10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Jubilæumsbog om Enhedslisten mangler tyngde

Anmeldelse

Jubilæumsbog om Enhedslisten mangler tyngde

Kim Kristensens bog "Det hærdede stål" har undertitlen "Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget", men kunne lige så godt hedde "Fortællingen om Enhedslistens udvikling væk fra det udenoms-parlamentariske arbejde", hvis forfatteren havde haft blik for det.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Politisk journalist Kim Kristensen fortæller i sin bog Det hærdede stål om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.

Bogen er ikke nogen analyse af Enhedslistens udvikling gennem 25 år og interesserer sig derfor ikke for Enhedslistens udgangspunkt, hvor organiserede og uorganiserede socialister på baggrund af opslidende partikampe internt i VS og DKP samles om organiseret enhedsarbejde for at bruge en repræsentation i Folketinget som talerstol.

For at fastholde den opnåede parlamentariske styrke synes det nu at være Enhedslistens opfattelse, at det revolutionære socialistiske udgangspunkt og mål må reformuleres og nedtones.

Derimod interesserer bogen sig meget for udviklingen fra sammenrend af "små venstrefløjsfraktioner" til et regulært moderne hovedsageligt reformistisk og personfikseret venstrefløjsparti.

"På 25 år er Enhedslisten gået fra at kæmpe med spærregrænsen til at blive det største parti på venstrefløjen. Hvordan lykkedes denne revolution af det revolutionære parti", spørges der på bogens bagside. Svaret er ikke entydigt.

Væk fra græsrodsarbejde

Bogens undertitel er "Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget", men kunne lige så godt hedde "Fortællingen om Enhedslistens udvikling væk fra det udenomsparlamentariske arbejde", hvis forfatteren havde haft blik for det.

"Vi kommer tæt på de store personopgør og de svære dilemmaer, når principper står i vejen for praktisk politik og kampen for at give venstrefløjen indflydelse." Pist borte er græsrodsarbejdet i civilsamfundet. Partiet fokuserer i stigende grad på politisk "indflydelse" i Folketing, regionsråd, byråd og EU-parlament – mandater, der arbejder og tæller med.

Derfor har jeg også problemer, ikke blot med bogens titel plukket fra Carl Scharnbergs fredsdigt Hymne, men også at Kim Kristensen plukker videre og citerer som billede på Enhedslistens lære: Vi fik en lære / På vej mod vort mål: / Intet kan tære / det hærdede stål.

Men han citerer ikke de følgende og afsluttende linjer: Storme skal aldrig / slå gløderne ned. / Støb gennem varme / den skabende fred! Og hvis han havde citeret første strofe, ville vi forstå, at støbeformen er erfaringerne fra og viljen skabt af generationernes nederlag og sejre i kampen for socialisme.

Forkromet ståltråd

Når man læser Kim Kristensens fortælling, kommer Enhedslistens lære tættere på forkromet ståltråd, der er om ikke let bøjelig så føjelig.

Kim Kristensen skriver, at bogen bygger på en række skriftlige kilder lige fra avisartikler og til bøger og arkivmateriale. Enhedslisten har således givet adgang til partiets arkiv, som for en god dels vedkommende befinder sig på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Og så bygger bogen ikke mindst på samtaler med kilder i og udenfor partiet – til citat og udenfor – og i nogle tilfælde både og. Kim Kristensen understreger, at bogen ikke er nogen autoriseret partihistorie, men "den bedst opnåelige version af sandheden".

Fortællingen er kronologisk fremadskridende frem mod valget i 2019 med indskudte, selvvalgte, personlige vidnesbyrd fra Enhedslistens m/k på tinge om, hvad arbejdet i Folketinget har lært dem.

Kim Kristensen skriver stilistisk en frisk prosa, der gør stoffet let tilgængeligt, men også let at glemme. For én, der har været med en del af vejen, eller anden blot fulgt og stemt på Enhedslisten, er der ikke rigtig noget ukendt stof i bogen, som gøres ekstra levende gennem saften i citaternes talesprog.

Fra fortællingens fugleperspektiv følger man, hvordan folketingsgruppen gennem tid hopper fra tue til tue for at forsøge at forsvare princippet om ’at stemme for hver eneste forbedring og imod enhver forringelse’. Der popper også temaer op, der giver mening, hvis man vil prøve at forstå folketingsgruppens underliggende kurs mod at hoppe på tuen og at være parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering.

Moralismen tager over

Tema ét er partidemokratiets binding af folketingsgruppens manøvremuligheder. I den politiske journalistik har vi gennem årene i stigende grad hørt fortællingen om Enhedslistens store stygge hovedbestyrelse, der kan vende tommelfingeren opad (forbedring) eller nedad (forringelse) og dermed gøre folketingsgruppen til en utroværdig forhandler på Folketingets forhandlingsmarked.

Ideen med sammensætningen af hovedbestyrelsen var at sikre mindretalsbeskyttelse og de facto også være partiets navlestreng til sit revolutionære socialistiske udgangspunkt og mål. I konsekvens af den politiske journalistiks krav har man bøjet sig for ’den politiske offentligheds’ behov for en formand m/k. Siden valget i 2001 og frem til i dag har magtstrukturerne i folketingsgruppen fjernet sig fra kollektiv ledelse, først med kølerfigur siden til topstyret ledelse med magt til at fyre folketingsmedlemmer fra deres poster.

