26 May 2019  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Når algoritmer kender os bedre, end vi selv gør

Israelsk forfatter advarer

Når algoritmer kender os bedre, end vi selv gør

Når intelligente algoritmer tager over, hvad sker der så med samfund, politik og dagligliv, spørger den israelske forfatter Yuval Noah Harari, der også er kritisk overfor den israelske regerings forvaltning af tankefrihed og ytringsfrihed.

Yuval Noah Harari er en israelsk historiker og forfatter.
FOTO: Ilya Melnikov
1 af 1

Homo Deus betyder Menneskelig Gud og er titlen på en bog skrevet af israeleren Yuval Noah Harari. Bogen beskriver menneskeheden i det 21. århundrede. Om vores forsøg på at opnå lykke, udødelighed og guddommelige kræfter.

Harari har ikke de store analyser af kapitalismen. Han virker som en borgerlig humanist, der frygter at mennesket går til i den teknologiske udvikling.

Harari hævder, at humanismen er en form for religion, der dyrker menneskeheden i stedet for en gud. Det sætter menneskeheden og dets ønsker som en højeste prioritet i verden, hvor mennesker selv er indrammet som de dominerende væsener.

Mennesket spillet af banen

Algoritmerne tager over. Facebook har udviklet en algoritme, der er bedre til at vurdere menneskers personlighed og dispositioner end selv deres venner, forældre og partnere er. På Facebook svarede 86.220 frivillige brugere på 100 spørgsmål om deres personlighed. Facebook-algoritmen forudsagde deltagernes svar, ud fra 10 likes var algoritmen bedre end arbejdskollegaers gæt. Efter 70 likes så overgik den venners gæt, og efter 300 likes så var den bedre end partnerens.

Forskere fra Oxford University har udviklet en algoritme, der forsøger at angive sandsynligheden for, at forskellige jobs overtages af computeralgoritmer i løbet af de næste 20 år. Den viste, at 47 % af alle job i USA befinder sig i farezonen.

Demokratiet truet

Yuval Noah Harari mener demokratiet kan blive truet eller endog forsvinde. I det 19. og 20. århundrede udfoldede den industrielle revolution sig tilstrækkeligt langsomt til, at politikere og vælgere kunne være et skridt foran og styre dens udvikling. Men politikkens rytme har ikke forandret sig ret meget siden dampmaskinens tid. Teknologien har skiftet fra første til fjerde gear, og teknologiske revolutioner giver nu de politiske processer baghjul, hvilket kan betyde, at politikere og vælgere mister kontrollen.

Netanyahu's regering repræsenterer en trussel mod de grundlæggende friheder.
Yuval Noah Harari

Den humanistiske revolution fik den moderne vestlige kultur til at miste troen på og interessen for højere mentale tilstande og i stedet glorificere menneskers dagligdags oplevelser af livet. Vi er på hele tiden, og vi mennesker lider af FOMO - Fear of Missing Out (frygt for at gå glip af noget) - og selv om vi har mere valgfrihed end nogensinde, har vi mistet evnen til virkelig at være opmærksom, på det vi vælger.

Hver eneste dag lader millioner af mennesker verden over deres smartphones få lidt mere kontrol over deres liv, og hver dag prøver mange mennesker et nyt og mere effektivt antidepressivt middel. I deres stræben efter sundhed, lykke og magt ændrer mennesker gradvist først det ene, så det andet af deres karakteristika, og så endnu et, indtil de ikke længere er mennesker.

Kapitalismens rolle

Harari har ikke de store analyser af kapitalismen. Han virker som en borgerlig humanist, der frygter at mennesket går til i den teknologiske udvikling. Han har dog eksempler på, hvor galt det kan gå for finanskapitalen, når algoritmerne tager over.

I april 2013 blev Associated Press officielle Twitter-konto hacket. Klokken 13.07 blev et tweet sendt ud, om at Det Hvide Hus var under angreb, og at præsident Obama var såret. Algoritmerne, der styrer investeringerne, overvåger newsfeeds konstant og reagerede på ingen tid.

Den industrielle revolution udfoldede sig tilstrækkeligt langsomt til, at politikere og vælgere kunne være et skridt foran og styre dens udvikling. 

De begyndte at sælge aktier som vanvittige. Dow Jones-indekset var i frit fald - aktiekursen faldt med 150 point på mindre end 60 sekunder, svarende til 136 milliarder dollars. Klokken 13.10 skrev Associated Press, at der var tale om et falsk tweet. Algoritmerne skiftede gear, og klokken 13.13 steg Dow Jones-indekset til næsten samme niveau som før den falske tweet.

De næste generationer

Bogen lukker med følgende spørgsmål rettet til læseren:

"Hvad sker der med samfund, politik og dagligliv, når ikke-bevidste men meget intelligente algoritmer kender os bedre, end vi kender os selv?" Harari svarer selv, at man må lære de meget intelligente algoritmer til børn i den tidligst mulige alder, for at give fremtidige generationer af menneskeheden større kontrol over sig selv, som enkeltpersoner og som samfund.

Harari gav i september sidste år et interview til det franske magasin Le Point, hvor han blandt andet sagde:

"Mit arbejde som videnskabsmand er baseret på tankefrihed og ytringsfrihed, mens Netanyahu's regering repræsenterer en trussel mod de grundlæggende friheder."

25. feb. 2019 - 13:30   25. feb. 2019 - 13:40

Debatbog

Niels Erik Danielsen
Anmelder
4

Homo Deus. Af Yuval Noah Harari. Forlaget Lindhardt & Ringhof, dansk udgave, 2018. Sider: 448. Pris: 250 kr.