24 Jan 2020  

KBH: Overskyet, 6 °C

Islandsk film går til den yderste fjeldkant

Sorg, jalousi og hævn

Islandsk film går til den yderste fjeldkant

Den islandske filminstruktør Hlynur Pálmason spiller hævnlysten helt ud i et drama om to slags kærlighed, den ene til barnet, den anden til partneren.

Den islandske skuespiller Ingvar Sigurdsson i hovedrollen som den desparate Ingimundur i "En hvid, hvid dag".
FOTO: Paradisbio
1 af 1

Der kan være nok så meget lys for enden af tunnelen, men hvis mennesker i sorg ikke kan åbne øjnene eller sindet, kan det ende i fortvivlelse og raseri. Den islandske filminstruktør Hlynur Pálmason går til den yderste fjeldkant i sin nye film "En hvid, hvid dag".

Hlynur Pálmason viser et stort talent med at fortælle det komplicerede på enkel vis i en film.

Filmens hovedperson, Ingimundur, har for nylig mistet sin kone i et biluheld. Han er pensioneret politichef, et job der kræver kontrol over følelser og logisk sans.

Efter konens død bliver hans sind dog lige så omskifteligt som vejret i Island, med tåge, regn, sne, glimtvis sol og så regn igen. Dette er flot symboliseret i filmen, ved at kameraet bare filmer vejret gennem lang tid foran Ingimundurs hus. Et hus han gerne vil bygge om til familien.

Kun barnebarnets besøg lyser op i glimt. Selv om Ingimundur sætter vinduer i huset, bliver hans udsyn mere og mere snævert; han fikserer på at finde den mand, som han mener, at hans elskede kone var ham utro med.

En vulkan af spørgsmål

Hlynur Pálmason har fat i de dybe, stærke følelser med sin film. Man skal lytte godt efter alt det, der ikke bliver sagt i denne film, og der er god tid til det. Der er lange passager med hvid tåge og landskaber – og en sten, der river sig løs fra fjeldet, bliver smidt ud over vejkanten af Ingimundur, hvorfra den triller og triller for så at lande på bunden af floden, mens iltbobler stiger til vejrs.

Lyt til musikken og underlægningslyden. Nyd de øjeblikke af Ingimundurs raseriudbrud overfor en psykolog, der ikke kan komme frem til konsultation på grund af vejret i Island. I stedet tager psykologen konsultationen over internettet og vil gennemtrawle Ingimundur for at nå ind til hans sorg. Nyd øjeblikket, hvor Ingimundur går bersærk på politistationen. Nyd dem rent filmisk, for nedenunder ligger en hel vulkan af spørgsmål.

Er det bare islandsk temperament, vi bliver præsenteret for i denne film? Næppe. Det er de ordknappe mænd med lukkede sind, der fylder i denne film. Fylder med deres sårbare sind hvor kun børn kan træde uden frygt. Instruktøren spejler det hævngerrige menneskesind i den islandske naturs luner og bløder den op i glimt af islandsk humor, tør som fjeldgrus og størknet lava.

To slags kærlighed

Instruktøren fortæller i et interview med filmjournalisten Marta Balaga, at han har villet skildre to slags kærlighed: Den kærlighed som du har for dine børn eller børnebørn, som er simpel, ren og uden grænser, og så en anden slags kærlighed – den kærlighed som du nærer for din partner, elsker, kone og så videre. Det er en helt anden slags kærlighed, som er mere kompleks, intim, dyrisk og unik.

Hlynur Pálmason viser et stort talent med at fortælle det komplicerede på enkel vis i en film. "En hvid, hvid dag" overgår hans debutfilm "Vinterbrødre" (2017), der trods megen hvid kalk og hvid sne var sort og dyster. Med den islandske skuespiller Ingvar Sigurdsson, kendt fra "Om mænd og heste", i hovedrollen som Ingimundur spår undertegnede anmelder en tur mellem stjernerne for en "En hvid, hvid dag".

Filmen får fem stjerner.

05. dec. 2019 - 07:00   05. dec. 2019 - 11:58

Filmanmeldelse

Karin Busk
Anmelder

Hvítur, Hvítur Dagur. Dansk titel: En hvid, hvid dag.
Instruktør og manuskript:
Hlynur Pálmason.
Island / Danmark / Sverige - 2019.
Sprog: Islandsk. Premiere i dag.