21 Sep 2020  

KBH: Overskyet, tåge, 8 °C

Pesten i London 1665

Anmeldelse

Pesten i London 1665

Da Hoff & Poulsen sidste år udgav Daniel Defoes beretning om pesten i London i 1665, kunne de ikke vide, hvor aktuel den snart skulle blive. Fortælleren i bogen gør flere gange opmærksom på, at formålet er at videregive erfaringer til nytte for eftertiden, hvis en lignende sygdom skulle dukke op igen.

1 af 1

Den dramadokumentariske form for romaner og film, hvor fundamentet er taget fra en virkelig hændelse, mens overbygningen er fiktion, er ikke af ny dato.

De rige flygtede ud på deres landsteder, hoffet gik forrest og slog sig ned i Oxford, hvor det fortsatte sit liv i sus og dus, mens de fattige måtte blive i byen. 

I 1719 brugte Daniel Defoe (1660-1731) den til sin mest populære roman, Robinson Crusoe, om sømanden der strander på en øde ø, hvor han må klare sig på de givne betingelser i de 28 år, opholdet varer.

Det overordnede tema er menneskets selvopholdelsesdrift. Inspirationen til romanen var beretningen om virkelighedens Alexander Selkirk, der var sørøver og efter en uoverensstemmelse om bord blev sat i land på en øde ø. Hans ophold strakte sig dog kun over fire år.

En øjenvidneberetning

I 1722 udkom Pestens År, der giver sig ud for at være fortællerens øjenvidneberetning om pestens hærgen i London i 1665, men for det første var Defoe kun fem år på det tidspunkt, og for det andet er fortælleren sadelmager og har initialerne H.F.

Godt nok var Defoe en geskæftig mand, der nåede at gå fallit inden for flere fag, men sadelmager var han ikke. Det var derimod en af hans onkler, der også havde initialerne H.F. Man kan derfor tillade sig at antage, at en del af beretningen stammer fra, hvad denne onkel har fortalt ham.

Pestens År handler også om at overleve, men på en noget anden måde end Robinson Crusoe. Den kunne for en stor dels vedkommende være en embedsmands nøgterne rapport om tilstanden og udviklingen i byen underbygget med lister over syge og døde i de forskellige bydele på forskellige tidspunkter.

Men H.F. er en nysgerrig rad, der hellere vil risikere at blive smittet end sidde og kukkelure i sit hus i dagevis, så han begiver sig ud i de efterhånden næsten tomme gader og hører de syges jammer fra husene og taler med folk, der kan berette om dette og hint, der er sket, eller undertiden ikke er sket, men er angstens hjernespind. Som en journalist refererer han det, han hører og ser og kommenterer det.

Smitten breder sig

Pesten kom, siges der, med et hollandsk skib, og i begyndelsen bredte den sig langsomt, men i takt med at det blev varmere i vejret tog den fart og kom snart ud af kontrol.

De rige flygtede ud på deres landsteder, hoffet gik forrest og slog sig ned i Oxford, hvor det fortsatte sit liv i sus og dus, mens de fattige måtte blive i byen. I takt med at butikker og værksteder lukkede, dukkede charlataner op og tilbød diverse mirakelmidler.

Myndighedernes tiltag

For at hæmme smittespredningen besluttede myndighederne, at når en person i et hus var blevet smittet, skulle alle beboerne isoleres i huset. Der blev sat vagter ved døren dag og nat, men da disse også måtte gå ærinder for de isolerede, benyttede mange sig af deres fravær til at smutte ud eller fandt andre flugtmuligheder.

Det var nemt at skaffe vagter og plejersker, for med lukningen af mange virksomheder var der blevet en enorm arbejdsløshed. Det betød også, at selv da dødstallet var på sit højeste, var der stadig folk til at begrave dem.

Begrave er et lidt for fint ord, for i stedet for enkeltmandsgrave var man nødt til at lave massegrave, som de døde blev hældt ned i om natten. Også dette farlige arbejde blev udført af de fattigste.

Vores fortæller mener, at tvangslukningen af huse var en fejl, da det ingen anden funktion havde, end at alle i huset blev smittet, men han erkender, at myndighederne handlede ud fra bedste overbevisning. I det hele taget roser han dem for at have gjort deres bedste under de fortvivlede forhold, ligesom han nævner, at der bredte sig en stor hjælpsomhed blandt folk, og at gamle stridigheder blev glemt.

Bystyret hjalp også de fattige økonomisk, så de ikke døde af sult, og der var endog rige mennesker, der donerede store beløb til uddeling.

Det lysner

Hen på efteråret sker der imidlertid en ændring. Der er stadig mange, der bliver syge, men flere der overlever. Det er som om ondet har mistet sin kraft, og folk begynder at vende tilbage til byen, de genoptager deres arbejde, spadserer rundt og går i kirke som før.

Om det er Gud, der har standset sin straffeaktion, eller om det er naturens gang, står hen i det uvisse. Dødens nærhed havde bragt forsoning på mange områder, men da faren er drevet over, vender alt tilbage til det gamle, og det får H.F. til at fundere over, at når vi på den anden side af graven glæder os til, at alle skal blive som brødre, hvorfor kan vi så ikke forlige os og gå hånd i hånd her. Han afstår dog fra at udbrede sig yderligere om emnet, men glæder sig over at han har overlevet.

Dengang og nu

Fortælleren gør flere gange opmærksom på, at formålet med denne skildring er at videregive erfaringer til nytte for eftertiden, hvis en lignende sygdom skulle dukke op igen. Da Hoff & Poulsen udgav Defoes beretning, kunne de ikke vide, hvor aktuel den skulle blive et halvt års tid senere.

Meget har ændret sig til det bedre siden 1665, men det er også denne gang sådan, at myndigheder og lægevidenskab står over for en ukendt sygdom, hvor behandling og forholdsregler mestendels hviler på kvalificeret gætteri. Og ligesom dengang rammer sygdommen socialt forskelligt. Mange bedrestillede kan isolere sig og arbejde hjemmefra og endog fra deres sommerhuse, mens de laverelønnede må gå på arbejde med den risiko for smitte, det indebærer ikke mindst for hospitalspersonale og ansatte i omsorgssektoren.

16. jun. 2020 - 12:21   03. jul. 2020 - 11:30

Bøger

Margit Andersen
Anmelder

Daniel Defoe: Pestens År. 272 sider. 299 kroner (vejl.). Hoff & Poulsen. 

Pestens år  blev oprindelig udgivet i 1722. Den udkom på dansk for første gang i april 2019. Bogen dannede inspiration for Albert Camus’ roman Pesten  og Flemming Flindts ballet Dødens triumf