18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Fuldt automatiseret luksus kommunisme

Anmeldelse

Fuldt automatiseret luksus kommunisme

Det kommunistiske projekt er knyttet til det teknologiske, men vigtigere endnu er det knyttet til en positiv forståelse af, hvilke friheder teknologien kan bringe almindelige mennesker i vores samfund, hvis den altså forvaltes fornuftigt.

I 1992, i netop det øjeblik, hvor den vestlige imperialisme ledet af USA så ud til at have opnået sit højdepunkt, skrev samfundstænkeren Franscis Fukuyama sit berygtede og kontroversielle værk The End of History and the Last Man.

Fukuyama, som i øvrigt var elev af den lige så berygtede Samuel P. Huntington, beskrev i sit værk, hvordan historien nu (altså i 1992) var nået sit endemål og højdepunkt. Store politiske projekter og visioner var ikke længere nødvendige, og civilisationens varetagelse var nu blot begrænset til mindre økonomiske og bureaukratiske justeringer.

Aaron Bastanis bog er yderst spændende læsning, hvis man vil danne sig nogle ideer om, hvordan det kommunistiske projekt kan udformes og italesættes de næste årtier.

Naturligvis tog vestlige ledere og embedsmænd godt imod disse ideer, der blev benyttet som et nyt sært kalejdoskop, hvorigennem virkeligheden skulle observeres. Politiske eksperimenter og større forandringer var ikke længere mulige, for slet ikke at sige nødvendige, og kapitalismen fik næsten status som en naturlov, eviggyldig og uforanderlig. Som den slovenske filosof Slavoj Zizeks formulerer det: "Det er nemmere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens fald".

Alt dette gør den iransk-britiske forfatter Aaron Bastani op med i sin bog Fully Automated Luxury Communism.

Bastani gennemgår vores nuværende teknologiske udviklingsstadie indenfor forskellige sektorer og foretager, i lyset af Moores Lov og de seneste 60 - 70 års udvikling, nogle fremskriver om, hvordan teknologien vil udvikle sig de næste par årtier.

Når prisen nærmer sig nul

Med udgangspunkt i bæredygtig energiudvinding, muligheden for omkostningsløs uendelig kopiering af immaterielle produkter, automatisering af den fysiske produktion, samt potentialet for at hente ressourcer såsom kobolt, nikkel og platin ind fra det ydre rum, stiller Bastani spørgsmålet, hvad sker der, når prisen for at producere varer nærmer sig nul?

For at besvare dette spørgsmål læner Bastani sig tæt op af Marx. Marx teoretiserede, som bekendt, at der på et givent tidspunkt i en hvilket som helst samfundsudvikling ville komme et punkt, hvor udviklingen indenfor produktivkræfterne, forstået som alt fra processer, maskineri, arbejdsgange og arbejdere som producerer samfundets goder, vil udvikle sig hinsides de kulturelle, juridiske, bureaukratiske og især økonomiske rammer, der er sat herfor i et samfund. Når dette sker, vil en revolution være nødvendig for netop dette samfund for på den måde igen at afstemme det. Bastani mener derfor ligesom Marx, at den nuværende teknologiske udvikling vil drive denne udvikling, men med hvilket udfald?

På den ene side kan og vil kapitalismen skabe kunstig knaphed det vil sige enten tilbageholde en del af produktionen og dermed gøre produkterne mindre tilgængelige for kunstigt at bibeholde eller hæve prisen. Det andet alternativ for kapitalismen er, at selve ejerskabet af produkterne tilbageholdes, mens adgangen dertil i stedet bygges op som abonnementsordninger. Dette kender vi fra for eksempel streaming- og transporttjenester, hvor man som forbruger ikke længere ejer den digitale kopi eller køretøjet, men lejer sig adgang dertil på månedlig basis.

Der ligger dog naturligvis en logisk modsætning i at udbyde tjenester eller sælge produkter, hvis produktionen heraf overordnet set automatiseres. For hvis arbejdskraftens andel af produktionsprisen nærmer sig nul, så er der naturligvis heller ingen arbejdere med en indkomst. Det er derfor et spørgsmål om tid, før disse strategier ikke vil kunne benyttes længere, og vi er igen tilbage til den revolutionære situation.

På folkets hænder

På den anden side kan produktionen komme på folkets hænder. I dette tilfælde vil den teknologiske udvikling direkte komme folket til gode og føre til et liv med overflod af goder uden nødvendigheden af lønmodtager arbejde som i dag. Det er denne løsning, Bastani argumenterer for i bogen. Det lyder måske som en utopisk tilværelse, men Bastani foreslår nogle konkrete skridt, en organiseret arbejderbevægelse vil kunne tage for at komme dette mål nærmere.