Enhedslistens parlamentariske udvikling og styrke skyldes givetvis dette skift og dermed en forøget vælger- og medlemsskare, hvor mange ikke har politisk rod i de revolutionære teorier, men bygger deres politiske holdning på moralisme. For at fastholde den opnåede parlamentariske styrke synes det nu at være Enhedslistens opfattelse, at det revolutionære socialistiske udgangspunkt og mål nødvendigvis må reformuleres og nedtones.

Måske er Enhedslisten allerede peaket i størrelse, da der er stor konkurrence på det moralistiske vælgermarked?

EU-spørgsmålet

Tema to er indstillingen til EU-medlemskabet, som nu er resulteret i listens repræsentation i EU-parlamentet som parti og ikke som del af Folkebevægelsen – en politisk bevægelse fra EU-modstand og krav om udmeldelse til EU-kritik. Ved valget i 2019 fuldbyrdede Nikolaj Villumsen således den drøm, som Keld Albrechtsen i sin tid påbegyndte:

"Det er en hemmelighed, Keld Albrechtsen har båret rundt på i nogen tid: Enhedslistens EU-ordfører er kommet i tvivl om, hvorvidt det er realistisk med en dansk udmeldelse af den Europæiske Union.

Tvivlen er begyndt at nage to år forinden under Enhedslistens succesfulde kampagne for et nej ved folkeafstemningen om euroforbeholdet i september 2000. (….) Under valgkampen er det gået op for Keld Albrechtsen, at han – og Enhedslisten – i virkeligheden prøver at overbevise vælgerne om at være imod euroen ved at være for Unionen".

Det udmunder i det første store opgør om EU-politikken, hvor Keld Albrechtsen kommer med et oplæg, der skal tilpasse Enhedslistens officielle EU-politik til hans førte praksis i Folketinget:

"På årsmødet fra 12.-14. april i Rødovre trækker debatten om Keld Albrechtsens oplæg ud, så dirigenterne må lukke for talerlisten. (…) Årsmødet har til gengæld nemt ved at takke nej til Keld Albrechtsens forslag om en mindre dogmatisk EU-linje. Det får fire stemmer ud af de i alt 165 delegerede. Et kompromisforslag, som Per Clausen har lavet, lider ikke en ret meget bedre skæbne, hvorimod 119 stemmer for det mere kritiske EU-oplæg, som har flertal i hovedbestyrelsen. Men at partiet er splittet i EU-spørgsmålet understreges af, at oplægget forinden kun er blevet vedtaget i hovedbestyrelsen med stemmerne syv mod seks."

 Keld Albrechtsen fortsætter alligevel som EU-ordfører.

Fravær af fredsarbejde

Tema tre er Enhedslistens fravær i det aktuelle folkelige fredsarbejde: "Irakkrigen bliver aldrig den game changer i Fogh-regeringens første valgperiode, Enhedslisten og Søren Søndergaard havde håbet på. Statsministerens argument om FN’s resolutioner er absurd, surrealistisk og skamløst. Men det virker, og Anders Fogh Rasmussen afviger i de efterfølgende år aldrig fra manuskriptet. (….) Socialdemokratiet – og siden De Radikale – vælger at støtte den danske styrke i det sydlige Irak, og i modsætning til alle andre krigsførende lande bliver spørgsmålet om krigsdeltagelsen underligt fraværende i de kommende års valgkampe.

Allerede et halvt år efter starten på krigen har forretningsudvalget på et møde 1. oktober 2003 konkluderet, at demonstrationer ikke længere betaler sig set "i lyset af det (alt) for lille fremmøde", der har været herhjemme og i udlandet, til den netop afholdte internationale demonstrationsdag mod krigen.

"Situationen vil givetvis ændre sig i fremtiden, så derfor skal antikrigsarbejdet nedgeares mod vågeblusnetværk, der står klar til en sådan ændret situation," lyder konklusionen.

Som aktiv i fredsarbejdet må jeg konstatere, at netværket ikke er på vågeblus, men faldet i søvn.

Kim Kristensen er kommet med sit bidrag om Enhedslistens parlamentariske udvikling. I og med at bogen er velskrevet og letlæselig og har tabloid power i kraft af fortælling igennem personer (ansigter), så har den også potentiale for stor udbredelse. Modsat har den ikke mere tyngde, end hvad man ellers oplever i den politiske journalistik, og læner sig op ad hurtig glemsel hos alle andre end nørderne og de omtalte.

De og vi har så til gengæld brug for en marxistisk analyse af Enhedslistens udgangspunkt, udvikling og fremtidige betydning for et opgør med den globale kapitalistiske økonomi og arbejdet for et nødvendigt socialistisk alternativ. Den bog venter vi på.

21. nov. 2019 - 12:00   28. nov. 2019 - 15:33

Bøger

Allan Vokstrup
Anmelder

Kim Kristensen: Det hærdede stål. Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget. 300 sider. Forlaget Momenta.

 

Hymne

Fra "Beredskabsdigte og andre lærestykker", 1980, af Carl Scharnberg

Dette blev sået
i slag, der blev tabt:
Vejen til livet
er menneskeskabt!
Vejen blev åbnet
og banet for os,
ryddet og brolagt
af skabende trods.

Vi fik en lære
på vej mod vort mål:
Intet kan tære
det hærdede stål.
Storme skal aldrig
slå gløderne ned.
Støb gennem varme
den skabende fred!