09 Dec 2019  

KBH: Overskyet, regn, 5 °C

Spændende ny forskning om Komintern-tiden

Boganmeldelse:

Spændende ny forskning om Komintern-tiden

For folk med interesse for kommunismens historie og forskning er "Komintern og de dansk-sovjetiske relationer" absolut anbefalelsesværdig på trods af nogle af de danske forskeres lyst til anti-kommunistisk polemik på bekostning af faglighed.

Danske delegerede ved Kominterns 3. kongres i 1921 på vej over den Røde Plads. Fra venstre efter manden i uniform: Aage Jørgensen, Thøger Thøgersen, Poul Gissemann og Niels Johnsen.
FOTO: ABA
1 af 1

"Komintern og de dansk-sovjetiske relationer" er titlen på en ny bog udgivet af Arbejdermuseet i samarbejde med Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Bogen har samlet danske og udenlandske forskere for at gøre status over forskningen i Komintern-tiden og er første skud på stammen af et dansk-russisk samarbejde om i fællesskab at forstå vor nyeste fortid. 

Bogen handler om de danske relationer til Kommunististisk Internationale, Komintern, også kaldet Tredje Internationale, der blev dannet i 1919.

Bogen indeholder 14 artikler og falder i to dele. Den første behandler Lenin og bolsjevikkernes rolle i opbygningen af Komintern, organisationens hemmelige og illegale arbejde og omfanget af og betydningen af Kominterns opløsning i 1943.

Anden del omhandler den biografiske forskning af diverse aktører samt anden litteratur og kilder til studiet af kommunismens historie.

Kominternarkivet

Bogen indledes med en gribende historie om "De fem Stutthoffangers tur til Moskva i foråret 1945".

Den 10. marts 1945 befriede Den Røde Hær en gruppe på 88 danskere og 24 nordmænd fra kz-lejren Stutthof. Fem danskere, herunder de kendte Martin Nielsen og Villy Fuglsang, bad om at komme hjem over Moskva for at blive opdateret på situationen, da Komintern var blevet opløst i 1943, hvor de sad isolerede.

Det skete, og kapitlet beskriver på baggrund af Kominternarkivet forhandlingerne mellem russerne og de fem.

Historikeren, den tidligere Land og Folk-journalist i Moskva, Kurt Jacobsen skriver underholdende og på nærmest anekdotisk vis om i 1984 at være den første dansker med adgang til Kominternarkivet, ”udstyret med centralkomiteens stempel, og underskrevet af partisekretær Ib Nørlund med ansvar for ideologi og kontakten til SUKP”. Noget der førte til bøgerne "Moskva som medspiller" (1987), "Mellem København og Moskva" (1989) og endelig den fine Aksel Larsen-biografi i 1993.

De første ti år

Julie Riisbros artikel "Komintern og verdensrevolutionen – de første ti år" fokuserer på Lenins rolle i opbygningen af Komintern og giver et indblik i dens første svære år og fastslår, at formålet var en verdensrevolution og et verdensparti, med udgangspunkt i Sovjet og Europas mest udviklede kapitalistiske lande, for eksempel Tyskland.

Bolsjevikkerne havde det afgørende ord grundet Oktoberrevolutionen og kæmpede hårdt for overlevelse, hvorfor man havde brug for andre landes revolutioner. Da den tyske revolution blev forrådt af socialdemokratiet, hvilket betød at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev myrdet, brast et håb.

Hun gennemgår kampen om Internationalens 21 optagelsesbetingelser og Sovjets behov for styring og viser, at "verdensrevolutionen kun kunne opnås gennem stærke centraliserede og disciplinerede partier, der tilsidesatte nationale hensyn til fordel for det internationale engagement".

Afsnittet kommer ind på Lenins planer for angreb på Polen i 1920 og organiseringen af Tysk Oktober i 1923, som begge endte i fiaskoer. Yderst interessant læsning.

Da Lenin dør i 1924, føres magtkampen i Sovjet over i Komintern, hvor formanden Zinovjev og Stalin påbegyndte en venstredrejning under sloganet "bolsjevisering". Krigskommissæren Trotskij og det tyske kommunistparti fik skylden for fiaskoerne i Tyskland og Polen. De nationale partier tabte indflydelse, og Komintern blev mere topstyret.

I 1924 lancerede Stalin teorien om "socialisme i et land". Riisbro konstaterer, at teorien betød, at man havde fokus på, at socialismen kunne sejre i Sovjet uden revolutioner i andre lande, og at teorien ikke i sig selv var noget brud med det internationale engagement, men alene sikrede "realiseringen af det socialistiske samfund".

Yderst interessant kapitel, med spændende vinkler.

Det hemmelige apparat

Niels Erik Rosenfeldt, kendt for sine bøger med grove udfald mod Lenin og Sovjet, følger i artiklen "Komintern og det hemmelige apparat" op på sin disputats fra 2011.

