17 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Renée tager kærligt fat om hedeturene

Fortællinger og fakta om overgangsalder

Renée tager kærligt fat om hedeturene

Endelig en bog om kvinders overgangsalder, skrevet af en kvinde, der selv sveder midt i den.

Forfatter, Psykolog, børnebogsforfatter og fotomodel Renée Toft Simonsen.
FOTO: Jakob Mark
1 af 1

Renée Toft Simonsen tager med sin bog "Jeg er f*cking hot" fat i et emne, som mig bekendt ikke før er beskrevet af en overgangsalder-ramt kvinde. Bogen er i en fortællende form med udgangspunkt i egne oplevelser suppleret med fakta fra videnskaben og andre kvinders fortællinger og erfaringer.

Forfatteren beskriver ikke kun overgangsalder, men også kvinders sårbarhed og det at være forældre.

I mange år har man kunnet følge Renée Toft Simonsen i tv og blade. Først som fotomodel og senere som psykolog, børnebogsforfatter og brevkasseredaktør.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har givet hendes evne som forfatter særlig stor interesse, da hun jo nok kom "let til mediernes opmærksomhed som tidligere model".

Men da "Jeg er f*cking hot" udkom, måtte jeg bare læse den for nu lige at se, hvad hun kunne byde ind med om emnet overgangsalder - en alder, som alle kvinder på et eller andet tidspunkt kommer i berøring med og mænd for den sags skyld også.

Renée Toft Simonsen skriver let læseligt med mange henvisninger til andre mere eller mindre kendte personer og med masser af humor, sjove formuleringer og sammenligninger, der gør, at jeg ind i mellem trak på smilebåndet - ja lige frem grinede højlydt.

Forfatteren beskriver ikke kun overgangsalder, men også kvinders sårbarhed og det at være forældre og især mor til børn i teenagealderen. Hun kommer tæt - endda meget tæt ind på meget personlige områder. Og vi har at gøre med en forfatter, som udover selv at være kendt, også er gift med en kendt mand, nemlig musikeren Thomas Helmig.

Men hun skriver det på en måde og med en fortællestil, der får mig sat i en positiv forventning til hendes ord og med en følelse af, at hun helt og holdent kan tage det fulde ansvar, for det hun skriver. Det skaber derved en følelse hos læseren af, at det her er vigtigt, og det skal udtrykkes til gavn for alle. Det bliver på ingen måde pinligt – tværtimod.

"Jeg er f*cking hot" er en bog, der har gjort mig mere glad og mindre tilbageholden med at tale om overgangsalder. Den har givet mig en viden om min egen og andre kvinders overgangsalder og bedst af alt; mange gode grin og lyst til at læse mere af forfatteren Renée Toft Simonsen.

05. nov. 2018 - 13:50   05. nov. 2018 - 14:00

Bøger

Af Henni Fyhn
4

Jeg er f*cking hot. Af Renée Toft Simonsen. Politikens Forlag. 320 sider. Pris: 300 kr.