23 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 24 °C

Lazzaro er social og magisk realisme på italiensk

Rohrwachers tredje spillefilm

Lazzaro er social og magisk realisme på italiensk

Tossegode Lazzaro er først slave, senere bliver han befriet til arbejdsløshed, tyveri og plat. Rorhwachers film er en kommentar til vor tids behandling af de svageste, som ikke adskiller sig væsentligt fra tidligere tiders.

Debutanten Adriano Tardiolos er overbevisende i sit spil som Lazzaro.
FOTO: Camera Film
1 af 1

Ligesom biblens fortælling om Lazarus er en fabel, hvor det usandsynlige sker, er Alice Rohrwachers film om "Lazzaro den Lykkelige" det også, men hvor Lazarus blev genoplivet efter kun fire dage, går der flere år imellem Lazzaros død og hans genopstandelse.

Slaverne får deres frihed og forlader godset, blot for inde i byen i det moderne liv at fortsætte en tilværelse som pjalteproletariat.

Skuepladsen er et afsidesliggende gods i Italien i slutningen af 1900-tallet, hvor ikke meget har ændret sig siden feudaltiden. Grevinden og forvalteren hersker med hård hånd og falsk venlighed over "fæstebønderne", der i realiteten er slaver, som slider og slæber uden løn, for det lidt de tjener, går til bøder for forsømmelser og betaling for de nødvendigste fødevarer.

Det gode menneske

I blandt dem er den forældreløse Lazzaro, der er troskyldig til det tossegode, og som bliver udnyttet af alle, også sine egne, fordi han aldrig siger nej. Den slags gode mennesker har vi mødt flere af i kunsten, blandt andet i Brechts "Det gode menneske fra Sezuan" og "Den hellige Johanna fra slagterhallerne", og det går dem sjældent for godt.

Lazzaro bliver ven – det tror han da - med grevindens søn Tancredi, men også her handler det kun om kynisk udnyttelse. Sønnen fingerer en kidnapning af sig selv for at blokke moderen for penge, men det går anderledes end forventet. Myndighederne bliver i den forbindelse opmærksomme på forholdene på godset, og slaverne får deres frihed og forlader godset, blot for inde i byen i det moderne liv at fortsætte en tilværelse som pjalteproletariat.

Fra slaveri til tiggeri

Det arbejde de og migranter fra fjerne lande tilbydes er en omvendt auktion. De, der accepterer den laveste løn, får jobbene, og resten må leve som en slags romaer i skure og forladte bygninger og ernære sig med tyveri og plat. De betragtes som udskud, og selv kirken afviser dem, da de lokkes ind af den smukke musik. Forunderligt nok vælger orgeltonerne side og forlader kirkerummet for at følge med de bortviste.

Det er denne virkelighed Lazzaro oplever, da han efter en del år er genopstået efter at have mistet livet ved et fald fra en bjergskrænt. Han møder nogle af sine fæller fra godset, endog Tancredi, og fortsætter med sine gode gerninger og blinde tro på sine medmennesker. Det kommer til at koste ham livet for anden gang.

Politisk manifest

Rohrwacher har kaldt filmen, der i 2018 modtog prisen for bedste manuskript i Cannes, for et politisk manifest, og den er da også en pessimistisk kommentar til vor tids behandling af de svageste, som ikke adskiller sig væsentligt fra tidligere tiders.

Det, der gør filmen så mageløs, er den måde, hvorpå det er lykkedes at blande socialrealisme med magisk realisme tilsat et strejf af poesi, den smukke fotografering af det barske landskab, og ikke mindst debutanten Adriano Tardiolos overbevisende spil som Lazzaro.

03. maj. 2019 - 08:45   03. maj. 2019 - 09:24

Film

Margit Andersen
Anmelder
5

Lazzaro den Lykkelige. Manuskript og instruktion Alice Rohrwacher. Har haft premiere.

I anledning af premieren på denne, Rohrwachers tredje, spillefilm præsenterer Cinemateket hendes to forrige: Miraklerne den 13.5. kl. 21.30 og 28.5 kl. 16.30. Corpo Celeste den 26.5. kl. 14.00 og 3.6. kl. 21.30. Se mere: dfi.dk