Han gennemgår, hvorledes organisationen fra starten var styret af Sovjet, Kominterns magtstrukturer og illegale aktiviteter. Aktiviteter der i 30’erne havde udgangspunkt fra København, med søfyrbøderen Richard Jensen som central figur.

Ikke noget nyt men fint og spændende med gode historier fra USA, England og København.

Ifølge et internt Komintern dokument fra midten af 20’erne betegnes det illegale arbejde som ”Arbejderbevægelsens rygrad”.

Rosenfeldt konkluderer noget tyndbenet og tvivlsomt, at trods verdensrevolutionen mislykkedes, så var apparatet et "effektivt redskab for Stalin i hans bestræbelser på at få fuld kontrol med den kommunistiske verdensbevægelse".

Fra en koldkrigers arkivkasse

Koldkrigeren, den tidligere Gotfred Appel-aktivist Mette Skak, følger op med den direkte antikommunistiske artikel "Komintern og kadrekontinuiteten efter 1943".

Hendes hovedærinde er at dokumentere, at Komintern fortsatte uofficielt samt bringe "biografier for nogle af de nøgleaktører i kominternapparatet, der gjorde politisk karriere i deres hjemlande eller Sovjetunionen i årene omkring afslutningen af Anden Verdenskrig og senere (…) for at understrege kontinuiteten i Komintern aktiviteter efter organisationens psedonedlæggelse", dels at bringe "Kominternforskningen og koldkrigsforskningen i direkte dialog".

Hendes udgangspunkt er Sovjetunionens "ekspansive og ufredelige natur som et faktum" grundet "leninismens strategiske kultur". Et begreb hun vier mange ligegyldige linier på.

Mette Skak påstår, at Sovjetunionen efter "pseudo-nedlæggelsen" af Komintern opretholdt "fjernstyringen af de ikke-sovjetiske partier", ligesom hun nærmest er forarget over, at Sovjet fortsatte "overførsler af våben, penge og politiske direktiver til kommunistiske partisaner og kadrer i det nazi-besatte Europa".

Hun mener, som den amerikanske ’sovjetolog’ Kennan, at Sovjet udgjorde en trussel, ikke grundet militær styrke, men som "politisk trussel, inklusive viljen til at spille dobbeltspil, kombineret med marxismens, dvs. leninismens, etiske nihilisme og fanatisme".

Lenin beskyldes for krig mod "den personlige frihed til fordel for kollektivisme og totalitær lydighed over for sovjetstaten".

Koldkrigeren Skak fører krig mod "Lenins krigsførelse mod borgerlige frihedsrettigheder". Lenin, der reelt afsluttede Første Verdenskrig, er i Mette Skaks optik ikke "pacifist, men videreførte, ja, perverterede (…) zarismens militarisme" ja havde et "rent instrumentalt syn på krige".

Opløsningen af Komintern

Seniorforsker ved Ruslands Videnskabernes Akademi, Natalia Lebedeva, tager i antologiens mest spændende kapitel "Opløsningen af Komintern" fat på spørgsmålene Hvordan og hvorfor traf man beslutningen om at opløse Komintern? Hvad skete der efterfølgende med dens strukturer, funktioner og sektioner? Blev Komintern opløst eller blot transformeret?.

Hun bringer os tæt på beslutningsprocessen i maj-juni 1943 om opløsningen af Komintern og beslutningen om at overføre de fleste aktiviteter til SUKP.

Da krigslykken vendte - efter Slaget om Stalingrad i 1942 - øgedes behovet for støtte til de nationale modstandsgrupper. Kominterns daglige ledelse, EKKI, som Dimitrov ledede, stod for denne optrapning.

"Under de nuværende omstændigheder udgør Komintern, i egenskab af kommunistpartiernes ledende centrum, en hindring for disse partiers selvstændige udvikling og udførelsen af deres særlige opgaver", vedtog SUKP’s ledelse 8. maj 1943.

Opløsningen betød, at opgaver som radioudsendelser, kontakten med broderpartierne, partiskolen, kadreudviklingen og meget mere skulle løftes af andre. Det meste endte under SUKP’s centralkomite.

Taktisk skulle opløsningen sikre et bedre forhold til de anti-fascistiske samarbejdspartnere, både lande og partier, og fratage disse argumentet om, at kommunistpartierne var agenter for Sovjetunionen.

Man besluttede, at EKKI, skulle erstattes af en "Afdeling for International Information", OMI. I praksis blev Dimitrov leder af OMI.

Lebedeva beretter på spændende vis om, hvorledes OMI støttede den antifascistiske kamp rundt om og løste problemer mellem diverse partier med mere.

