18 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 19 °C

Grønland nu – godt fortalt!

Grønland nu – godt fortalt!

Scenekunstnerne Global Stories har lavet en lærerig og underholdende forestilling, hvor publikum er med i fortællingen. Det har de gjort rigtig godt.

FOTO: Karoline Lieberkind
1 af 1

Kom i god tid, og oplev udstillingen, som er scenografien for forestillingen "Ni Hao Nuuk".

To unge, en grønlænder og en dansker, står på det store Grønlandskort på gulvet og starter en fortælling.

Rundt i rummet står unge grønlændere klar til at fortælle dig om det, du ser på: flotte mineralske sten fra Kvantefjeldet, en scrap-bog af den første og eneste dansker der har opholdt sig i USA's underjordiske base på Thule, en lille film om en ung grønlænders drømme for fremtidens Grønland, et arbejdstelt fra et geologisk forsker-team, en lille film med en kinesisk guide der fortæller om arbejdet på Grønland...

Og så starter forestillingen. To unge, en grønlænder og en dansker, står på det store Grønlandskort på gulvet og starter en fortælling. Danskeren kaster sig ud i grønlandske udtalelser, korrigeres venligt af grønlænderen.

Publikum indrages som rekvisit-hentere i udstillingen. Vi deles i to grupper, og så er jeg i et telt, hvor den grønlandske skuespiller Miké gestalter den fattige dreng fra Narsaq. Scenografisk opføres Narsaq i teltet for vores øjne ved hjælp af små modeller og publikums hænder, der holder huset i den rette højde, afstemt af Miké og hans erindring af byens udseende.

Narsaq er byen med Kvantefjeldet der rummer alverdens rigdomme i form af mineraler. Drengen drømmer om rigdom og velstand, ...Hvis kineserne kommer. Ud af teltet igen. Vi er nu strengt instrueret modtagelseskomite med grønlandske og danske flag i hånden... ned af trappen kravler koket en meget selvbevidst Panda-bjørn. Hylende morsomt så tårerne triller.

Og så er vi gæster hos det internationale mineselskab. Med en entusiastisk forsker og medarbejder, der bliver mere og mere euforisk eksalteret over den fremtid, der ligger gemt i fjeldet. Undervejs bliver jeg vældig klog på mineraler og deres værdi; i en mobil-telefon er der op til en 14-16 stykker(?). De findes på Grønland, men udvindes nu nærmest kun i Kina. Men stormen tager til udenfor teltet, og da vi kommer ud, er alt dækket af tåge, en Grønlandsk sang høres....

Hele stykket ender med, at vi fordeles i små grupper med hver vores unge grønlænder, der fortæller sin egen historie, sine tanker og er klar til at svare på de spørgsmål, vi har. Imens smager vi på hval, spæk og tørret fisk. Der er nærvær og glød i skuespillernes spil, smukke sange og groteske scenarier i dette album af snapshots fra det kæmpe Grønland.

Global Stories har som ambition at skabe klare, forståelige og underholdende forestillinger om heftige problematikker, så vi bliver klogere på verden. Det er i den grad lykkedes med denne fantastiske forestilling og med en forfriskende ny tilgang til teatret.

03. mar. 2015 - 09:38   05. mar. 2015 - 14:03

Teater

Nick Bruun
Anmelder
5

Ni Hao Nuuk af Global Stories. Ide og iscenesættelse: Ditte Marie Bjerg og Petra Berg Holbek. Tekst: Kristian Husted, m.fl. og holdet . Medvirkende: Miké Thomsen, Sigrid Husjord, Morten Nielsen m.fl. Scenografi: Filippa Berglund. Spiller i Maskinhallen indtil 14. marts