Først ligger en del af løsningen i at oprette kooperativer både i mindre og i større skala, samt i den "private sektor" såvel som i den offentlige. Bastani indrømmer, at den første udfordring for kooperativer og arbejderkontrollerede virksomheder er mangel på kapital. Bankerne er tilbøjelige til at investere store formuer til enkelte virksomheder, frem for mindre summer til et større antal små virksomheder. Derfor foreslår han også oprettelsen af andelsbanker og fælleskasser med fokus på at understøtte lån og kapital til netop kooperativer.

En anden af Bastanis løsninger er, at arbejdere påvirker deres pensionskasser til at investere i lokale kooperativer og kollektive foretagender. Sidst men ikke mindst kan det være nyttigt at stille krav til de politiske ledere om, at offentlige indkøb i højere grad skal tilgodese kollektive og kooperative virksomheder. Der kan for eksempel stilles krav om naturligvis overenskomstmæssighed, men også ting som kædeansvar, lokal forankring, demokratiske organisations- og ledelsesforhold m.m. kan kræves.

Universelle Basale Tjenester

I medielandskabet i dag hævdes det, at borgerløn er en løsning på automatisering under kapitalismen. Dette er Bastani uenig i, ligesom vi kommunister er det. Han foreslår i stedet en løsning kaldet Universelle Basale Tjenester (Universal Basic Services eller UBS). I stedet for at give borgerne et vist beløb, som de kan købe tjenester og varer for (et system som allerede nu ser ud til at kunne misbruges på det groveste af kapitalinteresser), så får borgeren adgang til udvidede universelle velfærdsydelser i første omgang såsom, internet, telefoni, elektricitet fra vedvarende kilder, bæredygtige transportformer, underholdning og senere, når det offentlige ejerskab af produktionsmidlerne udvides yderligere, også bolig, beklædning, fødevarer m.m. alt sammen produceret bæredygtigt og i høj grad automatiseret.

Modargumentet mod denne økonomiske model er og vil altid være, at mennesker ikke vil motiveres til at arbejde, hvis de ikke kan se sig selv blive belønnet (økonomisk) herfor. Til dette argument fremhæver Bastani Wikipedia som et eksempel på, at store projekter, der skaber mærkbar nytte for milliarder af mennesker baseret udelukkende på frivillig arbejdskraft og donationer, kan og vil kunne skabes. Hvis Wikipedia er muligt selv i et kapitalistisk system, hvor frivillige også skal have en indtægt for at overleve, hvilke løsninger og initiativer kan vi påtage os, hvis vores materielle grundlag for overlevelse og mere til, allerede er givet?

Teknologiens friheder

Aaron Bastanis bog Fully Automated Luxury Communism er yderst spændende læsning, dels hvis man vil have indblik i state-of-the-art inden for forskellige teknologiske områder og hvis man vil danne sig nogle ideer for, hvordan det kommunistiske projekt kan udformes og italesættes de næste årtier.

Bastani har meget at sige og meget at gennemgå på relativt få sider, derfor vil hvert et kapital kunne pakkes ud, undersøges og diskuteres før det kunne være nyttigt og anvendeligt som kommunistisk politik. Men bogen danner et solidt grundlag for at påbegynde dette arbejde.

Det kommunistiske projekt er knyttet til det teknologiske, men vigtigere endnu er det knyttet til en positiv forståelse af, hvilke friheder teknologien kan bringe almindelige mennesker i vores samfund, hvis den altså forvaltes fornuftigt.

Kommunismen italesættes ofte som en modstand eller et værn imod for eksempel undertrykkelse, udbytning, imperialisme, sexisme, racisme og så videre. Denne kamp er utroligt vigtig! Kommunismen bliver i mindre grad italesat i lyset af de positive muligheder, friheder og rettigheder, som vil blive til rådighed for folket, hvis produktionsmidlerne kommer under demokratisk kontrol.

Dette er det vigtigste, Aaron Bastani formår at gøre i sin bog.

20. sep. 2019 - 11:08   20. sep. 2019 - 11:56

Bøger

Alexander Moray
Anmelder

Aaron Bastani: Fully Automated Luxury Communism. 288 sider. Verso Books, England.

Aaron Bastani er en iransk-britisk skribent, politisk kommentator og medie ekspert med en ph.d. i ny politisk kommunikation fra University of London. Han er medstifter og redaktør på venstrefløjsmediet Novara Media og direktør for digital strategi på Silke Digital.