06 Apr 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 10 °C

Japansk hverdagsskildring

Anmeldelse

Japansk hverdagsskildring

Sayaka Muratas roman, Døgnkioskmennesket, giver et hverdagsbillede af Japan, der er noget anderledes end det, vi normalt præsentereres for. Historien ses gennem Keikos firkantede øjne, hvad der skaber et humoristisk, skævt perspektiv.

Sayaka Murata er en af Japans spændende samtidsforfattere.
FOTO: Forlaget Grif
1 af 1

I Japan jamrer politikerne sig over, at der fødes færre og færre børn. Det kan selvfølgelig skyldes, som undersøgelser har påvist, at de unge japanere ikke interesser for den øvelse, der skal til for at få børn, men den væsentlige årsag er nok, at samfundet ikke er indrettet til børnefamilier.

Vi ser historien gennem Keikos firkantede øjne, hvad der skaber et humoristisk, skævt perspektiv med en skarp vinkel på vor tids Japan.

Der er alt for få børneinstitutioner, så når et par får børn, betyder det som oftest, at kvinden må opgive sit arbejde og blive hjemmegående.

Dertil kommer yderligere det økonomiske aspekt, at det ikke er gratis for børnene at få en videregående uddannelse, så det skal forældrene betale for, samtidig med at de må forudse, at de på et tidspunkt skal støtte deres egne forældre økonomisk, da den offentlige pension ikke er til at leve af.

Og så er der dem, der falder helt uden for. Det er heller ikke nemt i et land med et stort normalpres.

Hverdagsbillede

Romanen Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata giver et hverdagsbillede af Japan, der er noget anderledes end det, vi normalt præsentereres for, som er kendetegnet ved en veludviklet teknologi, kirsebærblomster, kimonoer, mangafilm og fede sumobrydere.

Den 36-årige Keiko har altid været lidt sær, meget indadvendt, og hun mangler evnen til at tænke abstrakt og afkode sine omgivelser, hvad der kan udløse de særeste situationer.

Da hun er udmærket begavet, gennemfører hun en universitetsuddannelse, men får derefter job i noget, der ligner en dansk døgnkiosk, men med langt mere omfattende serviceydelser. Her lærer de ansatte, hvordan de skal tale og smile til kunderne, og hvad de i øvrigt skal lave.

Når de har fået det ind i rygmarven, fungerer det bare, og det passer lige netop til Keiko, der føler sig som et lille tandhjul i en velsmurt maskine. Her kommer hun ikke til at sige eller gøre noget forkert.

Desværre er hendes familie og veninder uforstående overfor dette valg. Lad gå med at hun ikke bruger sin gode uddannelse til noget pasende, men så kunne hun da finde en mand og få nogle børn. Nej tak, Keiko har det fint med sit arbejde, og babyer betragter hun som små dyr, der alle ser ens ud og kræver en masse arbejde. Men selv om hun ikke lider af overdreven følsomhed, så går presset fra omgivelserne hende lidt på.

Skævt perspektiv

Tilfældet vil, at døgnkiosken ansætter en ung mand, der mildest talt er utilpasset og på den aggressive måde. Da han bliver fyret og samtidig hjemløs, tilbyder Keiko ham at bo hos hende, og det er ikke af ren medmenneskelighed, for hun foreslår ham oven i købet, at de skal indgå et proformaægteskab. På den måde kan hun måske få fred for dem, der så gerne vil dirigere hendes liv.

Så vidt som til ægteskab med den arbejdssky ungersvend kommer det dog ikke, og Keiko finder sin plads i tilværelsen.

Det er Keiko, der fortæller, og vi ser historien gennem hendes firkantede øjne, hvad der skaber et humoristisk, skævt perspektiv med en skarp vinkel på vor tids Japan.

Hun løsriver sig fra samfundets opfattelse af, hvad der er normalt, men må, for at gøre det, tilpasse sig den japanske arbejdskultur, hvad der lader meget tilbage at ønske efter vores begreber. Med hendes følelsesmæssige handicap er lykken at arbejde og leve som en aseksuel robot.

13. feb. 2020 - 11:48   13. feb. 2020 - 13:39

Bøger

Margit Andersen
Anmelder

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket.
Oversat af Mette Holm. 150 sider. 200 kroner. Forlaget Grif. 

SAYAKA MURATA er en af Japans spændende samtidsforfattere. Hendes deltidsjob i et minimarked i Tokyo (som hun stadig har!) gav hende ideen til Døgnkioskmennesket, der har solgt over én million eksemplarer i Japan og er blevet hædret med store litteraturpriser. Romanen gav hende et internationalt gennembrud og er udkommet i en lang række lande. Murata blev kåret som ”Årets kvinde” af japansk Vogue i 2016.