22 Sep 2018  

KBH: Let skyet, 10 °C

På trods af alt

Michael Wiehe solo i Den Grå Hal

På trods af alt

Mikael Wiehe favner verdens tilstand. Det er dystert, men han insisterer på troen på fremtiden, på solidariteten, håbet, kærligheden - og modet til at gå til modstand.

Den svenske troubadour Michael Wiehe.
FOTO: Skandinavian
1 af 1

– For 40 år siden skrev jeg denne sang. Siden har jeg spurgt mig selv: Hvad fanden handler den om? - Nu spillede jeg den på Tønder-festivalen, og så gik det op for mig: Om planeten! - Så lyder sangen "Titanic" i Den Grå Hal, hvor troubadouren Mikael Wiehe er i gang. En velbesøgt Grå Hal, som er en station på "Amager Bio on Tour", fordi biffen selv er under ombygning.

Wiehe leverer drøje hug - i sang og tale - til socialdemokraterne og deres medløb til de fremmedfjendske højrekræfter

Vi får ikke blot "andraklasspassagerarens sidst sång" (Titanic), men også Hoola Bandoola-klassikeren "Keops pyramid". Altså: en metafor for jordens klimatiske undergang. Og om datidens faraoers uindskrænkede magt og nutidens stormoguler, "Den tärande elit". Altså herskerklassen med den to-tre dobbelte betydning af ordet "tärande" som forsvindende, plagsom, snyltende.

Nærmiljøet

Ned på jorden igen:

– Jeg fik en prop i benet for to måneder siden. Det kan jo godt gøre en lidt deprimeret. Jeg tænkte på min ungdom, hvor der virkelig var fest. Ja, og så vaklede vi hjem. Men det var jo dyrt at drikke så meget. Nu vakler jeg også lidt, når jeg går, men det er gratis!

Wiehe drømmer angiveligt om sin gamle makker Björn Afzelius tre gange om måneden. Så sidder de bag scenen og skal synge igen, men Wiehe kan aldrig finde guitaren.

– Så vågner jeg og fatter ikke, at det er 20 år siden, han døde. Og alle de sange, I er gået glip af. Men... så tænker jeg på, hvor heldige I er, at I stadig har mig!

Typisk Wiehe. Hans ego fejler ikke noget. Publikum skiftevis røres og ler.

Vi får Afzelius' "Sang til friheden" - oversat fra en sang af troubadouren Silvio Rodriguez, som de begge mødte i Cuba. 

Hug til højre - sang til modet

Wiehe leverer drøje hug - i sang og tale - til socialdemokraterne og deres medløb til de fremmedfjendske højrekræfter, til fascismen, undertrykkelsen og udbytningen. Han kommer vidt omkring: Italien, Spanien, Latinamerika. Ikke mindst til Sverige og Danmark, hvor flygtninge og indvandrere gøres til syndebukke for alt. Men han holder fast i håbet og modstanden.

Vi fik hans "Victor Jara"- hyldestsang til den chilenske sanger, den smukke kærlighedssang "Mitt hjärtas fågel" og mange flere - nye og gamle. Wiehe nærmer sig afslutningen:

- Engang blev den amerikanske sanger Harry Belafonte spurgt: "Er du optimist eller pessimist?". Lang pause. Så svarede han: "For at være optimist skal man være modig".

- Her får I en sang til modet:

"Til dem, der tror på kærligheden, selv om hadet er så stærkt."

Inspirationen fra Bob Dylan fornægter sig ikke. Men klar tekst og stemme. Alene fylder og fanger han salen. Med sin akustiske guitar. Den behersker han også.

13. sep. 2018 - 14:22   14. sep. 2018 - 12:55

Koncert

Arne Lennartz
Anmelder
6

Mikael Wiehe, Solokoncert i Den Grå Hal. Set søndag den 2.september.
Arrangør: www.amagerbio.
Om Michael Wiehe: mikaelwiehe.se