12 Dec 2018  

KBH: Overskyet, 0 °C

Reflektioner over et levet liv

Negative Capability

Reflektioner over et levet liv

Marianne Faithfull befinder sig i livets efterår. Og det høres og føles i den hudløst ærlige, reflekterende og selvbiografisk stemte nyudgivelse.

Livets omskiftelser har givet Marianne Faithfull fysiske og mentale smerter. Det går ikke over stok og sten på hendes nye, 21. album. Men det går.
FOTO: PR-foto
1 af 1

As Tears Go By er blandt den halve snes skæringer på Marianne Faithfulls ny album Negative Capability. Det 21. i hendes 54 år lange karriere! Jagger/ Richards-sangen var også hendes første tophit for næsten 50 år siden, efter at hun som 17-årig var blevet opdaget af Rolling Stones-manageren Andrew Oldham.

En virkelig heartbreaking oplevelse, holdt i et nøgternt, råt, musikalsk enkelt, drævende off-beat drive.

Med sin enkle, hjerteskærende tekst om svunden ungdom, er den for Marianne Faithfull blevet endnu mere nærværende. Endnu én af de genfortolkninger hun som ingen anden mestrer at give sit helt eget udtryk, gør den endnu mere aktuel. 

I know I´m not young and I'm damaged, but I'm still pretty, kind and funny, næsten dræver hun frem i My Own Particular Way. Et livs erfaring har sat sig i stemmen, der for alvor skiftede karakter i Broken English-albummet i 1979, hvor poptøsen var væk sammen med et ti-årigt morfinmisbrug. Nu er både troen på og længslen efter kærlighed bærende drift sammen med følelsen af ensomhed, hendes smertefulde sygdomsforløb, fortvivlsen over verdens tilstand og visheden om dødens nærhed.

Det sidste ikke mindst i lyset, eller mørket, af bombeattentatet i Paris, hvor hun nu bor. Og nære 60'er-venners død. Beskrevet hudløst i Born To Live, They Come At Night og No Moon In Paris.

"Nikotinplettet" og "gennemblødt af whisky" skrev man i '79 om Faithfulls stemme, som i dag har bogstaveligt talt afgrundsdybde. Hun økonomiserer klogt med den, men den bærer på Negative Capability alligevel alt i de fortrinsvis helt enkle arrangementer, med primært piano, guitar og én eller flere strygere. Kor og elektronisk lyd bruges sparsomt. Med effekt.

Dylans It's All Over Now Baby Blue er en anden smuk genfortolkning. Ellers er det både den mest selvstændigt skrevne og mest hudløst ærlige, reflektive udgivelse fra Marianne Faithfull, med mindelser om Johnny Cash´s album i livets efterår. 

Også denne gang har Faithfull med sin udtryksfulde, enkle stemme og lyrik dog fået hjælp fra andre notabiliteter - som Nick Cave, der også medvirker på piano og sang og Warren Ellis fra Bad Seeds på violin.

En virkelig heartbreaking oplevelse, holdt i et nøgternt, råt, musikalsk enkelt, drævende off-beat drive. Ikke just opløftende. Men hudløst ærligt.

20. nov. 2018 - 13:05   20. nov. 2018 - 13:10

Musik

Arne Lennartz
Anmelder
5

Marianne Faitfulll: Negative Capability.
Udgiver: BMG Rights Management, France.
Udkom 2.11.18. Kommer på CD og LP.
Henvendelse: www.imusic.dk og www.cdon.com.
Søg på Marianne Faithfull.