16 Dec 2018  

KBH: Overskyet, 0 °C

Giv os Det Hvide Snit

Teateranmeldelse:

Giv os Det Hvide Snit

Det er gak-gak, så det syder, når impro-gruppen "Det Hvide Snit" kapper alle tilgængelige nervebaner.

Intet manuskript, ingen faste replikker. Kun ideer og gale påfund. Her Bo Bødker (til venstre) og Kim von Bülow på slap line.
FOTO: Det Hvide Snit
1 af 1

Lobotomi, populært kaldet Det Hvide Snit, er en hjerneoperation, der har til formål at kurere psykiske sygdomme. Metoden, som blev udbredt fra slutningen af 1930'erne, gik ud på, at man afskar nervebaner fra pandelappen til dybere liggende regioner i hjernen, som er centrum for følelseslivet. 

Patienterne blev som zombier og opførte sig som om "de havde fået et baseball-bat i nakken".

Det er derfor lidt af en gåde, hvorfor improgruppen "Det Hvide Snit" fra København har taget netop denne titel til sig. Der er sandt for dyden ikke skåret nogen nervebaner over til fantasiens boblende hjernekammer hos de implicerede. De er nogle af Danmarks bedste impro-skuespillere med mindst 20 års erfaring med skuespilfagets mest udfordrende genre, ImproComedy, bag sig.

Nårh, måske er det fordi spillerne i forvejen er rablende sindssyge alle sammen?

Senest viste teatergruppen i et forrygende juleshow den 20. december - kaldet Dogme Impro - Return of Det Hvide Snit - at der absolut ikke er tæret på hverken kreativitet, spille- eller syngeglæde - trods vigende hårgrænse hos enkelte spillere. Løjerne fandt sted på gruppens faste scene Krudttønden på Østerbro i København.

Improteater går ganske enkelt ud på, at spillerne improviserer historier, situationer og sange frem efter publikums forslag. 

Som denne aftens hylende morsom scene om Danske Bank, der sagde "undskyld" til kunderne for sin grådighed. Begivenheden fandt sted ude i "virkeligheden" samme dag, men blev grebet af et af aftenens publikummer, for lynsnart at blive omsat til kreativ og vrælende klagesang på scenen af Jacob Nienstædt. Han spiller sammen med en gnækkende Søren Wichman, der som gammel bankkunde insisterer på at få lavet sin Pondus-konto om til en "Occupy-konto". Referencerne til Danske Banks utroligt misvisende og hykleriske reklamekampagne lå lige for.

Ellers ramte spilleren Bo Bødker flere gange hovedet på sømmet med sine sindssygt skæve påfund - for eksempel som ganske nyfødt baby, bundliderlig blomsterhandler eller som en stakkels hest, der var faldet i en dyb brønd(!) At visualisere de indre billeder, før nogen andre overhovedet havde set dem for sig, er hans helt klare styrke.

Gak gak. ja, det er det så absolut. Men det er virkelighedens verden så sandelig også derude. Hvor er det befriende, at kreativiteten og de åndelige kanaler tilsyneladende ikke er groet helt til af købekold materialisme og følelseskold Jantelov. Godt, der stadig er voksne mennesker derude, som nægter at blive "helt" voksne på den kedelige måde.

Forskning viser, at skolesystemet er med til at sætte gang i nedbrydningen af børns kreative sans allerede fra de allerførste klassetrin. Hvor er det dejligt, at nogen går i den anden retning og krydrer hverdagen for alle os andre og øser af hittepåsomhedens brønd. 

Ja, man pådrager sig faktisk en ret god, boblende følelse i kroppen ved at overvære showet. Det Hvide Snit har en helt igennem lægelig forklaring på fænomenet på sin Facebook-side:

"Nye videnskabelige undersøgelser viser, at en månedlig indtagelse af koncentreret impro-teater af høj kvalitet giver en mærkbar forøgelse af blodgennemstrømning til kroppens udsatte områder, og at der produceres langt mere endorfin i hjernen end normalt!"

Tak gak!

 

 

05. jan. 2013 - 13:34   05. jan. 2013 - 13:45

Scene

Anders Fenger
Anmelder
4

"Dogme Impro. Return of Det Hvide Snit".  Det Hvide Snit. Næste gang i Krudttønden, København, 31. januar 2013 klokken 20. Se mere på http://www.improcomedy.dk/