom en mindeplade om ham, og "Folk stod i kø for at komme med på den plade", siger Søren Engel.

I forbindelse med 50 året for hans fødsel kom et cd-bokssæt med hans tre album "Bagsidesange", "Velkommen" og "Vejen til byen".

I 2000, ti år efter hans død, lavede vennerne Lasse Helner, Ken Dallager og Benny Holst teaterkoncerten "Friheden tur/retur". Det var en hyldest til ’Toften’ med udgangspunkt i fundet af den kuffert, der også danner basis for denne bog. Forestillingen er udgivet på cd.

Kufferten

Hos hans efterladte samlever Bente fandt bogens forfattere en kuffert med originale tekster, diverse udklip, tanker og ideer. I alt omkring 400 kendte og ukendte tekster.

Det "gav mange timers forbløffelse over dybden, smerten, glæden og indignationen beskrevet på en sjælden fin og lærerig måde".

Teksterne har forfatterne affotograferet og gengivet i oprindelig størrelse, ligesom hans kommentarer er med. Omfanget af teksterne viser en kunstner, der trods drikkeriet var myreflittig og disciplineret, mens noterne viser en kunstner, der søgte perfektionen. Det er gengivet så autentisk, at Toftlunds indignation skinner igennem, når hans skrivemaskine har slået hul på papiret.

Det er bemærkelsesværdigt, at Toftlunds tekster er i dag mere relevante end da de blev skrevet.

Udover indholdet af kufferten indeholder bogen en række portrætter af Toften, som han blev opfattet af venner, kollegaer og familie. Portrætter der udover at være meget åbne og personlige, også tegner et billede af hans samtid og datidens danske folkemusikscene.

Blandt portrættørerne er sønnen Rasmus, ungdomsvennen Finn, Erik Grip, Lasse og Mathilde, Paul Banks, Martin Andersen, Peter Abrahamsen, hans ekskone Annette, mor og søster.

Erik Grip siger, at Toftlunds oprør ikke "var en politisk revolution, men et oprør mod et meget firkantet samfund", eller som Paul Banks udtrykker det, "Jans socialrealisme talte de svages sag". 

Toftlund gav samfundets svageste en stemme, og denne anmelder er enig med sønnen Rasmus, når han siger: ”Vi mangler en Jan Toftlund på den danske musikscene i dag med hans hvasse pen og spiddende vid… der er ligesom aldrig nogen, der har udfyldt det kunstneriske tomrum, han efterlod sig".

Det er en på alle måder fantastisk bog om et varmt menneske og en unik kunstner. Og så er bogen en æstetisk nydelse.

19. mar. 2013 - 09:04   19. mar. 2013 - 09:15

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
6

Justin Hummerston og Morten Ehrhorn (red): Jan Toftlund - flagermussang og sjælemedicin. 600 sider kæmpeformat, illustreret. 449 kroner. Forlaget Ehrhorn-Hummerston.