12 Nov 2019  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Parforholdsterapi med en ond Peter Belli

Ny svensk film

Parforholdsterapi med en ond Peter Belli

Johannes Nyholms film Koko-di Koko-da er en syret og smuk fortælling om et pars forsøg på at komme sig efter tabet af deres datter.

Forrest en hvidklædt Peter Belli i rollen som drilsk og sadistisk dirigent for de morderiske handlinger i filmen.
FOTO: Johannes Nyholm
1 af 1

Der er få ting her i livet, der er værre end at miste sit eget barn. Den uendeligt store og tunge sorg må være ulidelig, og livet kan ikke undgå at fremstå ret så meningsløst. Det er dog desværre, hvad der overgår det svenske forældrepar i Johannes Nyholms film Koko-di koko-da, som just nu har premiere i et lille udvalg af biografer herhjemme.

Man går dog fejl i byen, hvis man tror, at Koko-di koko-da er en renskuret gyserfilm, selvom flere klassiske greb fra genren er at finde overalt.

Datteren Maja dør på sin otte års fødselsdag, midt under hvad der ellers skulle have været en hyggelig lille tur til Danmark. I en frygtelig og hjerteskærende scene synger forældrene Elin og Tobias en tidlig morgen fødselsdagssang for deres datter, uvidende om, at hun ikke ligger og slumrer og halvsover under dynen, men rent faktisk er død. Og her er vi kun i filmens begyndelse. Tingene bliver kun meget værre.

Klip til tre år senere, hvor Elin og Tobias er på vej ud i de svenske skove for at campere og komme på afstand af sorgen og tættere på hinanden som par efter det rædselsvækkende tab. Hvad der er foregået i de tre mellemliggende år, får man som publikum ikke meget at vide om. Skænderierne over småting undervejs i bilen giver dog et godt fingerpeg.

En chance til

Selvom Elin frygter skovens mange myg, er det langt fra det farligste, det sørgende forældrepar en tidlig morgen møder uden for deres telt. Elin overfaldes af en bande af aparte karakterer, der tæller en sprechstallmeister-agtig ældre mand i hvid habit og stråhat, en bredskuldret gorillatype med unibrow og en hekselignende og pistolsvingende kvinde.

Som var de trådt ud af et af de ekstra grimme og grumme Grimm eventyr, plager, terroriserer og slår de løs på den svenske mor, mens Tobias med frygten strålende ud af øjnene er vidne til optrinnet i sikker afstand inde fra teltet.

Tobias' optræden er hverken heroisk eller særlig sympatisk, og det ender også med, at han må lade livet. En chance for at gøre det hele godt igen får han dog, da han vågner op i samme situation atter engang, og det samme scenarie udspiller sig én gang til, blot med variationer. Og det ad flere omgange, da udfaldet ender dødeligt for begge forældre igen og igen. Tobias lærer for hvert dødsfald og handler også mindre og mindre egoistisk. Godt bliver det først, da også Elin begynder at erkende gentagelserne.

Den morderiske bande er dog fandens svær at slippe af med, ligesom døden er det, som de tre mærkelige figurer med al symbolsk tydelighed er et billede på: datterens død, parforholdets død og deres egen dødelighed. Ting, der fylder i Elin og Tobias’ liv, men som de endnu ikke har fået bearbejdet ordentligt, og som manden med den hvide habit og hans to håndlangere "kærligt" minder dem om.

Peter Belli som hvidklædt djævel

En skam er det, at den fysiske vold, de to forældre udsættes for, skal bære så meget af filmen. Voldsscenerne er det mindst interessante ved filmen, og Nyholm har ikke formået at lade scenerne med nok suspense og nerve.

Kampen med de tre onde plageånder er nemlig også en kamp med al den død, der fylder så meget i deres liv, men som de ikke taler om.

Man går dog fejl i byen, hvis man tror, at Koko-di koko-da er en renskuret gyserfilm, selvom flere klassiske greb fra genren er at finde overalt. Filmen er andet og mere end det, og Nyholm mere låner elementer fra gysergenren end omfavner den helt og holdent.

Men man kunne alligevel godt have ønsket, at klipningen havde været mere konsekvent, og at der var blevet gjort noget mere ud af de to håndlangeres billige og dårlige teaterudklædning og den lidt tegneserieagtige måde, de agerer onde på. Det er der måske en mening med, men den kan være svær at få øje på.

Hvem der til gengæld brillerer, er intet ringere end en hvidklædt Peter Belli i rollen som drilsk og sadistisk dirigent for de morderiske handlinger. En på mange måder vild og underlig oplevelse at være vidne til, men som af og til hæmmes af en alt for gavmild klipning, der ikke skærer fra, hvor der tydeligvis er fyld.

Som i et eventyr

Koko-di koko-da kunne nemt have været endnu en socialrealistisk film om død, sorg og kærlighed fra et af de skandinaviske lande. Det havde sikkert været meget fint og godt, men Nyholm har heldigvis valgt at gå en anden vej og fundet et andet medium for de tre basale og alt for menneskelig følelser, nemlig noget så gammeldags som eventyret og fablen.

Selve filmens struktur minder nemlig om et eventyr med parrets vedvarende "prøvelser", og nogle indskudte scener med skyggeteater, der opsummerer karakterernes indre processer, sætter en passende og nærmest magisk stemning.

I skoven er det den eventyragtige bande, der laver spillets regler, og som bestemmer, hvor langt Elin og Tobias er nået i det, man kunne kalde for deres terapiforløb – som var det en moderne allegorisk fabel. Kampen med de tre onde plageånder er nemlig også en kamp med al den død, der fylder så meget i deres liv, men som de ikke taler om, og slet ikke med hinanden.

Det, det kommer an på, er nemlig at være i sorgen sammen, at gå gennem den sammen. Det er den store humanistiske pointe i Koko-di koko-da, der på trods af alle myrderierne ender med at være en varm og meget menneskelig film.

Koko-di Koko-da får fire stjerner.

26. sep. 2019 - 07:00   26. sep. 2019 - 07:02

Film

Philip Martinussen
Anmelder

Koko-di Kokoda. Instruktør: Johannes Nyholm. Premiere i dag.