OMI havde store problemer med situationen i Jugoslavien, Grækenland, Ungarn, Polen og Kina, som hun giver et interessant indblik i. Blandt andet frarådede OMI, og Stalin, de græske kommunister den fortsatte væbnede kamp efter krigen, hvad de nægtede, med den tragiske borgerkrig og nederlag til følge.

OMI blev efter krigen omdøbt til Den Internationale Afdeling. Et fantastisk kapitel.

Kominform og den kolde krigs start

Nataliya Egorova fra Ruslands Videnskabernes Akademi fastslår, at der er uenighed blandt historikere om årsagen til, at "Kommunist– og arbejderpartiernes Informationsbureau", Kominform, blev oprettet i 1947.

Det blev en form for afløser af Komintern på jugoslaviske Titos opfordring, men også som en sovjetisk reaktion på, at de franske og italienske kommunister afveg fra den sovjetiske kurs og irriterede disse ved at forlade deres respektive regeringer i maj 1947.

Speget er hvorfor de finske, albanske og græske kommunistpartier fik afvist ansøgninger om deltagelse.

Kominform blev opløst i 1956. Æraen med Stalin var slut, og nye former for samarbejde mellem  de kommunistiske partier tog form.

I kapitlet "Sovjetunionen og Danmark efter Anden Verdenskrig", som er baseret på nye kilder fra RGASPI arkivet, kan man læse, at Sovjet ikke ønskede socialisme i Danmark og Norge. I stedet skulle landene opbygges "på principperne for et omfattende demokrati baserende sig på folkefrontens ånd".

Derudover spillede Danmark ikke en rolle i Sovjets drejebog for den ny verdensorden. Noget man revurderede, da vi kom med i NATO i 1949.

I 1950, efter sin 16. partikongres, måtte DKP til Moskva og begå selvkritik, fordi de havde "fejl og svagheder" og underkendte "socialismens, demokratiets og fredens styrker" samt forsvare sig "mod angreb på Sovjetunionen".

Forskningen

Antologiens anden del handler om den biografiske udforskning af konkrete aktører samt anden litteratur og kilder til studiet af kommunismens historie.

Et resultat er bogen "Hvem er Nielsen?", om kommunisten og modstandsmanden Børge Houmann, der blev til på baggrund af kominternarkivet, der indeholdt flere ”centrale og hidtil ukendte dokumenter”.

Vi introduceres for to centrale russiske arkiver, der især vedrører danske kommunister og forholdet mellem Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og det sovjetiske parti SUKP.

En gavnlig kilde til forskningen er Det Russiske Statsarkiv for Samtidshistorie, RGANI, hvis vicedirektør på spændene vis gennemgår arkivets formåen om det dansk-sovjetiske forhold, fra 1953 og til i dag. Ret spændene med meget nyt.

En anden guldgrube er det Russiske Statsarkiv for Socio-Politisk Historie, RGASPI, tidligere Instituttet for Marxismens-Leninismens Centrale Partiarkiv. Tusindvis af forskere gæster hvert år RGASPI, der også er åbent for den brede offentlighed, i modsætning til tidligere.

De dokumenter, der er forbundet med DKP i perioden 1916-41, er samlet og fylder 184 sagsmapper. Man kan blandt andet læse om DKP’s anden kongres i Odense i 1922 og Revolutionært Teaters medvirken i Olympiaden for revolutionære teatre i 1933.

I arkivet findes 402 personlige dossier med relation til Danmark, som omhandler 606 personer. Det svarer til 1/155 af alle personlige dossier i Kominterns arkiv!

Et godt og informativt kapitel er Jesper Jørgensens om "Studiet af dansk kommunismes historie", der fortæller om den nye kildesituation efter Murens fald, forskningen i dansk kommunisme, biografier med mere.

For folk med interesse for kommunismens historie og forskning er bogen absolut anbefalelsesværdig på trods af nogle af de danske forskeres lyst til anti-kommunistisk polemik på bekostning af faglighed.

Bogen har mange spændende fotos og en fin layout.

26. feb. 2013 - 12:45   26. feb. 2013 - 12:45

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
4

Komintern og de dansk-sovjetiske relationer. 435 sider illustreret. 248 kroner. Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv.

Redaktion: Jesper Jørgensen (Arbejdermuseet & ABA), Alexander Chubaryan (Institut for Verdenshistorie ved Ruslands Videnskabernes Akademi), Andrei Sorokin (Det Russiske Statsarkiv for Socio-Politisk Historie) og Thomas Wegener Friis (Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet).

Forfattere: Nataliya Egorova, Thomas Wegener Friis, Chris Holmsted Larsen, Kurt Jacobsen, Jesper Jørgensen, Natalja Lebedeva, Morten Møller, Nikita Petrov, Mikhail Prozumenshchikov, Julie Birkedal Riisbro, Niels Erik Rosenfeldt, Svetlana Rosental, Peter Ruggenthaler, Mette Skak.