24 Sep 2020  

KBH: Spredte skyer, 18 °C

Frihed, lighed og søsterskab i flot kærlighedsdrama

Filmanmeldelse

Frihed, lighed og søsterskab i flot kærlighedsdrama

Céline Sciammas nye film "Portræt af en kvinde i flammer" maler et smukt billede af ligeværdig forelskelse og viser muligheden for fællesskaber uden hierarki, når samfundets undertrykkere stilles i baggrunden.

FOTO: Camera Film
1 af 1

Med "Portræt af en kvinde i flammer" er det ikke første gang, at Céline Sciamma i sit virke som instruktør stiller sig kritisk overfor de fortællinger om menneskers seksualitet og følelsesliv, som undgår at forholde sig undersøgende til de marginaliserede skikkelser, der afviger fra en konstrueret normalitet.

Historisk opsætning med nutidig tone 

I Sciammas nyeste film "Portræt af en kvinde i flammer", der får dansk præmiere i dag, prøver Sciamma for første gang kræfter med at lave en fortælling, som udspiller sig i en anden tidsperiode.

Med sin nyeste film viser Sciamma, at hun kan konstruere det klassiske kærlighedsdrama med originalitet og klogskab.

Vi er tilbage i Frankrig i slutningen af det 18. århundrede, i hvad der skal forestille sig at være perioden lige op til den franske revolution.

Her møder vi Marianne (Noémie Merlant) sejlende ud til en lille ø ved Bretagne, hvor hun i skjul skal male et portræt af den unge Héloïse (Adèle Haenel), som fordriver tiden, indtil hun skal giftes væk til en rig mand i Milano. Héloïse har ikke mødt sin kommende brudgom endnu, ved intet om ham og har svært ved at forestille sig et positivt udfald af sit nye liv.

Uden kendskab til Mariannes oprindelige formål med sit ophold hos familien, åbner Héloïse sig gradvist op for den nyankomne, og en tæt relation mellem de to kvinder formes, efterhånden som deres spadsereture ved de klippefyldte strande finder sted.

Tøvende maler Marianne de indledende skitser til portrættet, som skal sende Héloïse i armene på sin fremtidige mand – men betragtningerne overskrider maleriets interesse og erstattes af en forelskelsens gensidige blik.

Fra socialrealisme til klassisk drama

På trods af at Sciamma har skiftet bane i sin nye film, der bevæger sig væk fra en slags socialrealistisk hverdagsdrama til et på overfladen mere klassisk historisk kærlighedsdrama, arbejder hun forsat med at fortælle historier, der udfordrer banaliserede opfattelser af mennesker, og hun tvinger sine seere til at forestille sig verden indrettet anderledes.

Det er netop de undertrykkende mekanismer i samfundet, der udgør rammerne for historien.

Sciammas film har hidtil konsekvent beskæftiget sig med unge mennesker og deres forhold til sig selv og den tætte omverden, der former dem. Det er film om angst og fremmedgørelse. Om at tage de første skridt imod en følelse af identitet og selvforståelse. Og om at opleve seksuel tiltrækning – imens man selv bliver gjort til objekt for andres forestillinger.

Udfordrer de faste opfattelser

I hendes debutfilm "Water Lilies" er det en 15-årig pige, som seksualiseres af sin ældre svømmeunderviser, samtidig med at hendes relation til sine to jævnaldrende veninder begynder at minde mere om forelskelse end venskab.

I "Tomboy" følger man en 10-årig pige, som føler sig ukomfortabel med sit fødte køn og præsenterer sig som en dreng. "Girlhood" finder sted i en parisisk forstad i stadiet mellem barndom og voksenskab, hvor en ung kvinde afvises af universitetet og i stedet lures ind i et kriminelt miljø – en film som forholder sig til temaer som social ulighed og racisme.

I "Portræt af en kvinde i flammer" er kvinderne i største del af filmen alene, kun ledsaget af en tjenestepige, der i fraværet af magthavere inkluderes på lige fod med Marianne og Héloïse i et lille kvindefællesskab. De laver mad i fællesskab, diskuterer poesi og spiller kort med hinanden – og viser, hvordan fællesskaber kan indrettes, når man tager udgangspunkt i lighed.

Med magthaverne ude af billedet

Sciamma vil dog ikke give indtryk af, at der er tale om en gruppe, som står fri fra samfundets begrænsninger, hvad enten det er i form af deres klasseposition (som tjenestepigen) eller sit køn (som Héloïse, der skal giftes væk) – det er netop de undertrykkende mekanismer i samfundet, der udgør rammerne for historien.

Sciamma tvinger sine seere til at forestille sig verden indrettet anderledes.

Instruktøren placerer kvinderne således, at de i forestillingen er fysisk fjernet fra enhver synlig sammenhæng med magthavende mænd og fra enhver samfundsmæssig struktur. Det bliver et forsøg på at konstruere personer, der ikke lader sig definere af deres undertrykte position, og derved vise, hvordan det fører til et rum, hvor ligeværdige relationer foldes ud, og forelskelse undslipper magtens struktur. 

Med sin nyeste film viser Sciamma, at hun kan konstruere det klassiske kærlighedsdrama med originalitet og klogskab. Det er et kraftfuldt billede, der rummer det menneskelige potentiale til at udfolde sig i relationer, hvor der ikke eksisterer magtstrukturer, og ingen står over hinanden.

06. feb. 2020 - 08:21   07. feb. 2020 - 10:26

Film

William Frost
Filmanmelder

Portræt af en kvinde i flammer. Instruktør: Céline Sciamma. Premiere i dag.